Amsterdam

3 uger henne. Still going strong?

Indgang til Growth Tribe og en lille café ude foran

Det lyder næsten som om, jeg er gravid. Det er jeg altså ikke. Gudskelov. Det er min yndlings ting ved mig selv lige nu. At jeg ikke bærer rundt på et befrugtet æg. Jeg har bare været i Amsterdam i 3 uger, og jeg tænkte, at det ville være passende at skrive nogle tanker og første håndsindtryk ned – både for jer og for mig. Indtil videre har det været vådt. Nyt. Og samtidig hjemligt på en uforklarlig måde. Jeg tror måske, det kan være overgangen fra USA til Europa. Det, jeg savnede mest i USA, var de smalle brostensgader, lanterner foran nichebutikker, tilfældige bænke med “S was here” og lokale caféer frem for grønkronede Starbucks maskiner. Mest af alt har jeg dog savnet min cykel og den uafhængighed, den tilbyder, selvom man jo paradoksalt nok bliver virkelig afhængig af den.

Jeg har købt en brugt på Marketplace til €35. Sygt billigt. Og den er så gammel og grim, at sandsynligheden, for at den bliver stjålet, er minimal. Den er så også gået i stykker allerede, så lige nu kører jeg på røven i toget, fordi jeg ikke kan få et månedskort til offentlig transport, før jeg har en bankkonto hernede.

Udsigt fra mit lille værelse i De Pijp

Hvad laver jeg egentlig hernede?

Det er faktisk lidt kompliceret, og desværre har jeg haft meget lidt held med at forklare det. Halvironisk når man læser kommunikation. Men hvorom alting er, vil jeg lige give det et forsøg igen og prøve at være lidt mere specifik denne gang.

Jeg er en del af et traineeship-program hos en virksomhed (et privatejet uddannelsescenter), der hedder Growth Tribe, og derigennem er jeg ansat i en virksomhed, der betaler min uddannelse i Growth Tribe, og “til gengæld” skal jeg implementere alt det, jeg lærer på uddannelsen.

Der er en video her, der forklarer meget bedre, hvad det går ud på.

Den er så pinligt sælger-agtig, men den forklarer det bare meget godt. Man er altså praktikant i en startup – nogle er også i store cooporationer som Unilever – og så betaler de for ens Growth-Hacker-uddannelse hos Growth Tribe, så det er lidt en win situation for alle. Jeg har lige været to uger i min virksomhed fuldtid, og nu skal jeg på to ugers bootcamp hos Growth Tribe (der begyndte i mandags). Efter bootcampen skal jeg igen være fuldtid i min virksomhed og tilbage hver anden tirsdag for at lære endnu mere, evaluere mine resultater, sætte nye eksperimenter i gang og mødes med min buddy og min coach fra Growth Tribe.

Vi har mange “energizers” i løbet af en dag for ikke at dø helt på de lange dage

Det går lidt op og ned. . .

Det går okay, vil jeg sige. Jeg har haft flere “mit liv peaker”-dage, men jeg har også haft mindre gode dage. Mine arbejdstimer ligger hver dag fra 8.30 – 18.00, og det synes jeg virkelig er hårdt. Det er specielt hårdt, når det ikke er alting, man synes, er lige spændende. For eksempel analyse af data. Fuck det er kedeligt. Jeg kan godt se, hvad jeg skal bruge det til, men samtidig tænker jeg, “det har jeg folk til”. Men det har jeg så bare ikke vel. Måske synes jeg, det bliver lidt mere spændende, når jeg rigtig lærer at læse det.

Min cykel er jo også gået stykker, hvornår fikser man den, når man har så strenge arbejdstider? Hvornår træner man? Hvornår går man i bad? Til frisør? Til tandlæge? Jeg tror, jeg er ved at få en visdomstand! Hvornår finder man nye venner? Handle ind kan man jo godt gøre i zombie-mode, og de lukker sent i dagligvarerbutikkerne, men alle de andre ting, der er afhængig af åbningstider og overskud, hvornår gør man det?

Kun én kur mod lavt blodsukker kl. 21 = Maoam

Venner, kollegaer og Dutch

Det har været lidt en hård start på arbejde. Ikke fordi jeg vil pyldre over ikke at have ét minuts me-time, men fordi at mine kollegaer taler hollandsk sammen, så det har været lidt svært for mig at komme ind på livet af dem. Jeg kan ikke blande mig i en casual talk over computerskærmene eller grine med, når hele kontoret klukker, og det har været – og er stadig – virkelig frustrerende. Jeg prioriterer mit sociale liv meget højt, men hernede har jeg ikke et socialt fundament i form af mine venner, og derfor havde jeg selvfølgelig håbet, jeg kunne hænge ud med nogle af mine kollegaer. Men de har jo selvfølgelig deres egne liv. Familier, venner, kærester, osv., så det stiller lidt højere krav til mig efter arbejde, når jeg skal – ikke bare pleje – men finde nye relationer.

