Category

Iværksætteri

Iværksætteri

Corporate vs. Start-up: Hvorfor valgte jeg en start-up?

Jeg har tidligere været en rigtig jobshopper. Jeg har navigeret rundt i forskellige brancher, mellem privat og offentligt, corporate, bureauer, lønnet/ulønnet etc. Men fælles for alle de stillinger, jeg har haft de sidste fire år er, at jeg ikke har siddet i én af dem mere end seks måneder. Jeg er virkelig en god case for alle dem, der skælder min generation ud.

Det er mig selv, der har sagt op hver gang, og min oplevelse er, at arbejdsgiverne ikke altid kan forstå, hvorfor jeg siger op. Og jeg har heller ikke altid vidst det selv. Men det er gået op for mig nu.

Tilbage i juli i år fik jeg et nyt job igen igen igen i en NGO, der laver et fantastisk stykke arbejde. Jeg var virkelig glad for, at jeg havde fået jobbet, og jeg glædede mig rigtig meget til, at jeg skulle ind og bidrage til en sag, der lå mig meget nært. Og som jeg virkelig kunne se værdi i. Jeg følte mig nærmest stolt.

Og her bør der ikke komme et men. Men det gør der..

En lillebitte gubby i et kæmpestort akvarium

Efter den første dag havde jeg bare en tom fornemmelse i kroppen. Jeg havde ikke den der fornemmelse af, at jeg havde hjulpet nogen – eller gjort en forskel, som ellers var det, jeg troede, jeg skulle ind og gøre hver dag. Jeg var jo bare en idealistisk studentermedhjælper. En lille bitte gubby i et kæmpestort akvarium. Jeg havde troet, jeg skulle ind og ændre verden ved at eksekvere en masse fede strategier og udvikle nye koncepter, der kunne forbedre vilkårene for målgruppen endnu mere. Jeg havde bare glemt, at jeg bare ville blive et led i processen. Jeg ville ikke sidde med til både idegenerering, projekt- og strategiudvikling samt eksekvering og implementering – for sådan fungerer det ikke i de større, etablerede virksomheder – heller ikke i NGO’er. Her har man jo afdelinger, der er specialiserede. Og her venter man på hinanden, fordi man er afhængige af hinanden. Og det kan jeg sagtens se det smukke og meningsfulde i. Derudover kan man også diskutere, om jeg burde have givet det en større chance, men arbejdsgange var noget jeg havde oplevet før, og det følte jeg mig ret færdig i – for nu i hvert fald.

Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, om jeg er klar til at vælge et felt, hvori jeg vil specialisere mig. Jeg vil gerne prøve det hele af, for jeg er nysgerrig. Og jeg kan ikke lade være. Jeg vil lave en strategi – men jeg vil også se, hvor den ender! Og slutteligt har jeg også måtte indrømme, at corporate tempo ikke matcher mit tempo. Overhovedet. 

Hvad jeg elsker ved start-up miljøet og arbejdsprocesserne

Tempo. Drive. Passion. Frihed.

Det er de elementer, der tiltrækker mig mest i denne her nye verden. Jeg elsker at lytte til iværksættere og sociale entreprenører, fordi de har et drive og en passion for noget. De går ikke bare på arbejde for at gå på arbejde. Jeg synes, det er det mest fantastiske og inspirerende i hele verden. At se folk, der bare holder ud og arbejder benhårdt for noget, de brænder for. De er så seje alle sammen; Milliardvirksomheder som konkursramte. Og derfor har jeg, siden jeg blev rigtig introduceret for entreprenørverdenen, følt mig draget af miljøet. Jeg elsker at bruge tid med de mennesker, der tør satse og tage chancer samt at bryde med det konservative måde at tænke arbejdsliv på.

Men for at komme tilbage til den måske lidt røvsyge historie om min to uger lange NGO karriere, så endte jeg selvfølgelig med at sige op. Jeg vurderede, at det ikke ville blive et godt samarbejde, og at de fortjente en studentermedhjælper, der var klar til at arbejde under de præmisser, de opstillede, hvor den helt store dealbreaker for mig var corporate vi går 15.30 stemningen og det generelle tempo i organisationen og på kontoret. Det havde altså intet med de ansatte eller deres purpose at gøre. Vi var bare ikke et godt match lige nu – men måske havde vi været det om 10 år. Det ved ingen.

Jeg sagde i hvert fald op og startede min lille “læringsrejse” i Framing People, der er en start-up virksomhed, som laver rammer på specialmål på internettet.

