Category

Personlig

Personlig, Udveksling

Farvel for nu smukke København

Nu har jeg forladt København for en stund. Lukket den sidste flyttekasse, overdraget nøglerne og sat de sidste blomster på bordet. Jeg kommer nok tilbage inden længe igen, men for nu bliver det et farvel til den by, hvor jeg så mig selv falde sammen, og vokse igen. Hvor jeg mistede mig selv. Og samlede sprængte stumper af spoleret identitet sammen, for at bygge et nyt tempel. Farvel til det gamle.

Farvel til sofaturné og adresseskift. Til mine bortførte parcelhuscykler. Farvel til de naboer, jeg aldrig fik et forhold til. Til de nye venner jeg fik i fredagsbaren, men som vendte hovedet til om mandagen. Farvel til den by, hvori jeg tog hul på voksenlivet. Farvel til ekstaser og uro. Farvel til Kødbyens narkokarteller, sødmælksdrenge fra Statskundskab og Jantelov.

Farvel til dage, hvor jeg var mere ulykkelig end Medina. Til nætter alene ved voldene. Og aftener i havnebadene med flamingoer, Coronaer og smil. Et særligt farvel til de morgener i metroen, hvor jeg har lignet opløst treo. Til dagligdagen. Weekenderne. De sidste tre år. Farvel og på gensyn til mine dejlige venner, der ikke gik, men blev. Og til dig – smukke København. Vi ses inden længe.

Personlig

Hvornår var du sidst lykkelig?

Sidste år ved denne tid, sad jeg på en bar i København og ventede på en ven, der havde været på date. En første date. Jeg smed jakken og bestilte to glas vin. En med is og den anden uden. Han kom 5-10 minutter efter med øjne der smilte og fødder der fløj over de mønstrede fliser i barens entre. Lettet sank mine skuldre sig igen.

Han fortalte om daten og den fyr, han havde været på date med. Unægteligt fortalt han også, hvad de havde snakket om. “Hvornår var du sidst lykkelig?” havde fyren spurgt. Jeg fik nærmest vinen galt i halsen. Hold da op, svarede jeg min ven og grinte nervøst. Sikke et spørgsmål på første date. Han nikkede. Ja, det tænkte jeg også, svarede han så. Samtalen gik videre om daten, deres sidste lykkeglimt og what-now, men da jeg samlede min jakke op og forlod baren halvberuset, kunne jeg ikke lægge spørgsmålet fra mig.

Hvornår var jeg sidst lykkelig?

Jeg var sidst lykkelig i maj 2016. I New York. Da jeg dansede i regnen med mine bedste veninder og alt var uforpligtende, eurofoisk, lykkeligt og levende. Solen brændte på vores hud, vi duftede af solcreme, jazzede i Central Park med smilende ansigter på rulleskøjter, stod på hænder som 12 årige gymnaster i Sheep Meadow og gik i teatret hver aften. Vi dansede med hinanden, med barrer, med regnen, med solen. Jeg følte mig så udødelig.

Jeg husker det som om, at vi italesatte det meget overfor hinanden. Vores lykke. Hvor glade vi var, og hvor magisk det var. Når de andre sov i de sennepsgule sengesæt, skrev jeg dagbog. Jeg havde ikke ét sekund at spilde i min venten på, at solen atter ville titte frem i øst. Jeg skrev om glæde. Om solen. Om regnen. Om dansen.

Den aften på baren skrev vi november 2017 i kalenderen. Det plantede et lille sort frø i maven på mig, for betød det så, at jeg ikke havde været lykkelig i halvandet år? At jeg havde været ulykkelig? Ked af det? Nej. Heldigvis ikke. Men jeg har haft svært ved at forklare, hvad det så betød, at mit sidste lykkeglimt på daværende tidspunkt lå halvandet år tilbage – derfor blev jeg meget lettet…? Glad? Opløftet? da erhvervsleder, Morten Albæk, introducerede mig for meningsfuldhed.

Morten Albæk og det meningsfulde liv

Jeg har mere eller mindre altid vidst, hvem han var. Hørt hans navn, hans stemme, hans ord, men det er først indenfor det sidste halve år, jeg er begyndt at lytte til, hvad han siger. Lytte til hans pointe om, at man ikke skal stræbe efter “pure happiness” og en uforandrelig hverdagslykke, der kommer af sig selv med søvnen i øjnene. Han mener, man bør stræbe efter at skabe et meningsfuldt liv med alt, hvad det indebærer, fordi lykke kun er noget, vi oplever glimtvist (ligesom min tidsbegrænsede dansetur til New York i maj 2016).

