Udveksling

En dag i Little Tokyo

The Broad

Vi tog en Uber til The Grand Park, hvor der var ved at blive gjort klar til en Bernie Sanders rally. Skøn park hvis man skal chille lidt, og også mit indtryk at der sker mange ting, events osv. Herrfa gik vi til The Broad, som er et museum for moderne kunst. På vejen ser du Walt Disney Concert Hall, som er beautiful!

Disney Concert Hall

Disney Concert Hall

The Broad var mega godt. Vi stod i kø ca. 20 minutter, men entre var gratis, og så kan man jo finde sig i meget 😉 Der var en masse forskelligt kunst, og jeg synes, de er gode til at udvælge meningsfulde kunstværker, så der er en god balance mellem provokerende og smukt, og mellem installation og billedkunst. Klart et besøg værd!

Angel’s Knoll Park

For at komme over til Grand Central Market, hvor vi skulle spise frokost, krydsede vi Angel’s Knoll Park. Det var ikke den største oplevelse, men der er mange smukke bygninger, og det er et dejligt åndehul lige midt i byen.

Angels Flight Railway

I Angel’s Knoll Park ligger Angels Flight Railway. Den var godt nok lukket, da vi kom, men det koster ca. 1 dollar at tage den ned til byen. Og når jeg siger “ned til byen”, lyder det som om, der er langt. Det er der virkelig ikke haha. Det er en meget kort strækning, men det orange lille tog er rigtig fint, og det er en sjov ting at få med, når nu man alligevel skal den vej!

 

Frokost: Grand Central Market

Det minder på mange måder om Papirøen. Eller… Det er basically det samme, men der er jo bare noget særligt ved, at der nærmest er garanti for sol, og at det er i LA! Vi spiste frokost Olio Wood Fired Pizzeria, og det var brand lækkert! Selvfølgelig med en iskold øl og solbriller. Livet! Lige indtil en politibetjent kommer og fortæller dig, at du ikke må drikke øl på gaden, så husk det, hvis du køber øl: Find et bord indenfor, hvis du vil nyde den med maden.

The Bradbury Building

… Er så smuk! Og det ligger lige overfor Grand Central Market, så gå derover og tag et hurtigt kig. Imponerende arkitektur!

The Last Bookstore

The Last Bookstore er en kendt bogbutik i LA, som har eventyrlige, gemte rum inde i butikken. Og du kan finde alle bøger, du nogensinde har drømt om!

7th Street v. Hope Street

Der er ikke noget særligt ved denne her gade faktisk, vi gik der bare helt tilfældigt, og den rummer så meget LA vibe, og det er bare en skøn gade lige ved Hope Street (hvor sødt er det ikke også?)

Aftensmad: Karl Strauss Brewing Company

Mizu cravede burgere og øl, så hendes forslag var Karl Strauss, mens ingen af os andre protesterede! Deres øl kort er kæmpe, og alle tjenerne var rigtig søde til at hjælpe os med at finde “den rette øl for os”, og det gjorde de virkelig godt. Vi fik 3-4 øl hver og vi endte med at blive ret fulde, mens vi spiste, fordi de var så stærke (og vi havde gået hele dagen). Prislejet var okay, nærmest billigt vil jeg sige. En øl (halv liter) kostede 6,5 dollars og maden var at sammenligne med almindelige cafepriser i København. Og det var lækkert!

Udveksling

En dag i West Hollywood

Jeg var så heldig at have Jonas på besøg i sidste weekend, så vi var en tur i West Hollywood, hvorfra jeg lige vil dele vores dag – og tips 😉 Indtil videre er den bydel mit yndlingssted i LA! Det var MEGA hyggeligt!

Morgenmad: Republique

Vi spiste morgenmad på en restaurant, der hed Republique. Jeg fik Smoked Salmon Tartine, som var SÅ lækkert. Virkelig 5/5! Næste gang vil jeg dog smage California Breakfast, fordi jeg så nogle andre få det, og så fik mange lidt blandet. Det så vildt lækkert og farverigt ud! Jonas fik Regular Breakfast – regular breakfast for a regular boy, u kno 😉 Det var også mega lækkert – specielt hvis man craver “æg og bacon” eller bare har tømmermænd og er i saltnød!

Vi fik også en “purple juice” med rødbede, gulerød, ingefær, mint og granatæble, og det var ærligt den bedste, jeg nogensinde har fået! Og jer, der kender mig rigtig godt, ved jo, at jeg er meget fintfølende med min rødebede juice haha!

LA Farmers Market

Det lå lidt gemt, så vi skulle lige finde det, men det var super hyggeligt derinde. Mange små badboder og steder til at sidde og spise. Alle verdens køkkener er repræsenteret derinde og prisniveauet er ca. det samme som at gå ud og spise rigtigt, men atmosfæren er skøn.