Det fede ved at arbejde her er…

  • At jeg kan få en ide og sætte den i verden ti minutter senere
  • At jeg kan få feedback hele tiden af folk, der er oprigtigt interesserede
  • Learning by doing: Jeg prøver mig bare frem. Går den, så går den. Går den ikke, så har jeg lært det på den hårde måde, fået lidt hår på brystet og så begår jeg nok ikke samme fejl igen.
  • Det er kun fantasien, der sætter grænser!
  • Ovenstående er lidt løgn, for budgettet i de fleste start-ups rækker ikke meget længere end en webshop. Men der udfordrer nemlig til en at tænke kreativt: Hvordan kan vi implementere denne her løsning eller ide med en minimalt budget
  • Jeg lærer vanvittig meget! Jeg føler allerede nu (efter to måneder) end jeg har lært på halvandet år på Journalisthøjskolen.
  • Jeg tænker ikke over, hvornår jeg får fri, for jeg laver min egen agenda, og det er mine egne projekter jeg sidder og arbejder på. Det bliver en hobby for mig. Det giver bare mening.
  • Jeg er selv herre over min egen tid. Jeg arbejder, når jeg vil. Og så meget jeg vil.
  • Jeg kan tage mine egne ideer i hånden og følge dem gennem hele processen for at evaluerer på dem til sidst.

 

Iværksætteri

Arbejdsliv: Jeg er glad. For første gang.

Jeg har haft et arbejde, så længe jeg kan huske. Hentet alle naboens børn, fulgt dem til svømning og lavet snobrød til spejder. Jeg har tørret markrelmadder af linoleum bordplader hos UngRejs og renset toiletter på McDonalds. Jeg har været engelskunderviser i udlandet, solgt kunstnerartikler i provinsen, trænet børn i konkurrencegymnastik og været tekstforfatter og projektleder på kommunikations- og mediebureauer. Paletten er bred. Og listen er lang. Og blandt alle de brancher, jeg svunget mellem i pendulfart, måtte man alt andet lige tro, at jeg nu havde fundet noget – et eller andet – der havde gjort mig glad. Eller havde givet mening for mig. Men det har jeg bare ikke. Og her taler jeg naturligvis kun arbejdsrelateret (Gudskelov giver mit liv for det meste mening i det store billede).

Jeg har altid godt kunne lidt at arbejde, fordi det var en præmis for at føle sig uafhænigig af andres midler. Derfor har jeg altid gjort en dyd ud af at tjene mine egne. Men det har også været min eneste motivation for at gå på arbejde hidtil. Nu føler jeg dog, jeg helt naturligt er nået til en ny epoke, hvor det ikke kun handler om at tjene penge. Nu handler det om at finde et job, der giver værdi – og gør mig glad.

En nedprioritering af studiejobs for at prioritere mig selv

I forlængelse af Har vi for travlt med at blive voksne? begyndte jeg også at revurdere mit arbejdsliv. Jeg var kørt så sur i servicejobs og i corporate. For ikke at tale om slavetilstande i bureau branchen. Jeg føler faktisk godt, jeg kan bidrage. Med meget endda. Men jeg vil ikke misbruges. Og jeg vil ikke spilde min tid på at løbe med kaffe eller transkribere interviews fra morgen til aften. Så vigtige er penge ikke for mig – det er min ungdom derimod.

Derfor har jeg de seneste år nedprioriteret studiejobs. Jeg har bare gerne ville leve. Have det godt. Nyde mine unge år og ikke sige nej til at drikke øl fredag aften, fordi jeg skulle sælge forsikringer for Codan. Men det har også betydet, at jeg har fået opbygget en identitet omkring mig selv, jeg nu ser på med fremmede øjne.

Jeg har fået opbygget en identitet omkring mig selv, der hedder sig, at jeg ikke er “typen der arbejder” 

Wauw. What an employee. And what a lie.

Jeg elsker jo at arbejde? Jeg elsker at få ting til at ske. Jeg elsker at arbejde med andre. Jeg elsker at have et sted, jeg skal møde om morgenen. Jeg elsker at være innovativ. Få ideer. Sætte dem i verden. Evaluere på dem. Starte forfra. Jeg elsker at arbejde.

Men det indså jeg først i dag, fordi jeg stoppede op og kiggede på mit ur. Klokken var 17.47. Jeg havde været på kontoret siden kl. 9 og arbejdet meget intenst og kun afbrudt af en kort frokostpause. Normalt ville jeg være gået for flere timer siden. Men ikke i dag. Ikke i mit nye job. For det elsker jeg. Her elsker jeg at være. Jeg elsker at arbejde her. Og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har aldrig før haft et arbejde, hvor jeg har arbejdet af lyst. Kun af pligt. Og jeg føler mig enormt priviligeret over at opleve denne følelse i så ung en alder.