Altså bør man skabe værdi i hverdagen, fremfor at søge lykkemomenter, der mister sin glans, når dopaminen har lagt sig. Det er virkelig en interessant og epokegørende skelnen mellem lykke og mening, som vi ikke har set før – ikke engang i et af verdens rigeste og lykkeligste lande – hvad det så end betyder…

Tanken om hvornår jeg sidst var lykkelig, har haunted mig ligesom spørgsmålet om, hvad jeg drømmer om, men jeg har fundet en ro i, at man måske ikke oplever lykken hver dag eller hver uge. For mig går der måneder imellem. Nogle gange år. Jeg er dybt taknemmelig for de lykkelige minder, jeg får, men jeg er stoppet med at jage dem i blinde som vand i ørkenen. Dét, der betyder noget for mig, er, at mit liv giver mening. Med eller uden dopamin udslag. Og egentlig ligger tanken om det meningsfulde liv nok ikke langt fra det, jeg skrev om her.

Hvorom alting er  har Morten Albæk lige udgivet bogen Ét liv. Én tid. Ét menneske., som er hans tredje udgivelse. Jeg har ikke fået den læst endnu, men dog fået stort udbytte på farten af alle de podcasts, jeg har hørt ham i. Bl.a. i dette afsnit af Hjørnekontoret med Ane Cortzen. Lyt til den, hvis du vil opleve en ualmindeligt inspirerende time i godt selskab!

Personlig

Når usikkerhed holder dig tilbage

Jeg synes, det er ret tankevækkende, at jeg har haft denne her blog kørende siden august. Og den er nummer fire i rækken af blogs, jeg har haft, drevet og skrevet. I al hemmelighed. Jeg har aldrig turde gøre dem offentlige, fordi jeg har været usikker – og bange for hvad andre ville tænke.

Sidste år luftede jeg ideen, om at gøre min daværende blog offentlig, for en ven. En rigtig god ven endda. Vi gik en tur på Svanemøllen, og det var lidt efterårskoldt som i dag. Jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at skrive igen, og nu havde jeg overvejet at gøre min blog tilgængelig for andre øjne end mine egne. Det havde taget mig lang tid at puste mig op til at kunne sige det, for det var et sårbart område for mig (og er stadig). Så jeg var faktisk ret stolt, indtil jeg til min forbløffelse fik et vådt klæde i hovedet: “Hvorfor tror du, nogen gider læse den?”

Og det blev sagt på den måde. Lige præcis på den måde. Og nok var det kun én kommentar, men det var noget, der betød rigtig meget for mig, og noget jeg havde samlet mig mod til at sige i flere år. Jeg blev så ked af hans reaktion, og herefter begyndte tvivlen og usikkerheden igen at vokse. Nu med gødning.

Når andres usikkerhed bliver vores egen

I endnu et år stod det stille. Bloggen var lukket. Men mit tastatur larmede stadig, når månen lyste. Jeg stoppede ikke med at skrive, for det var det, jeg elskede. Og det, der gav mening for mig. Det er det stadig, og det her er min virkelighed. Bloggen og mine skriv er min virkelighed. Hvis den blev ved med at være hemmelig, ville det bare være mit lille lukkede “univers”, hvor jeg kunne bekræfte mig selv i, at verden er præcis, som jeg ser den. Jeg ville aldrig blive udfordret med andres kommentarer eller holdninger. Aldrig få nye perspektiver. Og mulighederne for at udvikle mine skrivefærdigheder ville kun blive mindre, hvis jeg ikke lod folk se de ord, jeg sætter sammen til hele tekster. Uden feedback kan jeg ikke udvikle mig, så skyd løs!

Sandheden er vel, at vi aldrig kommer nogen vegne, hvis vi lader os begrænse af vores egen usikkerhed – og specielt ikke hvis vi lader os begrænse af andres. 

Og let’s face it. Haters gonna hate. Der vil altid være dem, der synes, man er super sej. Og der vil altid være dem, der synes, man er nedern. Og dem kan man sgu ikke stille tilfredse alligevel, så jeg tror, jeg har indset, at det ikke er umagen værd.