The Grove

Ligger lige ved siden af Farmers Market og er så hyggeligt med cafeer, restauranter, butikker og live musik. Og selvfølgelig det der lille springvands show. Der er meget grønt med fine plante installationer. Drik kaffe her eller få en frokost, eller bare gå en tur og sten lidt vandshow med live jazz kørende i baggrunden 🙂

Shopping og “Den Lyserøde Væg”

Efter Farmers Market og The Grove gik vi lidt ned ad N Fairfax Avenue til Supreme butikken, der var omringet af en masse andre skatebrands også. Havde man fortsat få meter længere ned, ville man møde den kendte, Instagrammede, lyserøde væg ved Paul Smith butikken, men jeg havde ikke det store behov for at se en ensfarvet væg, når der er så meget smukt gadekunst ellers <3 (men klart en flot farve stadig!)

Eftermiddagskaffe: Verve Coffee Roasters

Om eftermiddagen drak kaffe på Verve Coffee Roasters på Melrose Avenue – det er en kæde, så de ligger flere steder, men denne her havde en skøn baggård med små træer og fred og ro fra de store veje, man næsten ikke kan slippe væk fra. Stedet er perfekt til at sidde alene med sin laptop – men også til at gå ud med en ven eller veninde selvfølgelig. Formi-fucking-dabel kaffe! 5 ud af 5 stjerner!

Aftensmad: Mexicansk på Gracias Madre

Vi var fatksik så mætte efter enorm morgenmad og cookies and coffee, så vi spiste ikke aftensmad den dag – desværre for os, for jeg har hørt så godt (på Google og Instagram hehe) om Gracias Madre, som ligger lige ved siden af Verve Coffeee, og hvis man har tid kan man sagtens slå nogle timer ihjel omkring Melrose Avenue, Santa Monica Boulevard og N Robertson Boulevard. Jeg kommer tilbage og spiser på Gracias Madre, og så giver jeg lige en anmeldelse!

 

Udveksling

En dag i Silver Lake, LA

I morgen har jeg været her i en måned, og det har været alt andet end ferie (selvom det måske har lignet det for jer derhjemme ;)). Men jeg har bare fået styr på skema, faldet på plads, prøvet at finde en lille gruppe at hænge ud med osv. Altså bare få min “base” og mit fundament for mit ophold på plads. Og det tror jeg, jeg har fået nu! Mere eller mindre i hvert fald. Så i går var første gang, vi tog ind til LA. Vi Uberede der fra morgenen af og blev der hele dagen. Det var så fedt!

Vi så ikke nogle af de turistede ting i Hollywood eller noget. I stedet tog vi til Silver Lake og kiggede på coffee shops og små butikker, huse i alle størrelser og bare hinanden. Feriedag efter min bog! Jeg elsker bare at vimse rundt i et kvarter og sluge de indtryk, jeg nu kan, i stedet for at fare rundt fra turistattraktion til turistattraktion, så det var perfekt! Her er lidt billeder!

The Bates Motel

The Bates Motel

Vi spiste frokost på den bedste lille cafe på Sunset Boulevard, der hedder Forage. De har alt til alle allegener, vegansk og vegetarisk. Var lige ved at græde, fordi det var så lækkert!

I glasset: Grøn te med blodappelsin. Tænkte I måske var nysgerrige – det var jeg i hvert fald!

Min roommate Mizu <3

Butikkerne og coffee shopsene er SÅ yndige! Silver Lake er et super hipster kvarter, og det er jeg nok bare en sucker for.

Drik kaffe her, hvis I nogensinde kommer til Silver Lake! Det hedder Intelligentsia, og det er så hyggeligt og smukt!

Intelligentsia

En af mange grunde til, at jeg elsker LA, er at der er så meget smuk wall art alle steder. De er ikke bange for at male huse, vægge, veje og lyskryds i hundrede farver og motiver! Det her er fra Barnsdall Art Park.

Solnedgang i Barnsdall Art Park

Pre drinks inden Frat party. 90’er tema. Og igen må jeg bare sige, at jeg fortryder, jeg kun pakkede én sølle kuffert og tog med herover…

Josefin (SV), Jade (AUS) og mig

Prøver at pose med svenskerne. Influencerkulturen er lidt større deroppe, så de har en hel vifte af poses, vi skal igennem hver gang, der er gruppebilleder :)))

Udveksling

Sidste uge: Fester, volley og yoga on the beach

Der er sket så mange ting de sidste to uger, så jeg håber I kan finde bare en lille sammenhæng i dette indlæg. Der kommer i hvert fald til at være en masse billeder, så måske det gør det lidt bedre. God læser!

