Afgang: Kærlighed, LED lys og flyets værste plads

Jeg forlod Danmark torsdag d. 10. januar med et stort kys fra Brah, Luna (min niece) og selvfølgelig Jonas (min kæreste). Jeg præsenterer dem lige, fordi jeg kan se, at der er nye læsere med, og det er kun dejligt! Hej til Jer. Vi spiste morgenmad i lufthavnen og så fortsatte jeg ellers videre til London og derfra til Los Angeles International Airport, LAX. I sidstnævnte fly blev jeg budt velkommen af Virgin Atlantic personalet. Der var champagne og kaviar og naiv som jeg var, troede jeg selvfølgelig, det var til mig. Det var det ikke. Det var til de rige. Så jeg fortsatte cirka en halv kilometer gennem trængte gange og lilla LED belysning til jeg fandt min plads. Midt i flyet. I den midterste række. På det midterste sæde. Den absolut værste plads.

Men det kan jo ikke være en dans på roser hele vejen – specielt ikke de 11 ud af 14 timer. Men jeg beklagede mig ikke (kun lidt nu), for som jeg sagde til min far en dag, da jeg var bange for, at han var ved at forvandle sig til en sur gammel mand:

Hvis du brokker dig over noget, du kan ændre, så ændr det. Men brokker du dig over noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved, så spilder du den energi, du kunne have brugt konstruktivt et andet sted.

(Og det var så første og sidste gang, jeg legede Dalai Lama og satte mig selv i en citatboks.)

Jeg surmulede i hvert fald ikke over uretfærdigheden, men fik bare det bedste ud af det og brugte tiden på at skrive lidt i mine notesbøger og læse Alkymisten, som jeg fik af Brah i julegave. Jeg så også en enkelt film, The Wife, som jeg kan anbefale til alle, der elsker at skrive.

Jonas og jeg i lufthavnen. Danmarks mest ufotogene par.

Man er aldrig mere alene, end man ønsker at være

Udover at skrive lister og læse bøger i flyet, så fik jeg også hvervet mig en ny ven. Jennifer. Hun sad til venstre for mig i flyet, og vi faldt relativt tidligt i snak, så vi smalltalkede lidt hele turen igennem. 31 år og driver sin egen fashion business i London. Og så var hun bare skøn. Smuk og sød. Skulle besøge sin veninde i West Hollywood. Men da vi landede i LAX, blev vi “væk” fra hinanden, og så var jeg for alvor alene. Eller. Det havde jeg sådan set været hele tiden, men nu følte jeg det for første gang. Jeg følte mig alene. Og det var sent. Og mørkt. Og jeg var træt. Og ked af det. I cirka 20 sekunder for så ramte muren af rationale mig. Jeg behøvede ikke at være ked af det. Nogle gange er man ikke selv herre over, hvornår man er ked af det, fordi ens følelser og sjæl er i hænderne på en anden, men denne gang var min sjæl og mine følelser i mine egne hænder. Jeg vidste præcis, hvorfor jeg var ked af det: Fordi jeg følte mig alene. Så jeg vidste også, at det eneste der kunne befri mig fra den følelse var at tale med en og være sammen med en. Så jeg ventede på Jennifer i ankomsthallen, så vi kunne følges derfra.

Ankomst: En penneven, en Uber og en nat i en ny seng

Jennifer og jeg sagde farvel til hinanden i lufthavnen efter vi havde stået der i omkring en time og snakket – og forsøgt at få en Uber. Vi vekslede mails (oldschool I know), og siden har vi faktisk været lidt pennevenner. Så hyggeligt. Føler mig på en måde lidt beæret. Men efter vi fik hver vores Uber, kørte jeg mod Long Beach, hvor jeg bor nu. Jeg havde selvfølgelig den obligatoriske politiske snak med min Uber-driver hele vejen, inden han satte mig af foran hoveddøren til den lejlighed, hvor jeg skulle sove den første aften. Sam (som rigtig hedder Samantha, men det kan jeg ikke kalde hende, for det eneste jeg tænker på, er Samantha fra Sex and The City) tog imod mig i døren. Hende og to veninder var på vej ud og inviterede mig straks med. Faktisk havde Sam allerede skrevet til mig to dage inden, at de tog ud, og jeg var meget velkommen. Men jeg var bare træt! Og jeg kunne ikke lige styre mit engelsk efter 36 vågne timer, så jeg valgte at blive hjemme den nat, hvilket jeg var rigtig glad for!

Vi henter senge til os alle 6 rundt omkring i Long Beach – og kører usikkert langsomt på motorvejene!

Inden vi fik vores egen lejlighed . . .

De første par dage boede jeg hos Sams gamle roommate, Alexis, sammen med Sam. Vi lavede alt sammen, og det var bare mega hyggeligt. De tog så godt imod mig og var så gæstfrie. Og så er de også bare hammersøde og sjove. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem – specielt ikke Sam – hun har virkelig været min skytsengel og gjort min start i USA fantastisk. Kan ikke takke hende nok.

Nye roommates fra hele verden (næsten)

I løbet af ugen kom de andre piger – dem jeg skal bo med resten af semestret. De kom lidt dryssende. Først Jess, som er fra Melbourne, Australien og læser journalistik. Så kom Josefin, som er fra Sverige og læser til ingeniør. Derefter Mizu, som jeg deler værelse med, og som er fra Chile. Hun har allerede boet i Californien (San Diego) i to år, men flyttet til Long Beach sammen med os for at få sin arkitekt bachelor. Til sidst kom Ida (Sverige). Hun er her som et sabbatår, så hun tager lidt forskellige fag for at prøve noget af, inden hun begynder på uni. Forresten så er Sam fra Australien (Sydney) og læser noget business. Jeg er så glad for, at jeg bor sammen med de her fem piger. Jeg dur ikke til at bo alene mere efter at have gjort det et halvt års tid i København. Det er bare ikke mig. Og en stor bonus er jo så, at pigerne virker super søde og mit indtryk af dem – og vores fællesskab – er virkelig godt. Dog er vi meget forskellige, men på den måde hvor vi komplimenterer hinanden rigtig godt. Jeg er så positiv!

Virkelig et projekt når alle curlingbørnene er vant til at have deres egne dobbeltsenge derhjemme :))  Jess på bagsædet og Josefin bag rettet. Mig til højre, hvis nogen skulle være i tvivl. Tænker jeg ikke, eftersom jeg ikke rigtig har ændret mig siden 1995.