At være modig – og turde

I går talte jeg med Jonas om et talentforløb, jeg har ville søge i flere år. Men igen har min usikkerhed holdt mig tilbage. Optagelsesprøverne ligger nemlig tilgængeligt for alle, og jeg synes, det er vildt grænseoverskridende, at andre – mine venner – kan se det, jeg lægger op. Han spurgte ind til, hvorfor jeg troede, mine venner ville se det, og jeg forklarede, at jeg kunne se, flere af dem selv havde profiler på sitet. Telefonsamtalen fortsatte sådan her:

Jonas: Og hvad tænker du så om de af dine venner, der har en profil derinde?

Mig: At de er modige.

Jonas: Og hvad tænker du om modige mennesker?

Mig: At de er seje.

Jonas: (…) Du kan ikke tabe noget ved at gøre det. Enten vinder du og kommer med, ellers lærer du noget.

Mig: Jeg føler bare kun, jeg kan tabe. (Jeg var i et meget vemodigt humør)

Jonas: Noget om dig selv.

Mig: Såsom hvad?

Jonas: At turde. Og være ligeglad.

Det er det, jeg skal lære. At turde –  og at være ligeglad med, hvad andre tænker. Ligesom jeg tænker, at andre er seje og modige, når de prøver, skal jeg også fortælle den samme historie om mig selv: At jeg er sej og modig, når jeg prøver. Og ikke kun, når jeg vinder. Det er slet ikke meningen, man skal vinde hver gang, men man misser 100% af de skud, man aldrig tager. Usikkerhed er en folkesygdom, vi kun kan bekæmpe ved at erkende den hos os selv og starte der. Vi skal tale pænt om os selv og hinanden, så vi ikke slukker vores eget eller andres lys.

Personlig

Har vi for travlt med at blive voksne?

Jeg er ved at være godt halvvejs igennem min bachelor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole nu. Jeg går på 4. semester (ud af 7), og er egentlig ved rimelig godt mod hvad angår fremtiden. Men det er jeg vidst ene om. På det sidste semester inden bachelor, skal vi i praktik igen. Og naturligvis er alle mine medstuderende begyndt at halv-panikke. For det er jo der, man gerne skal have tilbudt en fuldtidsstilling, efter man har modtaget sit bachelorbevis. Og arbejde sig selv ihjel som lønmodtager fra man er 22 til man er 72. Og inden da skal man helst også have betalt al gælden i den andelsbolig, man købte, da man var 19. Og helst have erhvervet sig fem 7’er stole og sparre op til den sjette. Med kæresten man har aftalt at få børn om fire år, når karrieren kører. Nu er der ikke længere noget, der hedder, at man kan rejse, når man vil. Eller flytte til en ny by. Prøve forskellige projektstillinger af. Finde tid til en ny hobby. Eller bare lade livets tilfældigheder bestemme for once.

Handler det om at blive voksen hurtigst muligt?

Jeg føler, der er en tendens lige nu, hvor alt handler om at blive voksen. Hele ungdomslivet er et stort fake it till you make it karriereres, der handler om at få noget på sit CV. Vi prøver at spare så mange point op til voksenlivet, at vi glemmer at leve i det, vi er i nu. Ungdommen. Vi glemmer – og jeg har især glemt – at det er okay at have en social hobby, der hedder fodbold f.eks. At det er okay at have en hobby, der ikke nødvendigvis pynter på ens CV, men som giver ens hverdag værdi. Og gør en glad. For hvor meget tid bliver der til en selv og ens egne interesser, når man får fuldtidsjob, skal afvikle interessetimer, passe 120 kvm. og et tvillingesæt, der vræler på skift? Nada. Så hvis ikke nu – hvornår så?

Og hvorfor er det, vi har så travlt med at ens første job skal være det perfekte job? Dejligt for hvem det sker. Men det må simpelthen være undtagelsen, tænker jeg. Hvis jeg gennemfører min uddannelse på nomeret tid, så er jeg færdig, når jeg er 24. Og jeg har endda haft 2,5 sabbatår. Men på det tidspunkt er jeg da slet ikke færdig med at lære? Jeg må da gerne vælge et forkert job første gang. Lære af det. Måske vælge forkert igen anden gang. Lære af det etc. Det værste der kunne ske for mig ville da være, hvis jeg blev så afhængig af en voksenløn, at jeg ville give afkald på nogle af mine andre rejsedrømme eller drømme om at arbejde i udlandet.

Vi har travlt med at binde os, bygge rede og fokusere på fremtidens voksenliv 

Hvad er det, vi har så travlt med?