Her danser jeg

Og her bokser vi

Heldigvis har jeg en virkelig sød roomie, som jeg elsker at hænge ud med. Vi har været til boksning sammen i denne uge og skal igen i næste. Og jeg har også været til et par dansetimer hernede. Hiphop og house. Jeg tænker, jeg skal prøve en Modern Jazz i kommende uge. Jeg har også hængt en del ud med en fyr fra Medie- og Journalisthøjskolen. Ham er jeg virkelig glad for. Men jeg synes stadig, det er svært, fordi jeg har et stort socialt behov fra 08.30 – 18.00 også, og det er så vigtigt at have nogle gode kollegaer. Men nok om det.

Hos Growth Tribe

Der er virkelig fed energi hos Growth Tribe! Det er stort, internationalt, lyst (jeg ved godt, jeg altid kommenterer på lysindfald i bygninger. Det er en ting) og der er så mange inspirerende mennesker, der triller frem og tilbage mellem åbne mødelokaler på skateboards. Folk tegner og hylder fejl mere end success, hvilket virkelig er befriende, når man er meget iderig og elsker at eksperimentere. Det er lidt det, traineeshipet går ud på, så det er jo heldigt!

Intro dag på Growth Tribe. Anthony, Giulio og jeg dannede selvfølgelig vinder trioen 🤙🏽

Der var knap 400 ansøgere, men vi er kun femten der kom igennem, og som nu er en del af “traineeshippet”. Der er virkelig god stemning og energi omkring det, og folk kommer fra alle steder i Europa, men der er også et par stykker udenfor Europa, fx fra Kenya og Ecuador. Vi har virkelig hygget os og været frustrerede sammen, og jeg forestiller mig, at vi kommer til at hænge ud ofte, selvom bootcampen snart slutter. Jeg har hængt mest ud med Giulio og Egle, som er på billedet herunder. De er så søde, også nye i byen, bor ulovligt ligesom mig og alt det der. Vi taler bare samme sprog (løgn), det er helt perfekt 💜

Giulio og Egle 💓💓

Friday drinks med Growth Tribe trainees i solnedgangen <3 Fra venstre: Arthur fra Belgium, Giulio fra Italien, Egle fra Litauen og Arvind fra Holland.

Men nu vil jeg runde af, for solen skinner, der er 22 grader, jeg skal til hiphop kl. 13, på marked med Natalia (roomie) og Helen (hendes veninde jeg mødte til boksning i sidste uge), og i aften til housewarming hos Egle 🌻

Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at I læser med. Det er så dejligt. Og dejligt at I også giver jer tid til at kommentere. Det bliver jeg så glad for! God weekend!

Amsterdam

Første dag i Amsterdam

Forleden talte jeg med min veninde Alberte L, som jeg har mødt i USA på udveksling. ‘Forleden’ får det til at lyde som om, vi kun snakker sammen engang i mellem, men sandheden er, at vi har været sammen mere eller mindre hver dag siden januar. Vi talte om, hvordan vi ikke forstod, at vi allerede havde været nervøse tilbage i december, var taget afsted i et halvt år, levet hver dag i et fremmed land, og nu allerede var hjemme igen. Oveni hatten er der også gået tre dejlige sommermåneder i København. Det føles uvirkeligt. Mere som en drøm, vi har drømt sammen, end noget der rent faktisk fandt sted. Fordi det gik så stærkt.

Ikke desto mindre skete det – også i det virkelig liv – og jeg er så glad for alle de oplevelser, jeg fik med. Det var lidt en snik-snak sætning, for det siger sådan cirka intet om noget, men måske jeg skriver en lang beretning om det på et tidspunkt. Ikke nu.

Næste stop: Amsterdam

Allerede tilbage på altanen med palmeudsigt i Californien, søgte jeg en praktikstilling i Amsterdam til dette semester. Det var ikke en svær beslutning dengang, fordi mit ulmende had til København endnu ikke havde lagt sig. Det har det nu, og derfor har det været svært at tage afsted denne gang. Svært at tage afsted fra dem, jeg elsker, havnebadene, spirrende venskaber og durum. Men jeg kom afsted, og det gjorde jeg i går.

Silvia og Karo (to gymnasieveninder) hjalp mig med at pakke lejligheden ned. Alberte L sagde, det var typisk mig først at pakke lejligheden ned samme dag, som jeg skulle flyve. Ved ikke, hvad hun mener : ) Og så drog vi i lufthavnen. Jeg var virkelig så glad for, at de kunne hjælpe mig. Ensomheden kan hurtigt blive meget fysisk og håndgribelig, når man pakker en kuffert alene. Måske er det ikke alle, der kan relatere til det, men for mig var der en ekstrem varme forbundet med netop den hjælp.

God …. tur?

Som altid har mine dejlige venner og familiemedlemmer været søde til at skrive. God tur, skriver de. Og jeg forstår dem godt, for hvad skriver man ellers? Denne “tur” er bare anderledes. Ikke som udveksling, der var en slags forlænget charterferie. Denne gang flytter jeg. Rigtigt. Har opsagt mit lejlighed i København. Ikke mere fremleje. Jeg er blevet “udlandsdansker”, får hollandsk CPR-nummer i næste uge og bankkonto. Jeg ved, jeg som minimum skal blive her, så længe min kontrakt løber. 1 år frem. September 2020. Det har været en vild beslutning for mig, fordi jeg ikke ved, hvad jeg har lyst til om 5 minutter, og ofte handler meget impulsdrevet ud fra min mavefornemmelse. Det har også ofte gjort mit liv kaotisk, og det var faktisk det, der til sidst overtalte mig til bare at skrive under. Så er der en plan, der rækker længere end fem måneder. Og jeg kan ikke lave den om om ti minutter. Heller ikke om en halv time, fordi jeg føler noget nyt, eller har forestillet mig en fremtid med ham fra Netto i København. Og bagefter med ham i metroen.