Josefin (roommate fra Sverige)

Som billederne ovenfor viser, så vi et volleymatch i sidste uge. Long Beach mod UC. Selvfølgelig vandt vi! Og vi blev også nationale mestre sidste år! Ikke at jeg vil tage æren for det (på det tidspunkt vidste jeg slet ikke, jeg skulle herover,) men man må gerne blære sig lidt alligevel, synes jeg! Forinden da havde vi været til en gratis yoga time på stranden, som er der hver dag. Mega fantastisk!

Introfest

I torsdags skulle vi til en “Back to School” fest, for at skyde det nye semester i gang.  Jeg spiste med mine roommates inden og drak noget vin med nogle andre piger, der bo to lejligheder væk fra os. Bl.a. Alexis, som jeg har nævnt i det første indlæg. Det var så hyggeligt, og pigerne er mega nice. Er virkelig glad for, at jeg kommer så godt ud af det med dem – og endnu bedre at vi bor så tæt på hinanden! Vi var inviteret hjem til nogle drenge inden til en drink og derfra gik vi ned på den bar, hvor festen blev holdt. Det var mega sjovt!

Jess og Ida gør sig klar. Altid social make up studio i stuen!

Australia Day: 150 mennesker og 150% tømmermænd

Siden jeg bor med to australske piger, var det jo meget nærliggende, at vi skulle fejre Australia Day! Og selvfølgelig i vores lejlighed, der hverken er helt eller halvt færdig! Vi havde inviteret alle. Virkelig bare alle. Alle vi havde mødt i byen om torsdagen, folk fra uni, folk fra sport, folk fra yoga, vores naboer (som i øvrigt bankede på onsdag aften for at sige hej. Og så havde de endda hjemmebagte cookies med til os. Så sødt!!!). Så huset var proppet, der var 25 grader, 150 mennesker, pool og BBQ og det var bare amazing! En af de bedste fester længe!

Alle mine roommates <3

Søndagsblues og beachvolley

Søndag morgen var selvfølgelig mindre fed, fordi vi skulle gøre rent og reparerer alt det, der var blevet ødelagt. Men det var stadig worth, hvis du spørger mig! Heldigvis blev vi halvt reddet af et tilbud fra højre. Nogle af drengene, som jeg mødte første gang torsdag, men som også kom til festen lørdag, spurgte om mig og pigerne ville med ud og spille beachvolley samme eftermiddag. Så det var lidt mere tiltalende end Ajax og hudløse knæ! Jeg vil virkelig gerne se, om jeg kan komme på dameholdet i Beachvolley på skolen, men jeg tror måske, de er lidt for “pro” for mig. Det håber jeg ikke, for jeg synes virkelig, det er sjovt!

Udveksling

Testikelkunst og misforstået flirteri

Billede fra skolen.

What’s your name?

Jeg ville opleve en ny kultur. Det var én af mange grunde til, at jeg gerne ville til USA – for at opleve en anderledes kultur. Og den ramte mig allerede i lufthavnen. Folk er så venlige, siger hej på gaden, spørger ind til din person, dine drømme, din baggrund, og de skyder komplimenter og smil efter dig med maskingevær. Det er så dejligt. Så nyt. Befriende. Uskandinavisk. Jeg elsker det!

Men selvom det er dejligt, skal man også lige lære at forstå det. Den første uge troede jeg, at alle prøvede at flirte med mig. På den der amerikanske måde jeg ikke helt havde fattet endnu. Så jeg spillede bare med (hvad mon de ikke har tænkt…) Tror først det for alvor gik op for mig, at de faktisk ikke flirtede med mig, da jeg skulle bestille en kaffe på The Coffee Bean på min første skoledag. Jeg smalltalkede lidt med baristaen, og så fik jeg igen den der naive fornemmelse. He’s flirting with me! Og jeg fik den kun bekræftet, da han smilte og spurgte:

What’s your name?

Den er stensikker, tænkte jeg.

Emmeli. What’s yours?

Men den fik jeg aldrig svar på. Jeg fik bare et medlidende grin, et par røde kinder og en kop med mit navn på – ligesom på alle andre kaffebarer, hvor man giver sit navn, for at de kan kalde en op, når kaffen er brygget færdigt. Så han var altså ikke ude efter mit nummer – bare ude på at gøre sit job lige efter jobmanualen. Jeg blev vel bare lidt medrevet af stemningen. Flov var jeg i hvert fald hundrede procent. Heldigvis skulle jeg nok ikke se ham igen. I hvert fald ikke indtil jeg spildte halvdelen af kaffen på vej ud og skulle tilbage til ham for at spørge efter servietter.

Unitoiletterne har sådan nogle vildt makeup lys? Så Bratz! Det her billede er forresten fra den samme dag, hvor jeg absolut ikke blev flirtet med.