Jeg tror ikke, jeg kan tælle, hvor mange af mine venner der bor i lejligheder, de enten selv eller deres forældre ejer. Og hold nu op, hvor har jeg været misundelig i mange år (er stadig). Det har født en tanke hos mig, der tog udgangspunkt i et meget stort SU-lån og en tanke om, at man da ikke kan bo til leje forevigt. Man skal spare op i boligen, ik? (Jydebarn). Helt klassisk ville jeg tage et SU-lån – alt hvad den kunne trække – for at spare op til en god udbetaling til en bolig i København, når jeg var færdiguddannet. Det er jo nu, man skal bygge redde. Nu det rigtige liv starter. Det eneste der har fraholdt mig er, at jeg altid har været meget impulsdrevet. Meget spontan. Flyttet frem og tilbage hele tiden, fordi jeg elsker, når der sker nye ting hele tiden. Og så slog det mig:

Hvad er det, jeg har så travlt med? Hvad er det jeg skal nå? Er det virkelig nødvendigt at have det perfekte liv, når jeg er 24 – og være fuldstændig etableret, så jeg kan gå i gang med at rådne i min andelsbolig, som jeg har finansieret fra et SU-lån? 

Jeg ved jo ikke, om jeg får en kæreste, der har 200 kvm. på Vesterbro med tre altaner og sildebensparket, som jeg har lyst til at flytte sammen med om to år. Rent hypotetisk kunne det jo godt ske. Eller om jeg ville flytte til Berlin? São Paulo? Eller måske blev jeg safariguide i Sydafrika ved en misforståelse og fandt ud af, at jeg aldrig ville tilbage til Danmark igen? Så var det godt, jeg lånte de penge og aldrig brugte en øre, men til gengæld skulle betale det dobbelte tilbage i renter. Man ved jo virkelig ikke, hvad der sker. Og hvor man er om to – tre – fire år. Så hvorfor binde sig så meget? Hvorfor gøre sig selv så afhængig, at alt bliver problematisk.

Perfekt job, perfekt mand, perfekt lejlighed, perfekt alt – eller fiasko?

Det er selvfølgelig alles eget valg, hvilket tempo de gerne vil køre i. Og hvor travlt de har med at få det perfekte job, den perfekte samlever, blive gift, få unger, affære, midtvejskrise, holde konfirmationer i et forsamlingshus og synkronisere juletraditioner. Hvis man gerne vil nå det, inden man er 30, så forstår jeg godt, at man føler, man har travlt. Men det er bare vigtigt, at der også bliver gjort plads til os, der ikke helt ved endnu, hvordan vores brudekjole ser ud. Eller har et budget i banken. Eller en ulykkesforsikring. For mit eget vedkommende må jeg igen bare holde mig til Jack Mas ord om, at nogle ting hører sin egen alder til.

Det skrev jeg om her

Jeg synes, der er noget charmerende i hvert aldersinterval. Fra 20 – 30, 30 – 40, 40 – 50 osv., hvis man forstår at bruge alderen – men ikke hvis man tror, man skal nå det hele, inden man fylder 30. Det vil alt andet lige kun kunne blive i fiasko og et gigantisk stressmoment. Og måske værst af alt, så vil det fjerne charmen ved de andre aldersintervaller. Hvad skal man så lave, når man er 35? Eller 45? Lige nu vil jeg i hvert fald bare gerne have lov til at være 23 år – og fri for at andre skal stresse på mine vegne, fordi de føler, jeg er bagud med noget, jeg først havde tænkt mig at prioritere om ti år.

 

Personlig

Hvad drømmer du om?

pankaj-patel-585936-unsplash

En varm aften i august sad jeg på en bar i Berlin med tre venner. Sidst vi så hinanden var på Roskilde Festival, hvor vi havde drukket os halvt demente og mistet to tredjedele af synet foran Apollo. Men her sad vi altså nu. Bare os fire. I Berlin. På forlænget weekend. Og intet føltes mere rigtigt den aften.Vi er alle gamle kollegaer, der blev venner på tværs og pludselig samledes vi i en gruppe. Det er nogle af de venner, jeg føler, beriger mig. når vi er sammen. Jeg bliver altid klogere på verden og på mig selv efter et par timer med dem. Ofest på begge. Også jeg tror, det er fordi, de ikke er bange for at udfordre mig, men samtidig møder mig, der hvor jeg er. Og det er det, vi kan. Det vi gør.