At føle sig hjemme

Jeg følte mig aldrig hjemme i LA. Det kunne jeg sikkert godt have gjort, men jeg så det som noget meget midlertidigt, og derfor invisterede jeg minimalt i hygge. Det var dumt. Jeg er og var sjældent hjemme, men når jeg er, er jeg virkelig en hyggemor. Så denne gang, har jeg pakket duftlys, min egen stempelkande, sengesæt fra mor og far og mine egne farveblyanter. I går snoede jeg de nye nøgler i mit eget nøglebundt (det gjorde jeg aldrig i USA!), og i dag vil jeg finde en gulvlang plys morgenkåbe i hvid. Måske endda et par hjemmefutter og fremkalde billeder af store, små, fulde og sobre øjeblikke fra de sidste par år.

Jeg bor i De Pijp, som er virkelig hyggeligt og fedt. Jeg glæder mig til at lære det endnu bedre at kende. Huslejen er skyhøj, synes jeg, men det er en skøn lejlighed. Der er altan, og den ligger super centralt med cafeer, restauranter, barer og vintagebutikker, men vigtigst af alt er, at her er lyst og eftermiddagssolen falder perfekt gennem de meterhøje vinduer og lige ind på mit lille værelse. Jeg bor med to piger fra Spanien, Natalia og Bella, som jeg mødte til en middag, da jeg var i Amsterdam tidligere på sommeren for at besøge Alberte W. Vi var virkelig fulde, så ingen af os husker det rigtigt. Vi havde bare en god aften. Ergo: Godt match!

Tanker om at skulle afsted igen

Jeg nåede at have mange kriser, inden jeg skulle Amsterdam denne gang. Det var sommer. Jeg havde ferie. Tid. Jeg havde rigtig meget tid. Jeg var mellem jobs, mellem byer, mellem forhold, mellem rejser. Mellem alt. Men selvom der foregik rigtig mange ting, foregik der ret lidt. Jeg tror ikke, jeg trives så godt med at have for meget tid for mig selv. Jeg går i gang med en form for over-selvrealisering, der ikke er sund. Og der bliver jeg i tvivl. Om alt. Heldigvis, er jeg allerede meget fortrøstningsfuld, og jeg føler mig glad efter bare en halv dag her. Jeg er lettet over at være landet godt og have pakket mine kufferter ud. Jeg er ikke længere nervøs – men spændt. Spændt på nye venskaber, nyt arbejde, nye kollegaer, ny viden, ny by. Og jeg ved, at mange af mine venner kommer og besøger mig, og det gør mig virkelig glad.

I dag var min første dag, og solen skinnede. Det kommer den også til i morgen, og jeg glæder mig.

Udveksling

En dag i Little Tokyo

The Broad

Vi tog en Uber til The Grand Park, hvor der var ved at blive gjort klar til en Bernie Sanders rally. Skøn park hvis man skal chille lidt, og også mit indtryk at der sker mange ting, events osv. Herrfa gik vi til The Broad, som er et museum for moderne kunst. På vejen ser du Walt Disney Concert Hall, som er beautiful!

Disney Concert Hall

Disney Concert Hall

The Broad var mega godt. Vi stod i kø ca. 20 minutter, men entre var gratis, og så kan man jo finde sig i meget 😉 Der var en masse forskelligt kunst, og jeg synes, de er gode til at udvælge meningsfulde kunstværker, så der er en god balance mellem provokerende og smukt, og mellem installation og billedkunst. Klart et besøg værd!

Angel’s Knoll Park

For at komme over til Grand Central Market, hvor vi skulle spise frokost, krydsede vi Angel’s Knoll Park. Det var ikke den største oplevelse, men der er mange smukke bygninger, og det er et dejligt åndehul lige midt i byen.

Angels Flight Railway

I Angel’s Knoll Park ligger Angels Flight Railway. Den var godt nok lukket, da vi kom, men det koster ca. 1 dollar at tage den ned til byen. Og når jeg siger “ned til byen”, lyder det som om, der er langt. Det er der virkelig ikke haha. Det er en meget kort strækning, men det orange lille tog er rigtig fint, og det er en sjov ting at få med, når nu man alligevel skal den vej!

 

Frokost: Grand Central Market

Det minder på mange måder om Papirøen. Eller… Det er basically det samme, men der er jo bare noget særligt ved, at der nærmest er garanti for sol, og at det er i LA! Vi spiste frokost Olio Wood Fired Pizzeria, og det var brand lækkert! Selvfølgelig med en iskold øl og solbriller. Livet! Lige indtil en politibetjent kommer og fortæller dig, at du ikke må drikke øl på gaden, så husk det, hvis du køber øl: Find et bord indenfor, hvis du vil nyde den med maden.

The Bradbury Building

… Er så smuk! Og det ligger lige overfor Grand Central Market, så gå derover og tag et hurtigt kig. Imponerende arkitektur!