“She’s a testicle artist”

Selvfølgelig kan sproget også være udfordrende nogle gange. Især hvis man føler sig lidt usikker for så vil man gerne have overstået mange af sine sætninger, og så kommer man til at snakke for hurtigt, og så snubler man over ordene, og så når man ikke igennem med sit budskab, og så er det bare nedern. Og jeg må indrømme…. Jeg er sgu blevet lidt rusten i mit engelsk. Jeg har ikke rigtig brugt det de sidste par år, så det er godt, jeg får det trænet igen.

Men her den anden dag sad Jess og jeg og snakkede om familie og familierelationer. Vi kommer virkelig godt ud af det med hinanden, og hun er super ærlig og ikke-privat (som mig haha), så det spiller bare. Men da jeg så skulle fortælle om Brah, ville jeg fortælle, at hun var kunstner og lavede kunst med stof og tekstiler, i stedet får jeg så sagt:

She’s a testicle artist”

Altså fik jeg sagt at hun arbejdede med mandlige, kødlige testikler i stedet for stof. Og det er da flovt. Specielt overfor nogen, man slet ikke kender sådan rigtig endnu. Men jeg prøvede ikke at redde den. Vi grinte bare. Der var intet at gøre, men gør mig lige lidt mere umage næste gang, jeg skal fortælle til en fremmed, hvad hun laver!

Et “testicle artpiece” lavet af Brah. Den hedder Rejsebrah og jeg fik den, da jeg flyttede til Bangkok i 2014. Men den skulle selvfølgelig også med til USA!

Udveksling

Farvelkys, en penneven og nye roommates

Afgang: Kærlighed, LED lys og flyets værste plads

Jeg forlod Danmark torsdag d. 10. januar med et stort kys fra Brah, Luna (min niece) og selvfølgelig Jonas (min kæreste). Jeg præsenterer dem lige, fordi jeg kan se, at der er nye læsere med, og det er kun dejligt! Hej til Jer. Vi spiste morgenmad i lufthavnen og så fortsatte jeg ellers videre til London og derfra til Los Angeles International Airport, LAX. I sidstnævnte fly blev jeg budt velkommen af Virgin Atlantic personalet. Der var champagne og kaviar og naiv som jeg var, troede jeg selvfølgelig, det var til mig. Det var det ikke. Det var til de rige. Så jeg fortsatte cirka en halv kilometer gennem trængte gange og lilla LED belysning til jeg fandt min plads. Midt i flyet. I den midterste række. På det midterste sæde. Den absolut værste plads.

Men det kan jo ikke være en dans på roser hele vejen – specielt ikke de 11 ud af 14 timer. Men jeg beklagede mig ikke (kun lidt nu), for som jeg sagde til min far en dag, da jeg var bange for, at han var ved at forvandle sig til en sur gammel mand:

Hvis du brokker dig over noget, du kan ændre, så ændr det. Men brokker du dig over noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved, så spilder du den energi, du kunne have brugt konstruktivt et andet sted.

(Og det var så første og sidste gang, jeg legede Dalai Lama og satte mig selv i en citatboks.)

Jeg surmulede i hvert fald ikke over uretfærdigheden, men fik bare det bedste ud af det og brugte tiden på at skrive lidt i mine notesbøger og læse Alkymisten, som jeg fik af Brah i julegave. Jeg så også en enkelt film, The Wife, som jeg kan anbefale til alle, der elsker at skrive.

Jonas og jeg i lufthavnen. Danmarks mest ufotogene par.

Man er aldrig mere alene, end man ønsker at være

Udover at skrive lister og læse bøger i flyet, så fik jeg også hvervet mig en ny ven. Jennifer. Hun sad til venstre for mig i flyet, og vi faldt relativt tidligt i snak, så vi smalltalkede lidt hele turen igennem. 31 år og driver sin egen fashion business i London. Og så var hun bare skøn. Smuk og sød. Skulle besøge sin veninde i West Hollywood. Men da vi landede i LAX, blev vi “væk” fra hinanden, og så var jeg for alvor alene. Eller. Det havde jeg sådan set været hele tiden, men nu følte jeg det for første gang. Jeg følte mig alene. Og det var sent. Og mørkt. Og jeg var træt. Og ked af det. I cirka 20 sekunder for så ramte muren af rationale mig. Jeg behøvede ikke at være ked af det. Nogle gange er man ikke selv herre over, hvornår man er ked af det, fordi ens følelser og sjæl er i hænderne på en anden, men denne gang var min sjæl og mine følelser i mine egne hænder. Jeg vidste præcis, hvorfor jeg var ked af det: Fordi jeg følte mig alene. Så jeg vidste også, at det eneste der kunne befri mig fra den følelse var at tale med en og være sammen med en. Så jeg ventede på Jennifer i ankomsthallen, så vi kunne følges derfra.