Der har lagt sig et skytæppe over himlen. Klokken er ni, og vi har ikke spist endnu. Bilerne triller forbi. Smil popper sporadisk op i forskellige hjørner af baren. Jeg kigger på Sarahs drink. Hun får en Gin Tonic. Jeg drikker øl. Det samme gør drengene. Jeg lurer godt nok lidt sultent på Sarahs sugerør. Tager bare en tår med øjnene.

Sylvester skal på udveksling det her efterår. Vi snakker om praktik, karriere, uddannelse og selvfølgelig det unægtelige: Udveksling, selvom han er ved at være lidt træt af at snakke om det, tror jeg. Men så føler jeg, vi er samme sted, for jeg er sgu også ved at være lidt træt af at snakke om skole og CV – det snakker jeg nok om i forvejen med alle andre. Og som jeg er i gang med min sædvanlige smøre om et eller andet skolerelateret, letter han blikket og kigger undrende på mig.

Hvad drømmer du egentlig om, afbryder han.

Jeg stivner. Føler mig taget på sengen. Jeg har haft denne her samtale tusindevis af gange siden jeg startede i gymnasiet i 2011. Med studiekammerater. Nye venner. Gamle venner. Mor og far. Onkler. Kusiner. Kusiners veninder. Frisører. Tanter. Folk ved busstoppestedet. Lige netop om det her: Uddannelse. Praktik. Karriere. Første job. Næste job. Sågar pension og pensionsordning. Og alligevel er jeg aldrig blevet spurgt, hvad jeg drømmer om. Og måske værst af alt, har jeg aldrig spurgt mig selv.

Frihed, svarer jeg prompte.

Frihed, gentager han spørgende. Det forstår jeg godt. Jeg spørger også mig selv, hvad det dog var for et svar. Jeg tager en stor slurk af min øl. I sneglefart. Bare for at købe mig et par sekunder. Jeg nåede ikke at tænke, inden jeg svarede, men det gav bare mening på en måde, jeg har svært ved at forklare. Jeg grinte lidt og undvigede ved at spørge ind til hans drømme. Og det var selvfølgelig noget langt mere konkret. Marketing Coordinator, tror jeg. Lidt misundelig sidder jeg og tænker; kæft det må være nice at have en drøm, man bare kan gå snorlige efter. Og ingen er i tvivl om, hvornår den er opfyldt, og hvornår den ikke er. Ligesom den DR-serie, der hed Generation Hollywood, hvor man fulgte en gruppe unge mennesker, der ville være skuespillere. De havde to valg 1) kæmp til du dør og håb på det bedste, eller 2) giv op. Sådan er det bare ikke helt med os, der har mere uhåndgribelige drømme, vi ikke engang selv kan forklare.

cedric-brule-154867-unsplash

Men hvad drømmer jeg så om?

Jeg kunne selvfølgelig ikke slippe det frø, Sylvester havde plantet i mig. Det slog rødder. Jeg tænkte på det hele tiden. Drømmer alle om noget – undtagen mig? Og hvorfor drømmer jeg ikke noget? Er det fordi, jeg ingen ambitioner har? Umuligt. Det har jeg. Og har jeg mange. Men hvad er det så? Hvornår får jeg retning på noget af alt det her? Jeg føler ofte, jeg famler i blinde, fordi jeg synes, lidt af det hele er spændende og mine ideer opstår til højre og venstre.

Da jeg kom hjem fra Berlin satte jeg mig selvfølgelig og lavede en liste. Hvad vil jeg – hvad drømmer jeg om? Den så sådan her ud:

  • Jeg drømmer om at arbejde et sted, hvor der er så flad struktur som muligt. Og så meget empati som muligt. Skal der være en leder, så skal det være mig. Ikke fordi jeg vil bestemme. Men den gode stemning betyder alt for mig. Og dårlig arbejdskultur har jeg bare været underlagt for længe. Det må og skal aldrig ske igen. Det er mit liv for kort til.
  • Jeg vil gerne arbejde i en virksomhed, hvor der er højt tempo og en fælles mission – uden at det bliver mål-pik-kultur.
  • Keywords for min fremtidige drømme arbejdsplads: Passion, fællesskab, tillid, inspiration. Jeg er bare en team-player. Jeg synes, det er så sjovt og inspirerende at møde nye mennesker, der har et drive og en anden baggrund end jeg selv. Jeg elsker det.