The Last Bookstore

The Last Bookstore er en kendt bogbutik i LA, som har eventyrlige, gemte rum inde i butikken. Og du kan finde alle bøger, du nogensinde har drømt om!

7th Street v. Hope Street

Der er ikke noget særligt ved denne her gade faktisk, vi gik der bare helt tilfældigt, og den rummer så meget LA vibe, og det er bare en skøn gade lige ved Hope Street (hvor sødt er det ikke også?)

Aftensmad: Karl Strauss Brewing Company

Mizu cravede burgere og øl, så hendes forslag var Karl Strauss, mens ingen af os andre protesterede! Deres øl kort er kæmpe, og alle tjenerne var rigtig søde til at hjælpe os med at finde “den rette øl for os”, og det gjorde de virkelig godt. Vi fik 3-4 øl hver og vi endte med at blive ret fulde, mens vi spiste, fordi de var så stærke (og vi havde gået hele dagen). Prislejet var okay, nærmest billigt vil jeg sige. En øl (halv liter) kostede 6,5 dollars og maden var at sammenligne med almindelige cafepriser i København. Og det var lækkert!

Udveksling

En dag i West Hollywood

Jeg var så heldig at have Jonas på besøg i sidste weekend, så vi var en tur i West Hollywood, hvorfra jeg lige vil dele vores dag – og tips 😉 Indtil videre er den bydel mit yndlingssted i LA! Det var MEGA hyggeligt!

Morgenmad: Republique

Vi spiste morgenmad på en restaurant, der hed Republique. Jeg fik Smoked Salmon Tartine, som var SÅ lækkert. Virkelig 5/5! Næste gang vil jeg dog smage California Breakfast, fordi jeg så nogle andre få det, og så fik mange lidt blandet. Det så vildt lækkert og farverigt ud! Jonas fik Regular Breakfast – regular breakfast for a regular boy, u kno 😉 Det var også mega lækkert – specielt hvis man craver “æg og bacon” eller bare har tømmermænd og er i saltnød!

Vi fik også en “purple juice” med rødbede, gulerød, ingefær, mint og granatæble, og det var ærligt den bedste, jeg nogensinde har fået! Og jer, der kender mig rigtig godt, ved jo, at jeg er meget fintfølende med min rødebede juice haha!

LA Farmers Market

Det lå lidt gemt, så vi skulle lige finde det, men det var super hyggeligt derinde. Mange små badboder og steder til at sidde og spise. Alle verdens køkkener er repræsenteret derinde og prisniveauet er ca. det samme som at gå ud og spise rigtigt, men atmosfæren er skøn.

The Grove

Ligger lige ved siden af Farmers Market og er så hyggeligt med cafeer, restauranter, butikker og live musik. Og selvfølgelig det der lille springvands show. Der er meget grønt med fine plante installationer. Drik kaffe her eller få en frokost, eller bare gå en tur og sten lidt vandshow med live jazz kørende i baggrunden 🙂

Shopping og “Den Lyserøde Væg”

Efter Farmers Market og The Grove gik vi lidt ned ad N Fairfax Avenue til Supreme butikken, der var omringet af en masse andre skatebrands også. Havde man fortsat få meter længere ned, ville man møde den kendte, Instagrammede, lyserøde væg ved Paul Smith butikken, men jeg havde ikke det store behov for at se en ensfarvet væg, når der er så meget smukt gadekunst ellers <3 (men klart en flot farve stadig!)

Eftermiddagskaffe: Verve Coffee Roasters

Om eftermiddagen drak kaffe på Verve Coffee Roasters på Melrose Avenue – det er en kæde, så de ligger flere steder, men denne her havde en skøn baggård med små træer og fred og ro fra de store veje, man næsten ikke kan slippe væk fra. Stedet er perfekt til at sidde alene med sin laptop – men også til at gå ud med en ven eller veninde selvfølgelig. Formi-fucking-dabel kaffe! 5 ud af 5 stjerner!

Aftensmad: Mexicansk på Gracias Madre

Vi var fatksik så mætte efter enorm morgenmad og cookies and coffee, så vi spiste ikke aftensmad den dag – desværre for os, for jeg har hørt så godt (på Google og Instagram hehe) om Gracias Madre, som ligger lige ved siden af Verve Coffeee, og hvis man har tid kan man sagtens slå nogle timer ihjel omkring Melrose Avenue, Santa Monica Boulevard og N Robertson Boulevard. Jeg kommer tilbage og spiser på Gracias Madre, og så giver jeg lige en anmeldelse!

 

Udveksling

En dag i Silver Lake, LA

I morgen har jeg været her i en måned, og det har været alt andet end ferie (selvom det måske har lignet det for jer derhjemme ;)). Men jeg har bare fået styr på skema, faldet på plads, prøvet at finde en lille gruppe at hænge ud med osv. Altså bare få min “base” og mit fundament for mit ophold på plads. Og det tror jeg, jeg har fået nu! Mere eller mindre i hvert fald. Så i går var første gang, vi tog ind til LA. Vi Uberede der fra morgenen af og blev der hele dagen. Det var så fedt!