Ankomst: En penneven, en Uber og en nat i en ny seng

Jennifer og jeg sagde farvel til hinanden i lufthavnen efter vi havde stået der i omkring en time og snakket – og forsøgt at få en Uber. Vi vekslede mails (oldschool I know), og siden har vi faktisk været lidt pennevenner. Så hyggeligt. Føler mig på en måde lidt beæret. Men efter vi fik hver vores Uber, kørte jeg mod Long Beach, hvor jeg bor nu. Jeg havde selvfølgelig den obligatoriske politiske snak med min Uber-driver hele vejen, inden han satte mig af foran hoveddøren til den lejlighed, hvor jeg skulle sove den første aften. Sam (som rigtig hedder Samantha, men det kan jeg ikke kalde hende, for det eneste jeg tænker på, er Samantha fra Sex and The City) tog imod mig i døren. Hende og to veninder var på vej ud og inviterede mig straks med. Faktisk havde Sam allerede skrevet til mig to dage inden, at de tog ud, og jeg var meget velkommen. Men jeg var bare træt! Og jeg kunne ikke lige styre mit engelsk efter 36 vågne timer, så jeg valgte at blive hjemme den nat, hvilket jeg var rigtig glad for!

Vi henter senge til os alle 6 rundt omkring i Long Beach – og kører usikkert langsomt på motorvejene!

Inden vi fik vores egen lejlighed . . .

De første par dage boede jeg hos Sams gamle roommate, Alexis, sammen med Sam. Vi lavede alt sammen, og det var bare mega hyggeligt. De tog så godt imod mig og var så gæstfrie. Og så er de også bare hammersøde og sjove. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem – specielt ikke Sam – hun har virkelig været min skytsengel og gjort min start i USA fantastisk. Kan ikke takke hende nok.

Nye roommates fra hele verden (næsten)

I løbet af ugen kom de andre piger – dem jeg skal bo med resten af semestret. De kom lidt dryssende. Først Jess, som er fra Melbourne, Australien og læser journalistik. Så kom Josefin, som er fra Sverige og læser til ingeniør. Derefter Mizu, som jeg deler værelse med, og som er fra Chile. Hun har allerede boet i Californien (San Diego) i to år, men flyttet til Long Beach sammen med os for at få sin arkitekt bachelor. Til sidst kom Ida (Sverige). Hun er her som et sabbatår, så hun tager lidt forskellige fag for at prøve noget af, inden hun begynder på uni. Forresten så er Sam fra Australien (Sydney) og læser noget business. Jeg er så glad for, at jeg bor sammen med de her fem piger. Jeg dur ikke til at bo alene mere efter at have gjort det et halvt års tid i København. Det er bare ikke mig. Og en stor bonus er jo så, at pigerne virker super søde og mit indtryk af dem – og vores fællesskab – er virkelig godt. Dog er vi meget forskellige, men på den måde hvor vi komplimenterer hinanden rigtig godt. Jeg er så positiv!

Virkelig et projekt når alle curlingbørnene er vant til at have deres egne dobbeltsenge derhjemme :))  Jess på bagsædet og Josefin bag rettet. Mig til højre, hvis nogen skulle være i tvivl. Tænker jeg ikke, eftersom jeg ikke rigtig har ændret mig siden 1995.

Personlig, Udveksling

Farvel for nu smukke København

Nu har jeg forladt København for en stund. Lukket den sidste flyttekasse, overdraget nøglerne og sat de sidste blomster på bordet. Jeg kommer nok tilbage inden længe igen, men for nu bliver det et farvel til den by, hvor jeg så mig selv falde sammen, og vokse igen. Hvor jeg mistede mig selv. Og samlede sprængte stumper af spoleret identitet sammen, for at bygge et nyt tempel. Farvel til det gamle.

Farvel til sofaturné og adresseskift. Til mine bortførte parcelhuscykler. Farvel til de naboer, jeg aldrig fik et forhold til. Til de nye venner jeg fik i fredagsbaren, men som vendte hovedet til om mandagen. Farvel til den by, hvori jeg tog hul på voksenlivet. Farvel til ekstaser og uro. Farvel til Kødbyens narkokarteller, sødmælksdrenge fra Statskundskab og Jantelov.

Farvel til dage, hvor jeg var mere ulykkelig end Medina. Til nætter alene ved voldene. Og aftener i havnebadene med flamingoer, Coronaer og smil. Et særligt farvel til de morgener i metroen, hvor jeg har lignet opløst treo. Til dagligdagen. Weekenderne. De sidste tre år. Farvel og på gensyn til mine dejlige venner, der ikke gik, men blev. Og til dig – smukke København. Vi ses inden længe.

Personlig

Hvornår var du sidst lykkelig?

Sidste år ved denne tid, sad jeg på en bar i København og ventede på en ven, der havde været på date. En første date. Jeg smed jakken og bestilte to glas vin. En med is og den anden uden. Han kom 5-10 minutter efter med øjne der smilte og fødder der fløj over de mønstrede fliser i barens entre. Lettet sank mine skuldre sig igen.