Og midt i tankestrøm og liste skriveri, slår det mig. Mine nedskrevne “drømme” (præmisser er det nok nærmere) handlede alle kun om arbejde. Om karriere. Om hverdag. Og måske er det egentlig det, jeg bare har drømt mig fri for hele tiden: Hverdagen. Det var nok den frihed, jeg drømte om, da jeg afgav mit svar.

Et møde med døden – og drømmen

Kort tid efter min hjemkomst fra Berlin og snakken med Sylvester, skulle jeg mødes med min veninde, Cille. Hendes far døde alt for ung af kræft tidligere på året, og jeg havde faktisk ikke set hende siden. Vi snakkede meget og længe om ham. På en dejlig måde, synes jeg. Vi mindedes ham – Cille især – og snakkede om mange af de ting, han havde sagt til hende, inden han gik bort i februar. En af de ting, der særligt sad fast i mig var, at han havde sagt, at

(…) hvis han nogensinde blev rask igen, ville han fortsætte med at leve det liv, han levede, før han blev syg. 

Jeg havde virkelig svært ved ikke at græde. Tænk, hvor fantastisk det må være at have skabt et hverdagsliv, man elsker så meget, at man bare gerne vil tilbage. Ikke noget med at rejse verden rundt eller spise sundere. Bare mere tid. Til familie og hverdagen – livets små glæder. Jeg er stadig utrolig ked af det på vegne af Cille og hendes familie. Hun er så sej. Det er de alle. Og specielt ham. Jeg er glad for, at han har kunne efterlade nogle ord her i verden, som jeg især har taget til mig, og som Cille selvfølgelig i endnu højere grad har taget til sig. På den måde lever han videre. Og nu er hans ord endda blevet holdepunktet og fundamentet for den måde, jeg gerne vil se mig selv på. Og den måde jeg drømmer på. For altid at huske det, har jeg skrevet det så konkret, jeg overhovedet kunne. På den måde glemmer jeg det aldrig.

Jeg drømmer om at slippe af med min hverdagsfobi og skabe en hverdag, jeg elsker. Og er glad for at stå op til. Selv på dage hvor regnen skyller nedad vinduerne på Amager, månedskortet er udløbet og cyklen piftet af de små banditter fra nr. 6. Dét er hvad jeg drømmmer om. 

Personlig

Bucketlist: (næsten) 30 inden 30

Dette efterår fylder jeg 23. Spændende. Lidt angstprovokerende, fordi jeg selvfølgelig regnede med, at jeg ville have startet en million dollar business by now, solgt lortet og flyttet i penthouse på Manhatten. Men jeg bor stadig bare på Københavns prollede udgave af Manhatten og kæmper for at sidde stille på Journalisthøjskolens træskamler. Og det er sgu fint. For er der noget, Jack Ma har lært mig, så er det, at jeg nok skal nå det hele, hvis jeg forstår at prioritere. Og mens jeg er ung, skal jeg bare lære! Jeg skal lære mig selv bedre at kende. Jeg skal lære verden at kende. Jeg skal udforske, udvikle, snuse, gribe og omfavne. Alt lige fra viden til mennesker, natur, ideer og sportsgrene. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at leve resten af min ungdom nu og her. Og glæde mig over at overskriften på de næste syv år er hedder Eventyr! Og bestemt ikke “forberedelse til voksenlivet”.

Men selvfølgelig har jeg tænkt over nogle ting, jeg gerne vil nå at opleve, inden jeg bliver 30. Og min liste er ikke fyldestgørende endnu. Jeg giver den plads til at udvikle sig. Og jeg vil også give plads til, at enkelte af pindende kan ryge ud, hvis mit interessefelt begynder at dreje i en anden retning, end hvad jeg forventede. Det er ikke et nederlag for mig. Tværtimod. Jeg elsker at få en ide – men endnu mere at gå med den og se, hvad den kan udvikle sig til. Og nogle gange betyder det, at man må give afkald på noget andet.