Jeg arbejder af lyst – ikke af pligt

Selvom jeg ikke føler, det hjælper mig med at komme nærmere en forestilling om, hvor jeg er om 5, 10, 15 år, så ved jeg, at det giver mig værdi i min hverdag – og det er det vigtigste for mig: At jeg har en hverdag, jeg er glad for at stå op til hver morgen. Og der fylder ens job bare 8/12 vågne timer i almindelige corporate stillinger, og 12/12 vågne timer i start-ups.

Jeg er så glad for at have fået muligheden for at arbejde med Jonas i Framing People, fordi jeg har fundet arbejdsglæden igen. Og jeg behøver aldrig sige nej til øl på fredage. Men vigtigst af alt, så føler jeg mig vigtig for virksomheden, og jeg føler, jeg bidrager. For en gangs skyld er jeg ikke bare en lille fisk i en stor tank. Jeg er glad for mit arbejde hver dag. Jeg bliver udfordret hver dag. Klogere hver dag. Og jeg føler, min tilstedeværelse i Framing People tilfører værdi i mit liv såvel som i virksomhedens. Og måske bedst og vigtigst af alt, så lægger jeg mange flere timer her, end jeg nogensinde har gjort på andre arbejdspladser. Og jeg gør det, fordi jeg har lyst – ikke fordi jeg skal.

Iværksætteri

Livet starter, når jeg vinder i Lotto

Vi ses hos Clement – Martin Thorborg / DR2

– Livet starter i morgen, eller når jeg vinder i lotto.Det er den helt forkerte livsindstilling. Iværksætter Martin Thorborgmener, at hvis man bytter to gode dage om ugen for fem lortedage, så skal man revurdere sit liv. Er du enig?

Slået op af DR2 i Onsdag den 19. september 2018

 

Jeg er så vild med det her klip. Jeg synes, det er så sjovt, fordi det er så rammende for mig selv, mine forældre og 95% af alle de mennesker, jeg omgås dagligt. Og så elsker jeg bare Martin Thorborg. Han er for fed.

I udsendelsen fortæller han om, hvordan folk bokser sig inde og tænker livet lineært, som om der kun er én måde at leve på. Hans dykker reference forstærker bare min idealistiske filosofi om, at hvis man bare laver noget, der gør en glad, så skal man nok finde en måde at tjene penge på. Skal man virkelig kun gøre det, man elsker 7 dage om året – og bytte to gode dage for fem lortedage? 

“Det er dem, der sidder fredag eftermiddag og siger: Yes det er weekend.”

Drømmer du om at vinde en million – eller om at tjene den?

Den korte video fik mig også til at tænke på et citat, Jonas fandt i sin bedstemors cigarkasse:

Hver gang der er 50.000, der drømmer om at vinde en million i lotto, er der én, der drømmer om at tjene en million.

Og med lidt logik og en hurtig gang sandsynlighedsregning ved man jo, at chancerne faktisk er størst for at bygge en virksomhed, der kommer til at generere en million eller mere. Et citat, der sætter tingene lidt i perspektiv for mig i hvert fald. Og som giver blod på tanden, for hvad vil man egentlig helst; gøre sig fortjent til pengene gennem arbejde eller bare få dem overført skattefrit?

Tak til Martin Thorborg for fortælle om et liv, jeg bare ikke vil leve. For at gøre op med den klassiske tankegang om arbejdsliv og fritid. Og tak til DR2 for at producere content, jeg kan vende tilbage til og blive bekræftet i, at jeg ikke vil være yes det er weekend typen.

Iværksætteri

TechBBQ: Talks

 

4486f9c712a7de067c677b5c4157b3d9cb41c57d6da4ae1de77eb50720c846e6

Gennem de sidste to dage har jeg hørt nogle ubegribeligt kompetente og erfarne mennesker tale til TechBBQ konferencen i Øksnehallen. Det var et fantastisk og gennemarbejdet program, der bød på alt godt fra den danske iværsætteri scene og resten af verden. Meget imponerende. Men selvfølgelig vækkede nogle talks min interesse mere end andre. Dem har jeg samlet herunder.