Han fortalte om daten og den fyr, han havde været på date med. Unægteligt fortalt han også, hvad de havde snakket om. “Hvornår var du sidst lykkelig?” havde fyren spurgt. Jeg fik nærmest vinen galt i halsen. Hold da op, svarede jeg min ven og grinte nervøst. Sikke et spørgsmål på første date. Han nikkede. Ja, det tænkte jeg også, svarede han så. Samtalen gik videre om daten, deres sidste lykkeglimt og what-now, men da jeg samlede min jakke op og forlod baren halvberuset, kunne jeg ikke lægge spørgsmålet fra mig.

Hvornår var jeg sidst lykkelig?

Jeg var sidst lykkelig i maj 2016. I New York. Da jeg dansede i regnen med mine bedste veninder og alt var uforpligtende, eurofoisk, lykkeligt og levende. Solen brændte på vores hud, vi duftede af solcreme, jazzede i Central Park med smilende ansigter på rulleskøjter, stod på hænder som 12 årige gymnaster i Sheep Meadow og gik i teatret hver aften. Vi dansede med hinanden, med barrer, med regnen, med solen. Jeg følte mig så udødelig.

Jeg husker det som om, at vi italesatte det meget overfor hinanden. Vores lykke. Hvor glade vi var, og hvor magisk det var. Når de andre sov i de sennepsgule sengesæt, skrev jeg dagbog. Jeg havde ikke ét sekund at spilde i min venten på, at solen atter ville titte frem i øst. Jeg skrev om glæde. Om solen. Om regnen. Om dansen.

Den aften på baren skrev vi november 2017 i kalenderen. Det plantede et lille sort frø i maven på mig, for betød det så, at jeg ikke havde været lykkelig i halvandet år? At jeg havde været ulykkelig? Ked af det? Nej. Heldigvis ikke. Men jeg har haft svært ved at forklare, hvad det så betød, at mit sidste lykkeglimt på daværende tidspunkt lå halvandet år tilbage – derfor blev jeg meget lettet…? Glad? Opløftet? da erhvervsleder, Morten Albæk, introducerede mig for meningsfuldhed.

Morten Albæk og det meningsfulde liv

Jeg har mere eller mindre altid vidst, hvem han var. Hørt hans navn, hans stemme, hans ord, men det er først indenfor det sidste halve år, jeg er begyndt at lytte til, hvad han siger. Lytte til hans pointe om, at man ikke skal stræbe efter “pure happiness” og en uforandrelig hverdagslykke, der kommer af sig selv med søvnen i øjnene. Han mener, man bør stræbe efter at skabe et meningsfuldt liv med alt, hvad det indebærer, fordi lykke kun er noget, vi oplever glimtvist (ligesom min tidsbegrænsede dansetur til New York i maj 2016).

Altså bør man skabe værdi i hverdagen, fremfor at søge lykkemomenter, der mister sin glans, når dopaminen har lagt sig. Det er virkelig en interessant og epokegørende skelnen mellem lykke og mening, som vi ikke har set før – ikke engang i et af verdens rigeste og lykkeligste lande – hvad det så end betyder…

Tanken om hvornår jeg sidst var lykkelig, har haunted mig ligesom spørgsmålet om, hvad jeg drømmer om, men jeg har fundet en ro i, at man måske ikke oplever lykken hver dag eller hver uge. For mig går der måneder imellem. Nogle gange år. Jeg er dybt taknemmelig for de lykkelige minder, jeg får, men jeg er stoppet med at jage dem i blinde som vand i ørkenen. Dét, der betyder noget for mig, er, at mit liv giver mening. Med eller uden dopamin udslag. Og egentlig ligger tanken om det meningsfulde liv nok ikke langt fra det, jeg skrev om her.

Hvorom alting er  har Morten Albæk lige udgivet bogen Ét liv. Én tid. Ét menneske., som er hans tredje udgivelse. Jeg har ikke fået den læst endnu, men dog fået stort udbytte på farten af alle de podcasts, jeg har hørt ham i. Bl.a. i dette afsnit af Hjørnekontoret med Ane Cortzen. Lyt til den, hvis du vil opleve en ualmindeligt inspirerende time i godt selskab!

Personlig

Når usikkerhed holder dig tilbage

Jeg synes, det er ret tankevækkende, at jeg har haft denne her blog kørende siden august. Og den er nummer fire i rækken af blogs, jeg har haft, drevet og skrevet. I al hemmelighed. Jeg har aldrig turde gøre dem offentlige, fordi jeg har været usikker – og bange for hvad andre ville tænke.