Min bucketlist

Her er de første fjorten punkter (to be updated):

  1. Bo i udlandet
  2. Færdiggjort et større kreativt projekt (podcast, blog, bog, et stykke musik etc.)
  3. Roadtrip i Balkanlandene: Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Albanien, Markedonien, Kosovo.
  4. Roadtrip i USA
  5. Arbejde i en stor international virksomhed
  6. Besøge en eller flere musik- og kunstfestivaller i udlandet. Fx Woo Hah eller Oh My! Music Festival i Amsterdam.
  7. Lære at handle med aktier
  8. Besøge MoMa
  9. Deltage i en international konferrence
  10. Igangsat et socioøkonomisk projekt, der skal skabe værdi for en gruppe mennesker, der har det svært (gennemgår sygdom, mobning, fattigdom eller andet)
  11. Få taget nogle fine billeder af mig selv. Ikke direkte boudoir-billeder. Men heller ikke Djøf-stemningen. Normalt er jeg bare så sky foran et kamera, så jeg er bange for, at jeg vil sidde som halvfjers årig og glemme, hvordan jeg så ud i mine unge dage. Hvor ego-agtigt det end må lyde, at man gerne vil “fotograferes”
  12. Lære at sejle
  13. Sælge/donere alt hvad jeg ejer og bare prøve at føle mig fri
  14. Rejse i Oman, Libanon, Iran, Marokko, Portugal
Personlig

Hvornår gjorde du sidst noget for første gang?

 

Jeg har lige set det her klip, som er lidt langt, men som man virkelig bør holde ud i indtil han kommer til pointen til sidst. Det fødte i hvert fald en lille klump i maven på mig. Jeg fik en kvalmende følelse af, at jeg går og spilder mit liv. Drukner det i en grålig masse, der hedder rutiner. Stå op, spis havregryn, gå i skole, gå på arbejde, gå til fodbold, vaske tøj, gå i seng, stå op, spis havregryn, gå i skole, gå på arbejde, gå til fodbold, vaske tøj, gå i seng etc.

Hverdagstempo = middel tempo

Jeg ved godt, at der er en lille præmis i livet, der skal passes, som hedder hverdag. Men vi er bare ikke så dus mere, som vi har været, da jeg boede i provinsen med mor, far, børn stemning hver dag. Jeg kan virkelig ikke lide “hverdag”. Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide min havregryn. Eller mine skolekammerater, arbejde, fodboldvenner eller vasketøj (okay, måske ikke så meget sidstnævnte), men jeg mister pusten af at være i hverdagens hamsterhjul, der kører i samme kontinuerlige tempo. Middel fart. Hele tiden. No speed.

Men når jeg tænker på det. Når jeg tænker på, hvornår jeg sidst gjorde noget for den første gang, så kan jeg kun tænke på sommerferier. Sommerferier, hvor jeg har gjort noget vildt. Og jeg er ked af, at jeg ikke kan få implementeret det mere i min hverdag. Eller nu gøre noget for den første gang, der kan give mig det kick hver dag. Hver morgen jeg står op. Og noget der kan afvige fra rutinen og de planlagte skolemøder, eksaminer og fodboldtræninger. Det keder mig. Det er alt for forudsigeligt.

Og jeg er ikke sikker på, at man skal tage spørgsmålet så bogstaveligt faktisk. Jeg er ikke sikker på, at det er det, der er det vigtige. Jeg tror, man kan drage mange paralleller fra dette klip og til Martin Thorborgs dykkerreference, som jeg skrev om her Livet starter, når jeg vinder i Lotto. Det klip kan ikke ses for mange gange.

Men nu tror jeg, at jeg vil kigge på, hvilke ting jeg rent faktisk gerne vil prøve for første gang. Hvilke mødomme skal tages først næste gang. At lave en bucketlist ville måske være en ide. Den tror jeg, jeg vil gå i gang med at brygge på nu, og du kan følge med her

Personlig

At leve hele sit liv på én dag

Min største personlige udfordring i mit liv generelt – både arbejdsmæssigt og på et personligt plan er, at jeg ikke føler, jeg har nok tid. Tid nok til at gøre noget færdigt. Jeg kaster en masse bolde op i luften. I hundrede farver. Og hundrede størrelser. Alle med forskelligt indhold. Nogle med ris. Andre med helium. Men fælles for dem alle er, at jeg ikke griber dem igen. For inden tyngdekraften sætter ind, er jeg allerede videre med den næste ide.

Mit største problem er, at jeg tror, jeg skal leve hele mit liv på én dag. Og det gør mig faktisk ude af stand til nogensinde at sætte noget i verden. Jeg har en lille mappe på mit værelse med ideer, hvori jeg udvikler koncepter, der udspringer fra en ide, jeg spontant fik i 7-Eleven. Koncepterne får navne, websites og produkter. Jeg planlægger launching, events og laver PR- og forretningsstrategier. Jeg konverterer al min viden over på denne enkelte ide, som jeg er overbevist om, vil ændre verden. På to timer har jeg udviklet konceptet så meget, at jeg allerede er nået 10 år frem.