Christian and Jesper on Investing

De to danske entreprenør-realitystjerner på scenen igen, Christian Stadil og Jesper Buch – og jeg er stadig lige så begejstret, som jeg plejer at være. Også selvom de faktisk ikke sagde noget i går, som jeg ikke havde hørt dem sige før. Det var alligevel fedt at få det gentaget igen, når nu jeg har fået udvidet min referenceramme yderligere.

Det vigtigste for dem, når de skulle investere, var teamet. Det var altid det parameter, den stod og faldt på: At der var et match mellem team og investor – og at de kunne se sig selv drikke en øl sammen med de, der ønskede en investering. Derudover sagde Christian Stadil noget, som jeg også har hørt Johan Bülow sige, og som jeg virkelig gerne vil tage med mig videre, når jeg skal teste alle mine tusinde ideer:

Hvis du ikke er passioneret omkring dit produkt, er du ikke villig til at lægge den tid i det, det kræver 

Det giver så god mening for mig, og det var noget, jeg tog meget med mig videre til de andre talks, hvor andre oplægsholdere byggede lidt videre på den sten. Fælles for dem alle var nemlig, at de anbefalede entreprenører at finde ud af, hvordan de gjorde verden til et bedre sted med netop deres produkt.

Derudover sagde Jesper Buch, at han kiggede efter tre ting, når han skulle investere, som jeg synes, er tre punkter, der generelt er gode at arbejde ud fra, hvis man gerne vil have succes:

  1. Team
  2. Proces
  3. Innovation

Snowminds

På scenen The Jungle blev start-ups hver dag udskiftet i pendulfart, når de skulle levere deres 5 minutters pitch samt “pitch-battle” “Get in the ring”. Virkelig elektrisk på den fede måde!

Den sidste dag, tirsdag, gik jeg kun lige forbi scenen. Jeg stoppede dog kort op, da jeg så, at en fyr fra Snowminds var oppe og præsentere sig i håb om at hverve nogle nye talenter til virksomheden. Han gik nærmest kronologisk frem og startede med, hvordan de havde fået ideen til Snowminds: De elskede at stå på ski. Og de syntes, det var for grinern at være skiguides. Men det var lidt bøvlet – og heraf udsprang Snowminds. Det fik mig til at tænke en tanke, som jeg gerne vil minde mig selv om:

Hvis man bare gør det, man elsker, skal man nok finde en måde at tjene penge på, som er præmissen for, at man kan gøre det hver dag. 

Deadly Sales Sins: Why you fail to close deals in business and life 

Jeg lander faktisk til denne her talk ved en tilfældighed – og det er jeg glad for, at jeg gjorde! Igen må jeg bare sige, at jeg stoler for meget på skæbnen, og det er ikke uden grund. Alberte Nodale fra Close.io havde en masse pointer, jeg i den grad kunne bruge til noget – både business wise men også personligt. Hans pointer var bl.a.:

43736149_2070223639955283_1840875557760270336_n

  • Know the next step 
    • Vi kender det alle sammen, når vi skal lukke en aftale. Folk trækker på den. De kan ikke finde ud af at give et endeligt svar. Alberto foreslår her, at man presser på ved at fokusere på “the next step”. Eksempel: a) B2B klient, b) dig:

b) Har vi en aftale?

a) Nah. Jeg skal lige snakke med min chef

b) Okay. Har vi så en aftale efter du har talt med ham?

a) Nej. Så skal jeg lige vende den med vores juridiske afdeling

b) Og hvad skal der ske der?

a) De skal faktisk bare lige underskrive den

b) Okay. Har vi så en aftale, når de har underskrevet den, og du har talt med din chef?

a) Nah. Så skal den lige forbi vores CEO.

b) Okay. Har vi så en aftale derefter?

a) Ja…. Ja, det tror jeg faktisk vi har.

På denne måde tegner du en proces i kundens hoved, der gør det mere overskueligt for vedkommende at se, hvordan og hvornår det kommer til at ske. Og derudover ved du også præcist hvor langt kunden er i processen ift. at søsætte en aftale eller etablere et salg.

  • The follow-up game 
    • Det kan virke mega grænseoverskridende, at skrive en follow-up mail, når man ikke fik svar på den første. Eller den anden. Eller den femte. Men Alberto siger, man bare skal blive ved. Det er langt bedre at få afklaring end at gå i uvished. Hvis man får et nej, får man formodentligt også et “because”, og det kan man bruge konstruktivt. Husk dog at stay professional.
  •  Asking vs. Talking 
    • Den, der taler, sælger ikke. Den, der lytter, gør til gengæld. I stedet for at fortælle kunden, hvad han/hun vil have, så lyt i stedet til deres behov. Hvad siger de selv, de har brug for?