Sidste år luftede jeg ideen, om at gøre min daværende blog offentlig, for en ven. En rigtig god ven endda. Vi gik en tur på Svanemøllen, og det var lidt efterårskoldt som i dag. Jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at skrive igen, og nu havde jeg overvejet at gøre min blog tilgængelig for andre øjne end mine egne. Det havde taget mig lang tid at puste mig op til at kunne sige det, for det var et sårbart område for mig (og er stadig). Så jeg var faktisk ret stolt, indtil jeg til min forbløffelse fik et vådt klæde i hovedet: “Hvorfor tror du, nogen gider læse den?”

Og det blev sagt på den måde. Lige præcis på den måde. Og nok var det kun én kommentar, men det var noget, der betød rigtig meget for mig, og noget jeg havde samlet mig mod til at sige i flere år. Jeg blev så ked af hans reaktion, og herefter begyndte tvivlen og usikkerheden igen at vokse. Nu med gødning.

Når andres usikkerhed bliver vores egen

I endnu et år stod det stille. Bloggen var lukket. Men mit tastatur larmede stadig, når månen lyste. Jeg stoppede ikke med at skrive, for det var det, jeg elskede. Og det, der gav mening for mig. Det er det stadig, og det her er min virkelighed. Bloggen og mine skriv er min virkelighed. Hvis den blev ved med at være hemmelig, ville det bare være mit lille lukkede “univers”, hvor jeg kunne bekræfte mig selv i, at verden er præcis, som jeg ser den. Jeg ville aldrig blive udfordret med andres kommentarer eller holdninger. Aldrig få nye perspektiver. Og mulighederne for at udvikle mine skrivefærdigheder ville kun blive mindre, hvis jeg ikke lod folk se de ord, jeg sætter sammen til hele tekster. Uden feedback kan jeg ikke udvikle mig, så skyd løs!

Sandheden er vel, at vi aldrig kommer nogen vegne, hvis vi lader os begrænse af vores egen usikkerhed – og specielt ikke hvis vi lader os begrænse af andres. 

Og let’s face it. Haters gonna hate. Der vil altid være dem, der synes, man er super sej. Og der vil altid være dem, der synes, man er nedern. Og dem kan man sgu ikke stille tilfredse alligevel, så jeg tror, jeg har indset, at det ikke er umagen værd.

At være modig – og turde

I går talte jeg med Jonas om et talentforløb, jeg har ville søge i flere år. Men igen har min usikkerhed holdt mig tilbage. Optagelsesprøverne ligger nemlig tilgængeligt for alle, og jeg synes, det er vildt grænseoverskridende, at andre – mine venner – kan se det, jeg lægger op. Han spurgte ind til, hvorfor jeg troede, mine venner ville se det, og jeg forklarede, at jeg kunne se, flere af dem selv havde profiler på sitet. Telefonsamtalen fortsatte sådan her:

Jonas: Og hvad tænker du så om de af dine venner, der har en profil derinde?

Mig: At de er modige.

Jonas: Og hvad tænker du om modige mennesker?

Mig: At de er seje.

Jonas: (…) Du kan ikke tabe noget ved at gøre det. Enten vinder du og kommer med, ellers lærer du noget.

Mig: Jeg føler bare kun, jeg kan tabe. (Jeg var i et meget vemodigt humør)

Jonas: Noget om dig selv.

Mig: Såsom hvad?

Jonas: At turde. Og være ligeglad.

Det er det, jeg skal lære. At turde –  og at være ligeglad med, hvad andre tænker. Ligesom jeg tænker, at andre er seje og modige, når de prøver, skal jeg også fortælle den samme historie om mig selv: At jeg er sej og modig, når jeg prøver. Og ikke kun, når jeg vinder. Det er slet ikke meningen, man skal vinde hver gang, men man misser 100% af de skud, man aldrig tager. Usikkerhed er en folkesygdom, vi kun kan bekæmpe ved at erkende den hos os selv og starte der. Vi skal tale pænt om os selv og hinanden, så vi ikke slukker vores eget eller andres lys.

Iværksætteri

Corporate vs. Start-up: Hvorfor valgte jeg en start-up?

Jeg har tidligere været en rigtig jobshopper. Jeg har navigeret rundt i forskellige brancher, mellem privat og offentligt, corporate, bureauer, lønnet/ulønnet etc. Men fælles for alle de stillinger, jeg har haft de sidste fire år er, at jeg ikke har siddet i én af dem mere end seks måneder. Jeg er virkelig en god case for alle dem, der skælder min generation ud.

Det er mig selv, der har sagt op hver gang, og min oplevelse er, at arbejdsgiverne ikke altid kan forstå, hvorfor jeg siger op. Og jeg har heller ikke altid vidst det selv. Men det er gået op for mig nu.

Tilbage i juli i år fik jeg et nyt job igen igen igen i en NGO, der laver et fantastisk stykke arbejde. Jeg var virkelig glad for, at jeg havde fået jobbet, og jeg glædede mig rigtig meget til, at jeg skulle ind og bidrage til en sag, der lå mig meget nært. Og som jeg virkelig kunne se værdi i. Jeg følte mig nærmest stolt.