Nu sidder jeg oppe midt om natten med min tandbørste hængende i mundvigen og forestiller mig, hvordan jeg turneer rundt og holder foredrag om min ide og mit koncept. Hvordan gjorde jeg dog? Hvad har jeg lært? Jeg afholder workshops. Snakker med en masse spændende mennesker, der har noget på hjertet. Og som vil noget. Ligesom mig – eller hvad? For jeg kommer jo aldrig i gang. Jeg har så svært ved at holde fokus på én bold. Gribe den og følge den ud i livet. Jeg kan ikke finde ud af at reducere al den støj, de andre bolde laver. Og jeg tror, det skyldes to ting. Dels at jeg har svært ved at holde fokus og gøre én ting ad gangen. Og dels at jeg ikke før har turde stole på, at jeg nok skulle nå det hele. Nå alt det jeg gerne vil – for jeg vil rigtig mange ting. Og jeg har mange drømme. Store drømme. Jeg vil gerne arbejde i en stor, international virksomhed som eksempelvis Google, Nike, Adidas eller KAYAK/Momondo. Men jeg vil også gerne arbejde i en hjælpeorganisation, hvor jeg ikke bare kan gøre en forskel for virksomheden, men gøre en forskel for mennesker. Og liv. Derudover er en af mine store personlige drømme at starte mit eget. Være uafhængig. Og have frihed. Men jeg drømmer også om at undervise. Jeg elsker at lære fra mig. Jeg elsker at være sammen med mennesker, der har en passion og et drive. Og vække den hos de, der ikke har. Jeg bliver helt forpustet af at tænke på alle de ting, jeg drømmer om. Og jeg vil gerne have dem alle igangsat inden årsskiftet – men allerhelst i dag. Det er jo utopi – og det er jeg ved at indse nu. Jeg er omsider ved at indse meningen med ordsproget hver ting til sin tid, efter jeg så dette klip med stifteren af Alibaba.com, Jack Ma.

Det kan virke indlysende for mange, at man ikke kan nå at blive topchef i Google, etablere egen virksomhed med overskud, være ansat som fast underviser på Harvard og ved siden af være mentor på forskellige kubatorer rundt omkring i verden, inden man fylder 30. Men ikke for mig. Ikke før jeg så dette klip:

Aldersbetingede pointer, jeg vil tage med mig med henblik på at stresse mindre og finde ro i, at jeg nok skal nå alt det, jeg gerne vil.

  • 20erne:
    • Lær, lær, lær. Brug al energi på at lære af de, der er klogere end dig. Skift job så ofte, det giver mening, og hvis du ikke lærer noget, så giv udtryk for det, så du hele tiden bliver udfordret. Det er okay ikke at vide, hvor du ender. Det vigtigste er bare, at du skal prøve en masse spændende ting af, som du kan lære af.
  • 30erne:
    • “If you want to do something yourself, just do it.” Amen, er han bare the man? Her finder jeg ro i, at jeg ikke behøver have skabt en millionvirksomhed, inden jeg er 25. Og som han også siger, så får jeg ikke succes inden i morgen er omme eller indenfor 1 år. Men hvis jeg går i gang nu, så er der en mulighed for, at min virksomhed bliver en succes om ti år. Så igen: Vær tålmodig og arbejd.
  • 40erne:
    • Gør det, du er god til – og bliv endnu bedre. Brug ikke denne alder på at prøve alle mulige nye brancher af, men specialiser dig indenfor et område.
  • 50erne:
    • Brug al din erfaring og viden på at undervise og udvikle de yngre generationer.
  • 60erne:
    • Hold fri!

For mig hjalp det her knap tre minutter lange klip mig rigtig meget. Det fik virkelig sat tingene i perspektiv for mig. Med hans pointer i alderintervallerne, kan jeg nå alt det, jeg gerne vil. Og jeg er allerede i gang med at udleve mine tyvere efter hans ord. Jeg har skrevet det her indlæg som en reminder til mig selv – om at holde fokus på én ting ad gangen og være tålmodig ift. min alder og mine ambitioner. De kan kun føres ud i livet, hvis jeg venter på, at tiden er moden. Man behøver ikke være leder eller chef i en alder af 22. Statistisk set bør jeg først stræbe efter det, når jeg når slutningen af trediverne.

Close