Booths og pitches 

Man lærer meget af at kaste sig selv ud i marken, men man lærer også meget af andres fejl. Ud fra observationer af pitches og stande har jeg samlet nogle dos and don’ts for begge.

Pitches

  • Dos
    • Vær til stede. Vis, du er i live og du har personlighed
    • Forklar dit produkt i én sætning på en idiotsikret måde. Afprøv eventuel på meget uvidende person, der er halvt så gammel som dig selv.
    • Beskriv et problem, et behov og en løsning
    • Hvis det handler om rekruttering, så sælg stillingerne på: Ansvar, at være med på en rejse, udvikling og tempo
    • Storytelling virker altid – og video/billedmateriale
  • Don’ts
    • Kedelige eller få slides
    • Monotom stemmeføring
    • Dårlig kropsholdning
    • For langt til pointen
    • Akademisk sprog
    • Ligegyldig snik-snak
    • Rekruttering: Lad være med at sælge virksomheden på deres frokostordning. Det virker useriøst.

b191290855cbca6da6f2d4498eab2be072a62001fbc55012e5fe9de9fe0ea075

Booths

  • Dos
    • En aktivitet: Fx havde Shark Gaming en VR-racerbil, som var vildt grinern = det tiltrak mange mennesker og rygtet spredte sig hurtigt. Derudover fik de selvfølgelig også lige alle gennem nyhedsbrevsmøllen, så de efterfølgende kunne køre lidt CRM marketing. Det er jo præmissen 😉 Det samme gælder med VR-oplevelser, som hittede til konferencen.
    • Prototype/fysisk produkt: På TechBBQ var der fx en bruser, der selv rensede vandet, inden det løb ned i afløbet og altså derfor stod og genbrugte vandet. 85% mener jeg, det var. Ret blæret – og innovativt.  Og det fik igen folk til at stoppe op og kigge samt snakke om produktet andre steder til konferencen.
    • Video materiale: Jo større skærm desto bedre.
    • Gør noget ud af det! Skil dig ud på alle tænkelige måder. Brug farver og højder.
    • Gratis ting. Google havde fx kaffe og soft ice. Sikker vinder.
44842684_339482946625644_1794756637022486528_n

Jonas prøver VR med Gonio VR :))

  • Don’ts
    • Jeg oplevede faktisk ikke noget, der direkte ikke fungerede. Den eneste kritik jeg har, går faktisk bare til de virksomheder, der bare gik i glemmebogen. Dem, der ikke fik mig til at stoppe op og se nærmere på deres produkt eller stand i det hele taget. Fælles for disse var, at de bare ikke formåede at fange min interesse eller opmærksomhed. De var for anonyme. 
Iværksætteri

TechBBQ: Networking

 

I går og i dag har været nogle vilde dage. Vildt lærerige. Og vildt spændende. Jeg har været til TechBBQ i Øksnehallen med Jonas og Framing People (den start-up, jeg arbejder i). Allerede mandag gik jeg hjem og var helt elektrisk. Jeg havde mødt så mange inspirerende mennesker. havde suget så mange erfaringer og råd til mig, at jeg nærmest følte mig uovervindelig. Den samme følelse, forlod jeg konference med i dag.

Networking

Networking har altid skræmt mig meget. Og det er et håndværk (mundværk om man vil), jeg aldrig har lært, men nærmest set mig sur på, fordi jeg kun har oplevet det på en meget usund måde i mediebranchen. Jeg kunne mærke, at jeg blev vildt usikker, da jeg så i programmet, at der stod “networking” eller “workshop”, fordi jeg ikke følte, jeg ville have noget at byde ind med. Jeg troede ikke på, at nogen kunne lære noget af mig, og derfor havde de nok ikke nogen interesse i at tale med mig. Jeg er jo stadig helt ny i denne her verden. Helt grøn. Og den indstilling valgte jeg også bare at gå ind i det med: Jeg er helt ny – og jeg er ærlig omkring det. Alle skal starte et sted.

Hvad jeg erfarede fra konferrencen var, at alle er  søde og så hjælpsomme. Det er helt vildt. Og det kom virkelig bag på mig. Jeg synes ofte, den usunde kultur i mediebranchen er båret af ulige relationer og dårlig kultur med spidse albuer og mig selv før alle mentalitet. Alle er konkurrenter og slås om de samme jobs, men sådan oplever jeg det ikke i “entreprenørverdenen”. Langt fra. Det virker som om, alle har en kæmpe interesse i at dygtiggøre hinanden – og tror på at man kommer længst med sparring og gode råd fra andre, der er på den samme rejse som en selv. Der er en fed kultur med, at man deler erfaringer og giver hinanden telefonnumre til leverandører, mentorer, folk med samme case osv.

