Jeg synes, det er ret tankevækkende, at jeg har haft denne her blog kørende siden august. Og den er nummer fire i rækken af blogs, jeg har haft, drevet og skrevet. I al hemmelighed. Jeg har aldrig turde gøre dem offentlige, fordi jeg har været usikker – og bange for hvad andre ville tænke.

Sidste år luftede jeg ideen, om at gøre min daværende blog offentlig, for en ven. En rigtig god ven endda. Vi gik en tur på Svanemøllen, og det var lidt efterårskoldt som i dag. Jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at skrive igen, og nu havde jeg overvejet at gøre min blog tilgængelig for andre øjne end mine egne. Det havde taget mig lang tid at puste mig op til at kunne sige det, for det var et sårbart område for mig (og er stadig). Så jeg var faktisk ret stolt, indtil jeg til min forbløffelse fik et vådt klæde i hovedet: “Hvorfor tror du, nogen gider læse den?”

Og det blev sagt på den måde. Lige præcis på den måde. Og nok var det kun én kommentar, men det var noget, der betød rigtig meget for mig, og noget jeg havde samlet mig mod til at sige i flere år. Jeg blev så ked af hans reaktion, og herefter begyndte tvivlen og usikkerheden igen at vokse. Nu med gødning.

Når andres usikkerhed bliver vores egen

I endnu et år stod det stille. Bloggen var lukket. Men mit tastatur larmede stadig, når månen lyste. Jeg stoppede ikke med at skrive, for det var det, jeg elskede. Og det, der gav mening for mig. Det er det stadig, og det her er min virkelighed. Bloggen og mine skriv er min virkelighed. Hvis den blev ved med at være hemmelig, ville det bare være mit lille lukkede “univers”, hvor jeg kunne bekræfte mig selv i, at verden er præcis, som jeg ser den. Jeg ville aldrig blive udfordret med andres kommentarer eller holdninger. Aldrig få nye perspektiver. Og mulighederne for at udvikle mine skrivefærdigheder ville kun blive mindre, hvis jeg ikke lod folk se de ord, jeg sætter sammen til hele tekster. Uden feedback kan jeg ikke udvikle mig, så skyd løs!

Sandheden er vel, at vi aldrig kommer nogen vegne, hvis vi lader os begrænse af vores egen usikkerhed – og specielt ikke hvis vi lader os begrænse af andres. 

Og let’s face it. Haters gonna hate. Der vil altid være dem, der synes, man er super sej. Og der vil altid være dem, der synes, man er nedern. Og dem kan man sgu ikke stille tilfredse alligevel, så jeg tror, jeg har indset, at det ikke er umagen værd.

At være modig – og turde

I går talte jeg med Jonas om et talentforløb, jeg har ville søge i flere år. Men igen har min usikkerhed holdt mig tilbage. Optagelsesprøverne ligger nemlig tilgængeligt for alle, og jeg synes, det er vildt grænseoverskridende, at andre – mine venner – kan se det, jeg lægger op. Han spurgte ind til, hvorfor jeg troede, mine venner ville se det, og jeg forklarede, at jeg kunne se, flere af dem selv havde profiler på sitet. Telefonsamtalen fortsatte sådan her:

Jonas: Og hvad tænker du så om de af dine venner, der har en profil derinde?

Mig: At de er modige.

Jonas: Og hvad tænker du om modige mennesker?

Mig: At de er seje.

Jonas: (…) Du kan ikke tabe noget ved at gøre det. Enten vinder du og kommer med, ellers lærer du noget.

Mig: Jeg føler bare kun, jeg kan tabe. (Jeg var i et meget vemodigt humør)

Jonas: Noget om dig selv.

Mig: Såsom hvad?

Jonas: At turde. Og være ligeglad.

Det er det, jeg skal lære. At turde –  og at være ligeglad med, hvad andre tænker. Ligesom jeg tænker, at andre er seje og modige, når de prøver, skal jeg også fortælle den samme historie om mig selv: At jeg er sej og modig, når jeg prøver. Og ikke kun, når jeg vinder. Det er slet ikke meningen, man skal vinde hver gang, men man misser 100% af de skud, man aldrig tager. Usikkerhed er en folkesygdom, vi kun kan bekæmpe ved at erkende den hos os selv og starte der. Vi skal tale pænt om os selv og hinanden, så vi ikke slukker vores eget eller andres lys.