Vi så ikke nogle af de turistede ting i Hollywood eller noget. I stedet tog vi til Silver Lake og kiggede på coffee shops og små butikker, huse i alle størrelser og bare hinanden. Feriedag efter min bog! Jeg elsker bare at vimse rundt i et kvarter og sluge de indtryk, jeg nu kan, i stedet for at fare rundt fra turistattraktion til turistattraktion, så det var perfekt! Her er lidt billeder!

The Bates Motel

The Bates Motel

Vi spiste frokost på den bedste lille cafe på Sunset Boulevard, der hedder Forage. De har alt til alle allegener, vegansk og vegetarisk. Var lige ved at græde, fordi det var så lækkert!

I glasset: Grøn te med blodappelsin. Tænkte I måske var nysgerrige – det var jeg i hvert fald!

Min roommate Mizu <3

Butikkerne og coffee shopsene er SÅ yndige! Silver Lake er et super hipster kvarter, og det er jeg nok bare en sucker for.

Drik kaffe her, hvis I nogensinde kommer til Silver Lake! Det hedder Intelligentsia, og det er så hyggeligt og smukt!

Intelligentsia

En af mange grunde til, at jeg elsker LA, er at der er så meget smuk wall art alle steder. De er ikke bange for at male huse, vægge, veje og lyskryds i hundrede farver og motiver! Det her er fra Barnsdall Art Park.

Solnedgang i Barnsdall Art Park

Pre drinks inden Frat party. 90’er tema. Og igen må jeg bare sige, at jeg fortryder, jeg kun pakkede én sølle kuffert og tog med herover…

Josefin (SV), Jade (AUS) og mig

Prøver at pose med svenskerne. Influencerkulturen er lidt større deroppe, så de har en hel vifte af poses, vi skal igennem hver gang, der er gruppebilleder :)))

Udveksling

Sidste uge: Fester, volley og yoga on the beach

Der er sket så mange ting de sidste to uger, så jeg håber I kan finde bare en lille sammenhæng i dette indlæg. Der kommer i hvert fald til at være en masse billeder, så måske det gør det lidt bedre. God læser!

Josefin (roommate fra Sverige)

Som billederne ovenfor viser, så vi et volleymatch i sidste uge. Long Beach mod UC. Selvfølgelig vandt vi! Og vi blev også nationale mestre sidste år! Ikke at jeg vil tage æren for det (på det tidspunkt vidste jeg slet ikke, jeg skulle herover,) men man må gerne blære sig lidt alligevel, synes jeg! Forinden da havde vi været til en gratis yoga time på stranden, som er der hver dag. Mega fantastisk!

Introfest

I torsdags skulle vi til en “Back to School” fest, for at skyde det nye semester i gang.  Jeg spiste med mine roommates inden og drak noget vin med nogle andre piger, der bo to lejligheder væk fra os. Bl.a. Alexis, som jeg har nævnt i det første indlæg. Det var så hyggeligt, og pigerne er mega nice. Er virkelig glad for, at jeg kommer så godt ud af det med dem – og endnu bedre at vi bor så tæt på hinanden! Vi var inviteret hjem til nogle drenge inden til en drink og derfra gik vi ned på den bar, hvor festen blev holdt. Det var mega sjovt!

Jess og Ida gør sig klar. Altid social make up studio i stuen!

Australia Day: 150 mennesker og 150% tømmermænd

Siden jeg bor med to australske piger, var det jo meget nærliggende, at vi skulle fejre Australia Day! Og selvfølgelig i vores lejlighed, der hverken er helt eller halvt færdig! Vi havde inviteret alle. Virkelig bare alle. Alle vi havde mødt i byen om torsdagen, folk fra uni, folk fra sport, folk fra yoga, vores naboer (som i øvrigt bankede på onsdag aften for at sige hej. Og så havde de endda hjemmebagte cookies med til os. Så sødt!!!). Så huset var proppet, der var 25 grader, 150 mennesker, pool og BBQ og det var bare amazing! En af de bedste fester længe!

Alle mine roommates <3

Søndagsblues og beachvolley

Søndag morgen var selvfølgelig mindre fed, fordi vi skulle gøre rent og reparerer alt det, der var blevet ødelagt. Men det var stadig worth, hvis du spørger mig! Heldigvis blev vi halvt reddet af et tilbud fra højre. Nogle af drengene, som jeg mødte første gang torsdag, men som også kom til festen lørdag, spurgte om mig og pigerne ville med ud og spille beachvolley samme eftermiddag. Så det var lidt mere tiltalende end Ajax og hudløse knæ! Jeg vil virkelig gerne se, om jeg kan komme på dameholdet i Beachvolley på skolen, men jeg tror måske, de er lidt for “pro” for mig. Det håber jeg ikke, for jeg synes virkelig, det er sjovt!

Udveksling

Testikelkunst og misforstået flirteri

Billede fra skolen.

What’s your name?

Jeg ville opleve en ny kultur. Det var én af mange grunde til, at jeg gerne ville til USA – for at opleve en anderledes kultur. Og den ramte mig allerede i lufthavnen. Folk er så venlige, siger hej på gaden, spørger ind til din person, dine drømme, din baggrund, og de skyder komplimenter og smil efter dig med maskingevær. Det er så dejligt. Så nyt. Befriende. Uskandinavisk. Jeg elsker det!