Mit bedste råd til mig selv til næste år (eller alle fremtidige networking sessions):

Råd nummer 1

Spørg! Med nysgerrighed kan du lære af andres fejl og succeshistorier. Den, du spørger, kan altid sige nej. Men det tvivler jeg nu på, at de gør. Jonas fik vildt meget ud af dagene, fordi han spurgte! Bl.a. fik han råd fra Jonathan Løw mht. mentor og endda også en kontakt derigennem. Derudover fandt han en potentiel ny leverandør til emballage, og sidst men ikke mindst talte han med Jesper Weisel om en lignende case. Han er altså langt længere nu på to dage, end han ville være kommet på to år, fordi han spurgte. 

Råd nummer 2

Vær bevidst om, hvad du spørger om, og hvorfor du spørger. Du behøver ikke have forberedt det store elevator pitch, men klargør for dig selv, hvad du vil have ud af det. Fx vil du have telefonnumre på nogle potentielle mentorer eller investorere, eller vil du lære fra en anden case, der ligner din, har du problemer med salg og vil have et godt råd eller halter det på dine sociale medier? Hvad vil du vide – hvad vil du spørge om?

Råd nummer 3

Du kommer ingen steder med usikkerhed. Ingen!

Networking – the next step?

Når nu jeg havde overvundet min usikkerhed og sat min udenfor min comfort zone, var jeg begyndt at snakke med mange flere. Og stadig bare være ærlig. Som Jonas sagde, var det jo langt fra alle til konferencen, der selv havde startet noget op. Men nu meldte der sig en ny tvivl. Nu har jeg snakket med alle de her fede mennesker – og hvad så nu? Hvad er next step? Apropos Albertos: Know the next step. Glemmer vi så bare vores gode samtale? Og siger vi hej, næste gang vi ses?

Det er meget grænseoverskridende for mig at bruge LinkedIn. Igen fordi jeg tænker: “Hvad får de ud af at følge mig?” Og det er så dumt. For det behøver de ikke få på nuværende tidspunkt. Måske får de det aldrig. Men måske får de det i morgen eller om tre år. Og måske er det endda mig, der kan give dem et godt råd til den tid, hvem ved?

Mandag eftermiddag til konferencen mødte jeg en fyr, der hedder Tobias, som har startet Bacchus Box. En abonnementsbaseret vinbox, du får leveret en gang i måneden. Jeg syntes, han var en virkelig tiltalende person, jeg kunne godt lide det produkt, han (de) solgte og derudover synes jeg bare, det virker som en vildt spændende rejse, de er på. Listen er lang for, hvorfor jeg gerne vil høre mere om ham og Bacchus Box. Og det er en liste fyldt med komplimenter. Ene komplimenter. Så hvorfor skal jeg egentlig ikke sige dem højt, så han også kan høre dem? Og få ros for det han laver. Jeg ved selv, hvor meget det betyder, at nogen udefra anerkender ens virksomhed, eller det sted man arbejder. Så derfor vil det være min approach til ham. Så selvom jeg synes, det kan virke meget angstprovokerende at bruge LinkedIn, så gør jeg det alligevel her og medsender en lille besked om, hvorfor jeg har lyst til at linke med ham og ikke alle mulige andre. Generelt synes jeg, vi er for dårlige til at rose og komplimentere hinanden, selvom det er det, vi ofte har brug for.

Råd nummer 4

Altid skriv. Aldrig tvivl. Folk vil altid gerne tale om sig selv. Folk elsker at blive spurgt ind til og fortælle deres historie, derfor skal jeg ikke være bange for fx at opsøge mennesker, der er klogere end jeg selv eller som har mere erfaring. Jeg skal stadig møde dem ærligt, men ikke bilde mig ind at de ikke vil connecte med mig, fordi jeg er mere grøn på området på nuværende tidspunkt.

Iværksætteri

Leg: Real Life Monopoly

Jeg har en veninde. Albe, hedder hun. Vi minder skræmmende meget om hinanden på nogle områder. Og på andre slet ikke. Men sådan er det selvfølgelig med de fleste af ens venner. Men Albe og jeg minder om hinanden på den måde, at vi har en masse ideer, der aldrig får verden at se. Og vores forældre har det til fælles, at de er trætte af at høre på de her ideer. Og ved du hvad? Det forstår jeg sgu godt. Tænk, at man som forælder skal sidde og være lige engageret hver gang, der kommer en ny ide. Og man må endelig ikke spørge en til, hvorfor den foregående ikke blev til noget, for nu er det altså den nye ide, der hitter.

