Billede fra skolen.

What’s your name?

Jeg ville opleve en ny kultur. Det var én af mange grunde til, at jeg gerne ville til USA – for at opleve en anderledes kultur. Og den ramte mig allerede i lufthavnen. Folk er så venlige, siger hej på gaden, spørger ind til din person, dine drømme, din baggrund, og de skyder komplimenter og smil efter dig med maskingevær. Det er så dejligt. Så nyt. Befriende. Uskandinavisk. Jeg elsker det!

Men selvom det er dejligt, skal man også lige lære at forstå det. Den første uge troede jeg, at alle prøvede at flirte med mig. På den der amerikanske måde jeg ikke helt havde fattet endnu. Så jeg spillede bare med (hvad mon de ikke har tænkt…) Tror først det for alvor gik op for mig, at de faktisk ikke flirtede med mig, da jeg skulle bestille en kaffe på The Coffee Bean på min første skoledag. Jeg smalltalkede lidt med baristaen, og så fik jeg igen den der naive fornemmelse. He’s flirting with me! Og jeg fik den kun bekræftet, da han smilte og spurgte:

What’s your name?

Den er stensikker, tænkte jeg.

Emmeli. What’s yours?

Men den fik jeg aldrig svar på. Jeg fik bare et medlidende grin, et par røde kinder og en kop med mit navn på – ligesom på alle andre kaffebarer, hvor man giver sit navn, for at de kan kalde en op, når kaffen er brygget færdigt. Så han var altså ikke ude efter mit nummer – bare ude på at gøre sit job lige efter jobmanualen. Jeg blev vel bare lidt medrevet af stemningen. Flov var jeg i hvert fald hundrede procent. Heldigvis skulle jeg nok ikke se ham igen. I hvert fald ikke indtil jeg spildte halvdelen af kaffen på vej ud og skulle tilbage til ham for at spørge efter servietter.

Unitoiletterne har sådan nogle vildt makeup lys? Så Bratz! Det her billede er forresten fra den samme dag, hvor jeg absolut ikke blev flirtet med.

“She’s a testicle artist”

Selvfølgelig kan sproget også være udfordrende nogle gange. Især hvis man føler sig lidt usikker for så vil man gerne have overstået mange af sine sætninger, og så kommer man til at snakke for hurtigt, og så snubler man over ordene, og så når man ikke igennem med sit budskab, og så er det bare nedern. Og jeg må indrømme…. Jeg er sgu blevet lidt rusten i mit engelsk. Jeg har ikke rigtig brugt det de sidste par år, så det er godt, jeg får det trænet igen.

Men her den anden dag sad Jess og jeg og snakkede om familie og familierelationer. Vi kommer virkelig godt ud af det med hinanden, og hun er super ærlig og ikke-privat (som mig haha), så det spiller bare. Men da jeg så skulle fortælle om Brah, ville jeg fortælle, at hun var kunstner og lavede kunst med stof og tekstiler, i stedet får jeg så sagt:

She’s a testicle artist”

Altså fik jeg sagt at hun arbejdede med mandlige, kødlige testikler i stedet for stof. Og det er da flovt. Specielt overfor nogen, man slet ikke kender sådan rigtig endnu. Men jeg prøvede ikke at redde den. Vi grinte bare. Der var intet at gøre, men gør mig lige lidt mere umage næste gang, jeg skal fortælle til en fremmed, hvad hun laver!

Et “testicle artpiece” lavet af Brah. Den hedder Rejsebrah og jeg fik den, da jeg flyttede til Bangkok i 2014. Men den skulle selvfølgelig også med til USA!