Men selvom det er dejligt, skal man også lige lære at forstå det. Den første uge troede jeg, at alle prøvede at flirte med mig. På den der amerikanske måde jeg ikke helt havde fattet endnu. Så jeg spillede bare med (hvad mon de ikke har tænkt…) Tror først det for alvor gik op for mig, at de faktisk ikke flirtede med mig, da jeg skulle bestille en kaffe på The Coffee Bean på min første skoledag. Jeg smalltalkede lidt med baristaen, og så fik jeg igen den der naive fornemmelse. He’s flirting with me! Og jeg fik den kun bekræftet, da han smilte og spurgte:

What’s your name?

Den er stensikker, tænkte jeg.

Emmeli. What’s yours?

Men den fik jeg aldrig svar på. Jeg fik bare et medlidende grin, et par røde kinder og en kop med mit navn på – ligesom på alle andre kaffebarer, hvor man giver sit navn, for at de kan kalde en op, når kaffen er brygget færdigt. Så han var altså ikke ude efter mit nummer – bare ude på at gøre sit job lige efter jobmanualen. Jeg blev vel bare lidt medrevet af stemningen. Flov var jeg i hvert fald hundrede procent. Heldigvis skulle jeg nok ikke se ham igen. I hvert fald ikke indtil jeg spildte halvdelen af kaffen på vej ud og skulle tilbage til ham for at spørge efter servietter.

Unitoiletterne har sådan nogle vildt makeup lys? Så Bratz! Det her billede er forresten fra den samme dag, hvor jeg absolut ikke blev flirtet med.

“She’s a testicle artist”

Selvfølgelig kan sproget også være udfordrende nogle gange. Især hvis man føler sig lidt usikker for så vil man gerne have overstået mange af sine sætninger, og så kommer man til at snakke for hurtigt, og så snubler man over ordene, og så når man ikke igennem med sit budskab, og så er det bare nedern. Og jeg må indrømme…. Jeg er sgu blevet lidt rusten i mit engelsk. Jeg har ikke rigtig brugt det de sidste par år, så det er godt, jeg får det trænet igen.

Men her den anden dag sad Jess og jeg og snakkede om familie og familierelationer. Vi kommer virkelig godt ud af det med hinanden, og hun er super ærlig og ikke-privat (som mig haha), så det spiller bare. Men da jeg så skulle fortælle om Brah, ville jeg fortælle, at hun var kunstner og lavede kunst med stof og tekstiler, i stedet får jeg så sagt:

She’s a testicle artist”

Altså fik jeg sagt at hun arbejdede med mandlige, kødlige testikler i stedet for stof. Og det er da flovt. Specielt overfor nogen, man slet ikke kender sådan rigtig endnu. Men jeg prøvede ikke at redde den. Vi grinte bare. Der var intet at gøre, men gør mig lige lidt mere umage næste gang, jeg skal fortælle til en fremmed, hvad hun laver!

Et “testicle artpiece” lavet af Brah. Den hedder Rejsebrah og jeg fik den, da jeg flyttede til Bangkok i 2014. Men den skulle selvfølgelig også med til USA!

Udveksling

Farvelkys, en penneven og nye roommates

Afgang: Kærlighed, LED lys og flyets værste plads

Jeg forlod Danmark torsdag d. 10. januar med et stort kys fra Brah, Luna (min niece) og selvfølgelig Jonas (min kæreste). Jeg præsenterer dem lige, fordi jeg kan se, at der er nye læsere med, og det er kun dejligt! Hej til Jer. Vi spiste morgenmad i lufthavnen og så fortsatte jeg ellers videre til London og derfra til Los Angeles International Airport, LAX. I sidstnævnte fly blev jeg budt velkommen af Virgin Atlantic personalet. Der var champagne og kaviar og naiv som jeg var, troede jeg selvfølgelig, det var til mig. Det var det ikke. Det var til de rige. Så jeg fortsatte cirka en halv kilometer gennem trængte gange og lilla LED belysning til jeg fandt min plads. Midt i flyet. I den midterste række. På det midterste sæde. Den absolut værste plads.

Men det kan jo ikke være en dans på roser hele vejen – specielt ikke de 11 ud af 14 timer. Men jeg beklagede mig ikke (kun lidt nu), for som jeg sagde til min far en dag, da jeg var bange for, at han var ved at forvandle sig til en sur gammel mand:

Hvis du brokker dig over noget, du kan ændre, så ændr det. Men brokker du dig over noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved, så spilder du den energi, du kunne have brugt konstruktivt et andet sted.

(Og det var så første og sidste gang, jeg legede Dalai Lama og satte mig selv i en citatboks.)

Jeg surmulede i hvert fald ikke over uretfærdigheden, men fik bare det bedste ud af det og brugte tiden på at skrive lidt i mine notesbøger og læse Alkymisten, som jeg fik af Brah i julegave. Jeg så også en enkelt film, The Wife, som jeg kan anbefale til alle, der elsker at skrive.

Jonas og jeg i lufthavnen. Danmarks mest ufotogene par.