Legens regler og præmisser

I hvert fald fik Albes far nok denne sommer. Og han udviklede den sjoveste og mest ironiske leg, jeg nogensinde er blevet introduceret for: Real Life Monopoly. Eller bare Købmandsleg for de konservative. Jeg ridser lige reglerne op herunder – mest så jeg selv kan huske den, hvis jeg får lyst til at lege den med mine børn om tyve-tredive år.

Albe har tre søskende.

Albes far uddeler 5.000 kr. til hvert barn.

Indenfor 3 måneder skal hvert barn have omsat de 5.000 kr. til 15.000 kr.

Når man at tjene 15.000 kr. eller mere, må man beholde alle pengene. Tillykke. Og måske har man endda fået skabt sig en lille virksomhed?

Når man derimod ikke at få omsat de 5.000 kr. til 15.000 kr., skal man betale de 5.000 kr. tilbage til faren inkl. alle de penge, der måtte være blevet tjent yderligere. Altså hvis man nåede op på 10.000 eller 14.000 kr. skulle de altså alle sammen afleveres tilbage.

Er det ikke vildt urimeligt?

Næh. I princippet ikke. Bare ærgerligt Sonny-boy. Det svarer jo bare til at stå på det sidste felt inden målstregen i Monopoly og blive overhalet af spilleren, der sad til højre for dig. Du har bare tabt i legen.

Jeg synes, denne her leg er så sjov, fordi den tvinger en (i dette tilfælde Albe) til at træffe en beslutning og fastlåse sig på én ide – og eksekvere den nu! Tidsfristen på tre måneder er meget knap, når man også har skole, arbejde og fritidsinteresser, men hans holdning er klar: Hvis man ikke når op på de 15.000 kr., så har man ikke arbejdet hårdt nok.

 

Iværksætteri

Konkurrence: “Det findes allerede”

Nu har jeg snakket lidt om Morten Resens start-up podcast. Og jeg er sgu lidt vild med den. Jeg føler, han holder mig i hånden på hans rejse, og selvom jeg ikke er i målgruppen (børnefamilier) og ikke er særlig tech-nørdet (ville ønske jeg var mere), så føler jeg mig inspireret til at gøre noget! Starte noget! Og det må vel være ideen med det, tænker jeg?

Morten Resens startup podcast

I hvert fald studsede jeg over noget sjovt i forbindelse med konkurrence. Altså konkurrenter til ens eksisterende eller kommende virksomhed. Og det er her, jeg synes, podcastet kan noget. Morten Resen er jo helt grøn. Han er tidligere vært på Go’ Morgen Danmark og helt uset på entreprenør egne. Og netop derfor er det fedt for mig. For det er jeg også. Jeg er begyndt at interessere mig rigtig meget for det de seneste år, men der lever stadig mange fordomme i mig, der venter på at blive aflivet.

“Det findes allerede”

Hvor mange gange har man ikke hørt det, når man har præsenteret venner og familie for en ny ide? (Sker for mig et par gange i ugen. Forstår måske godt at de alle sammen er ved at få lidt nok af alle de skuffeliggende ideer). Men det er også det, jeg altid selv har tænkt. Hvis en ide allerede findes, så kan man jo ikke regenerere eller kopiere den – eller kan man? Det dilemma løber Morten nemlig ind i med sin app, GoLittle. En lytter skriver en mail til ham, der fortæller, at appen allerede findes. En rigtig lyseslukker, hvis du spørger mig. Men min første tanke var – den samme som Mortens – nå, så er det jo dødsdømt. Ideen er allerede eksekveret. Den er på markedet. Du må finde på noget andet. Men her gav Shape Christian, udvikleren af Mortens app,  mig lidt af en øjenåbner med et lysende eksempel. Han sagde:

“MySpace var der. Facebook var bare bedre.”

Og nærmest helt tetris agtigt faldt alle brikkerne på plads for mig. Det er måske indlysende for mange iværksættere, men det har det ikke været for mig før nu. Jeg har altid tænkt, at man som iværksætter kun kunne tænke så innovativt, at man præsenterede verden for noget, der aldrig var set magen til før. Meget naivt når man bare tænker på tøj- og makeup brands. Mange iværksættere går jo også i gang med et projekt, der på den ene eller anden er udviklet, men i troen på at de kan gøre det endnu bedre end de eksisterende udbydere.