Og her bør der ikke komme et men. Men det gør der..

En lillebitte gubby i et kæmpestort akvarium

Efter den første dag havde jeg bare en tom fornemmelse i kroppen. Jeg havde ikke den der fornemmelse af, at jeg havde hjulpet nogen – eller gjort en forskel, som ellers var det, jeg troede, jeg skulle ind og gøre hver dag. Jeg var jo bare en idealistisk studentermedhjælper. En lille bitte gubby i et kæmpestort akvarium. Jeg havde troet, jeg skulle ind og ændre verden ved at eksekvere en masse fede strategier og udvikle nye koncepter, der kunne forbedre vilkårene for målgruppen endnu mere. Jeg havde bare glemt, at jeg bare ville blive et led i processen. Jeg ville ikke sidde med til både idegenerering, projekt- og strategiudvikling samt eksekvering og implementering – for sådan fungerer det ikke i de større, etablerede virksomheder – heller ikke i NGO’er. Her har man jo afdelinger, der er specialiserede. Og her venter man på hinanden, fordi man er afhængige af hinanden. Og det kan jeg sagtens se det smukke og meningsfulde i. Derudover kan man også diskutere, om jeg burde have givet det en større chance, men arbejdsgange var noget jeg havde oplevet før, og det følte jeg mig ret færdig i – for nu i hvert fald.

Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, om jeg er klar til at vælge et felt, hvori jeg vil specialisere mig. Jeg vil gerne prøve det hele af, for jeg er nysgerrig. Og jeg kan ikke lade være. Jeg vil lave en strategi – men jeg vil også se, hvor den ender! Og slutteligt har jeg også måtte indrømme, at corporate tempo ikke matcher mit tempo. Overhovedet. 

Hvad jeg elsker ved start-up miljøet og arbejdsprocesserne

Tempo. Drive. Passion. Frihed.

Det er de elementer, der tiltrækker mig mest i denne her nye verden. Jeg elsker at lytte til iværksættere og sociale entreprenører, fordi de har et drive og en passion for noget. De går ikke bare på arbejde for at gå på arbejde. Jeg synes, det er det mest fantastiske og inspirerende i hele verden. At se folk, der bare holder ud og arbejder benhårdt for noget, de brænder for. De er så seje alle sammen; Milliardvirksomheder som konkursramte. Og derfor har jeg, siden jeg blev rigtig introduceret for entreprenørverdenen, følt mig draget af miljøet. Jeg elsker at bruge tid med de mennesker, der tør satse og tage chancer samt at bryde med det konservative måde at tænke arbejdsliv på.

Men for at komme tilbage til den måske lidt røvsyge historie om min to uger lange NGO karriere, så endte jeg selvfølgelig med at sige op. Jeg vurderede, at det ikke ville blive et godt samarbejde, og at de fortjente en studentermedhjælper, der var klar til at arbejde under de præmisser, de opstillede, hvor den helt store dealbreaker for mig var corporate vi går 15.30 stemningen og det generelle tempo i organisationen og på kontoret. Det havde altså intet med de ansatte eller deres purpose at gøre. Vi var bare ikke et godt match lige nu – men måske havde vi været det om 10 år. Det ved ingen.

Jeg sagde i hvert fald op og startede min lille “læringsrejse” i Framing People, der er en start-up virksomhed, som laver rammer på specialmål på internettet.

Det fede ved at arbejde her er…

  • At jeg kan få en ide og sætte den i verden ti minutter senere
  • At jeg kan få feedback hele tiden af folk, der er oprigtigt interesserede
  • Learning by doing: Jeg prøver mig bare frem. Går den, så går den. Går den ikke, så har jeg lært det på den hårde måde, fået lidt hår på brystet og så begår jeg nok ikke samme fejl igen.
  • Det er kun fantasien, der sætter grænser!
  • Ovenstående er lidt løgn, for budgettet i de fleste start-ups rækker ikke meget længere end en webshop. Men der udfordrer nemlig til en at tænke kreativt: Hvordan kan vi implementere denne her løsning eller ide med en minimalt budget
  • Jeg lærer vanvittig meget! Jeg føler allerede nu (efter to måneder) end jeg har lært på halvandet år på Journalisthøjskolen.
  • Jeg tænker ikke over, hvornår jeg får fri, for jeg laver min egen agenda, og det er mine egne projekter jeg sidder og arbejder på. Det bliver en hobby for mig. Det giver bare mening.
  • Jeg er selv herre over min egen tid. Jeg arbejder, når jeg vil. Og så meget jeg vil.
  • Jeg kan tage mine egne ideer i hånden og følge dem gennem hele processen for at evaluerer på dem til sidst.

 

Close