Man er aldrig mere alene, end man ønsker at være

Udover at skrive lister og læse bøger i flyet, så fik jeg også hvervet mig en ny ven. Jennifer. Hun sad til venstre for mig i flyet, og vi faldt relativt tidligt i snak, så vi smalltalkede lidt hele turen igennem. 31 år og driver sin egen fashion business i London. Og så var hun bare skøn. Smuk og sød. Skulle besøge sin veninde i West Hollywood. Men da vi landede i LAX, blev vi “væk” fra hinanden, og så var jeg for alvor alene. Eller. Det havde jeg sådan set været hele tiden, men nu følte jeg det for første gang. Jeg følte mig alene. Og det var sent. Og mørkt. Og jeg var træt. Og ked af det. I cirka 20 sekunder for så ramte muren af rationale mig. Jeg behøvede ikke at være ked af det. Nogle gange er man ikke selv herre over, hvornår man er ked af det, fordi ens følelser og sjæl er i hænderne på en anden, men denne gang var min sjæl og mine følelser i mine egne hænder. Jeg vidste præcis, hvorfor jeg var ked af det: Fordi jeg følte mig alene. Så jeg vidste også, at det eneste der kunne befri mig fra den følelse var at tale med en og være sammen med en. Så jeg ventede på Jennifer i ankomsthallen, så vi kunne følges derfra.

Ankomst: En penneven, en Uber og en nat i en ny seng

Jennifer og jeg sagde farvel til hinanden i lufthavnen efter vi havde stået der i omkring en time og snakket – og forsøgt at få en Uber. Vi vekslede mails (oldschool I know), og siden har vi faktisk været lidt pennevenner. Så hyggeligt. Føler mig på en måde lidt beæret. Men efter vi fik hver vores Uber, kørte jeg mod Long Beach, hvor jeg bor nu. Jeg havde selvfølgelig den obligatoriske politiske snak med min Uber-driver hele vejen, inden han satte mig af foran hoveddøren til den lejlighed, hvor jeg skulle sove den første aften. Sam (som rigtig hedder Samantha, men det kan jeg ikke kalde hende, for det eneste jeg tænker på, er Samantha fra Sex and The City) tog imod mig i døren. Hende og to veninder var på vej ud og inviterede mig straks med. Faktisk havde Sam allerede skrevet til mig to dage inden, at de tog ud, og jeg var meget velkommen. Men jeg var bare træt! Og jeg kunne ikke lige styre mit engelsk efter 36 vågne timer, så jeg valgte at blive hjemme den nat, hvilket jeg var rigtig glad for!

Vi henter senge til os alle 6 rundt omkring i Long Beach – og kører usikkert langsomt på motorvejene!

Inden vi fik vores egen lejlighed . . .

De første par dage boede jeg hos Sams gamle roommate, Alexis, sammen med Sam. Vi lavede alt sammen, og det var bare mega hyggeligt. De tog så godt imod mig og var så gæstfrie. Og så er de også bare hammersøde og sjove. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem – specielt ikke Sam – hun har virkelig været min skytsengel og gjort min start i USA fantastisk. Kan ikke takke hende nok.

Nye roommates fra hele verden (næsten)

I løbet af ugen kom de andre piger – dem jeg skal bo med resten af semestret. De kom lidt dryssende. Først Jess, som er fra Melbourne, Australien og læser journalistik. Så kom Josefin, som er fra Sverige og læser til ingeniør. Derefter Mizu, som jeg deler værelse med, og som er fra Chile. Hun har allerede boet i Californien (San Diego) i to år, men flyttet til Long Beach sammen med os for at få sin arkitekt bachelor. Til sidst kom Ida (Sverige). Hun er her som et sabbatår, så hun tager lidt forskellige fag for at prøve noget af, inden hun begynder på uni. Forresten så er Sam fra Australien (Sydney) og læser noget business. Jeg er så glad for, at jeg bor sammen med de her fem piger. Jeg dur ikke til at bo alene mere efter at have gjort det et halvt års tid i København. Det er bare ikke mig. Og en stor bonus er jo så, at pigerne virker super søde og mit indtryk af dem – og vores fællesskab – er virkelig godt. Dog er vi meget forskellige, men på den måde hvor vi komplimenterer hinanden rigtig godt. Jeg er så positiv!

Virkelig et projekt når alle curlingbørnene er vant til at have deres egne dobbeltsenge derhjemme :))  Jess på bagsædet og Josefin bag rettet. Mig til højre, hvis nogen skulle være i tvivl. Tænker jeg ikke, eftersom jeg ikke rigtig har ændret mig siden 1995.

Personlig, Udveksling

Farvel for nu smukke København

Nu har jeg forladt København for en stund. Lukket den sidste flyttekasse, overdraget nøglerne og sat de sidste blomster på bordet. Jeg kommer nok tilbage inden længe igen, men for nu bliver det et farvel til den by, hvor jeg så mig selv falde sammen, og vokse igen. Hvor jeg mistede mig selv. Og samlede sprængte stumper af spoleret identitet sammen, for at bygge et nyt tempel. Farvel til det gamle.

Farvel til sofaturné og adresseskift. Til mine bortførte parcelhuscykler. Farvel til de naboer, jeg aldrig fik et forhold til. Til de nye venner jeg fik i fredagsbaren, men som vendte hovedet til om mandagen. Farvel til den by, hvori jeg tog hul på voksenlivet. Farvel til ekstaser og uro. Farvel til Kødbyens narkokarteller, sødmælksdrenge fra Statskundskab og Jantelov.