Hvordan kan man konkurrere?

Efterfølgende talte jeg med min kæreste om det: Konkurrencebegrebet. Hvordan man analyserer sine konkurrenter, finder deres “huller i osten” og selv forsøger at gøre det dobbelt så godt som dem – hvis ikke endnu bedre. Han fortalte mig, at man basically kan konkurrere på to plan:

Man kan konkurrere på pris, og man kan konkurrere på værdi hos kunden – eller på begge parametre

Altså vil man være billigst med sit produkt/sin ydelse eller vil man rette sit fokus på, hvilken værdi man skaber for køberen af produktet/ydelsen. Det hjælper rigtig meget for mig, når jeg skal tænke mine ideer igennem, at jeg kan tænke på denne her måde. Eller er begyndt på det helt automatisk faktisk. Jeg kan allerede se meget flere nuancer og potentialer, og derfor er jeg bare vildt glad for at have en tæt på, der deler min interesse for iværksætteri.

En anden rigtig god ting – og måske den primære – ved konkurrence er også, at andre har bevist, at der er et marked. Altså er der nogle kunder, og et sted at tjene penge.

(P.S. Jeg er stadig i sæson 1 af podcastet med Morten Resen)

Iværksætteri

“Alle kan sgu få en ide ved et lejrbål.”

1000 ideer

Jeg er en ung kvinde med mange ideer. Rigtig mange ideer. Og det er både givende, inspirerende og kreativt privilligeret. Men hold nu op, hvor er det også frustrerende og ærgerligt – nærmest skammeligt – at disse ideer aldrig bliver til noget. De bliver bare i skuffen og samlet støv – og hvor meget er de så værd? Intet. Som Jesper Buch sagde til Morten Resen i hans podcast:

Alle kan sgu få en ide ved et lejrbål.

Og det er jo rigtigt. Derfor er den konservative tankegang om, at man ikke må dele sin epokegørende ide med nogen (i fare for at de skulle stjæle den) helt absurd. Men sådan har jeg selv tænkt engang. Og jeg ved, at min far gør det stadig. Sagen er jo egentlig den, at de bedste ideer opstår, når man fortæller dem højt, så andre udefrastående kan give kritik, vende nye scenarier og komme med konstruktive indspark til proces og/eller produkt. Det er en ting, jeg har taget med mig videre i mange forskellige sammenhænge, fx lige nu hvor jeg sidder og skriver legatansøgninger til mit udvekslingsophold. Vi er mange på mit undervisningshold, der skal på udveksling. Og derfor også søge de samme bunker guld. Rigtig mange af mine klassekammerater lyner lynlåsen og tier ift., hvilke fonde de søger, men min erfaring siger mig faktisk, at hvis man deler, får man dobbelt igen. Så hvis jeg deler ud af, hvilke fonde jeg eksempelvis søger, så vil de fleste af mine klassekammerater se det som en så stor tillidserklæring, at de også får lyst til at dele alle deres tanker omkring det. Selvfølgelig vil der også altid være de asociale personer, der vil tømme en for midler og tips, men ikke give så meget som stumpen af en gulerod videre. Dem gider jeg ikke bruge energi på. Jeg kan ikke ændre på dem, og det er ikke min mission. Jeg ved, at det er det delende fællesskab, der hjælper hinanden, der vinder i sidste ende alligevel.

Flere hoveder, der tænker sammen, vil altid være mere værd, end det ene hoved, der tror, at vedkommende er bedre end hele verdens viden.

Af samme grund vil jeg rigtig gerne huske mig selv på, at jeg altid vil have mine venner med på råd og ikke være bange for at pitche til dem tidligt i en proces. Det er klart noget, jeg skal vænne mig til, for jeg er også opvokset i du-skal-ikke-kigge-efter-kulturen, men det er noget, jeg de sidste par år i den grad har rystet af mig.

Men der var også noget andet – meget nærliggende – jeg fandt interessant i podcastet. Også relateret til ide”tyveri”. Morten Resen udtrykker nemlig i podcastet, at han er bange for, at nogle af hans nærmeste ville klantre ham for at have stjålet en af vedkommendes ideer og tjent millioner på en ide, der ikke var hans. Dertil svarede Jesper Buch, at han ville invitere “ide opfinderen” på en god rejse eller middag, hvis han havde tjent millioner på ideen. Men igen, siger han, det handler om eksekvering. Alle kan sgu få en god ide ved et lejrbål.

Close