Farvel til dage, hvor jeg var mere ulykkelig end Medina. Til nætter alene ved voldene. Og aftener i havnebadene med flamingoer, Coronaer og smil. Et særligt farvel til de morgener i metroen, hvor jeg har lignet opløst treo. Til dagligdagen. Weekenderne. De sidste tre år. Farvel og på gensyn til mine dejlige venner, der ikke gik, men blev. Og til dig – smukke København. Vi ses inden længe.

Personlig

Hvornår var du sidst lykkelig?

Sidste år ved denne tid, sad jeg på en bar i København og ventede på en ven, der havde været på date. En første date. Jeg smed jakken og bestilte to glas vin. En med is og den anden uden. Han kom 5-10 minutter efter med øjne der smilte og fødder der fløj over de mønstrede fliser i barens entre. Lettet sank mine skuldre sig igen.

Han fortalte om daten og den fyr, han havde været på date med. Unægteligt fortalt han også, hvad de havde snakket om. “Hvornår var du sidst lykkelig?” havde fyren spurgt. Jeg fik nærmest vinen galt i halsen. Hold da op, svarede jeg min ven og grinte nervøst. Sikke et spørgsmål på første date. Han nikkede. Ja, det tænkte jeg også, svarede han så. Samtalen gik videre om daten, deres sidste lykkeglimt og what-now, men da jeg samlede min jakke op og forlod baren halvberuset, kunne jeg ikke lægge spørgsmålet fra mig.

Hvornår var jeg sidst lykkelig?

Jeg var sidst lykkelig i maj 2016. I New York. Da jeg dansede i regnen med mine bedste veninder og alt var uforpligtende, eurofoisk, lykkeligt og levende. Solen brændte på vores hud, vi duftede af solcreme, jazzede i Central Park med smilende ansigter på rulleskøjter, stod på hænder som 12 årige gymnaster i Sheep Meadow og gik i teatret hver aften. Vi dansede med hinanden, med barrer, med regnen, med solen. Jeg følte mig så udødelig.

Jeg husker det som om, at vi italesatte det meget overfor hinanden. Vores lykke. Hvor glade vi var, og hvor magisk det var. Når de andre sov i de sennepsgule sengesæt, skrev jeg dagbog. Jeg havde ikke ét sekund at spilde i min venten på, at solen atter ville titte frem i øst. Jeg skrev om glæde. Om solen. Om regnen. Om dansen.

Den aften på baren skrev vi november 2017 i kalenderen. Det plantede et lille sort frø i maven på mig, for betød det så, at jeg ikke havde været lykkelig i halvandet år? At jeg havde været ulykkelig? Ked af det? Nej. Heldigvis ikke. Men jeg har haft svært ved at forklare, hvad det så betød, at mit sidste lykkeglimt på daværende tidspunkt lå halvandet år tilbage – derfor blev jeg meget lettet…? Glad? Opløftet? da erhvervsleder, Morten Albæk, introducerede mig for meningsfuldhed.

Morten Albæk og det meningsfulde liv

Jeg har mere eller mindre altid vidst, hvem han var. Hørt hans navn, hans stemme, hans ord, men det er først indenfor det sidste halve år, jeg er begyndt at lytte til, hvad han siger. Lytte til hans pointe om, at man ikke skal stræbe efter “pure happiness” og en uforandrelig hverdagslykke, der kommer af sig selv med søvnen i øjnene. Han mener, man bør stræbe efter at skabe et meningsfuldt liv med alt, hvad det indebærer, fordi lykke kun er noget, vi oplever glimtvist (ligesom min tidsbegrænsede dansetur til New York i maj 2016).

Altså bør man skabe værdi i hverdagen, fremfor at søge lykkemomenter, der mister sin glans, når dopaminen har lagt sig. Det er virkelig en interessant og epokegørende skelnen mellem lykke og mening, som vi ikke har set før – ikke engang i et af verdens rigeste og lykkeligste lande – hvad det så end betyder…

Tanken om hvornår jeg sidst var lykkelig, har haunted mig ligesom spørgsmålet om, hvad jeg drømmer om, men jeg har fundet en ro i, at man måske ikke oplever lykken hver dag eller hver uge. For mig går der måneder imellem. Nogle gange år. Jeg er dybt taknemmelig for de lykkelige minder, jeg får, men jeg er stoppet med at jage dem i blinde som vand i ørkenen. Dét, der betyder noget for mig, er, at mit liv giver mening. Med eller uden dopamin udslag. Og egentlig ligger tanken om det meningsfulde liv nok ikke langt fra det, jeg skrev om her.

Hvorom alting er  har Morten Albæk lige udgivet bogen Ét liv. Én tid. Ét menneske., som er hans tredje udgivelse. Jeg har ikke fået den læst endnu, men dog fået stort udbytte på farten af alle de podcasts, jeg har hørt ham i. Bl.a. i dette afsnit af Hjørnekontoret med Ane Cortzen. Lyt til den, hvis du vil opleve en ualmindeligt inspirerende time i godt selskab!

Close