Jeg er ved at være godt halvvejs igennem min bachelor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole nu. Jeg går på 4. semester (ud af 7), og er egentlig ved rimelig godt mod hvad angår fremtiden. Men det er jeg vidst ene om. På det sidste semester inden bachelor, skal vi i praktik igen. Og naturligvis er alle mine medstuderende begyndt at halv-panikke. For det er jo der, man gerne skal have tilbudt en fuldtidsstilling, efter man har modtaget sit bachelorbevis. Og arbejde sig selv ihjel som lønmodtager fra man er 22 til man er 72. Og inden da skal man helst også have betalt al gælden i den andelsbolig, man købte, da man var 19. Og helst have erhvervet sig fem 7’er stole og sparre op til den sjette. Med kæresten man har aftalt at få børn om fire år, når karrieren kører. Nu er der ikke længere noget, der hedder, at man kan rejse, når man vil. Eller flytte til en ny by. Prøve forskellige projektstillinger af. Finde tid til en ny hobby. Eller bare lade livets tilfældigheder bestemme for once.

Handler det om at blive voksen hurtigst muligt?

Jeg føler, der er en tendens lige nu, hvor alt handler om at blive voksen. Hele ungdomslivet er et stort fake it till you make it karriereres, der handler om at få noget på sit CV. Vi prøver at spare så mange point op til voksenlivet, at vi glemmer at leve i det, vi er i nu. Ungdommen. Vi glemmer – og jeg har især glemt – at det er okay at have en social hobby, der hedder fodbold f.eks. At det er okay at have en hobby, der ikke nødvendigvis pynter på ens CV, men som giver ens hverdag værdi. Og gør en glad. For hvor meget tid bliver der til en selv og ens egne interesser, når man får fuldtidsjob, skal afvikle interessetimer, passe 120 kvm. og et tvillingesæt, der vræler på skift? Nada. Så hvis ikke nu – hvornår så?

Og hvorfor er det, vi har så travlt med at ens første job skal være det perfekte job? Dejligt for hvem det sker. Men det må simpelthen være undtagelsen, tænker jeg. Hvis jeg gennemfører min uddannelse på nomeret tid, så er jeg færdig, når jeg er 24. Og jeg har endda haft 2,5 sabbatår. Men på det tidspunkt er jeg da slet ikke færdig med at lære? Jeg må da gerne vælge et forkert job første gang. Lære af det. Måske vælge forkert igen anden gang. Lære af det etc. Det værste der kunne ske for mig ville da være, hvis jeg blev så afhængig af en voksenløn, at jeg ville give afkald på nogle af mine andre rejsedrømme eller drømme om at arbejde i udlandet.

Vi har travlt med at binde os, bygge rede og fokusere på fremtidens voksenliv 

Hvad er det, vi har så travlt med?

Jeg tror ikke, jeg kan tælle, hvor mange af mine venner der bor i lejligheder, de enten selv eller deres forældre ejer. Og hold nu op, hvor har jeg været misundelig i mange år (er stadig). Det har født en tanke hos mig, der tog udgangspunkt i et meget stort SU-lån og en tanke om, at man da ikke kan bo til leje forevigt. Man skal spare op i boligen, ik? (Jydebarn). Helt klassisk ville jeg tage et SU-lån – alt hvad den kunne trække – for at spare op til en god udbetaling til en bolig i København, når jeg var færdiguddannet. Det er jo nu, man skal bygge redde. Nu det rigtige liv starter. Det eneste der har fraholdt mig er, at jeg altid har været meget impulsdrevet. Meget spontan. Flyttet frem og tilbage hele tiden, fordi jeg elsker, når der sker nye ting hele tiden. Og så slog det mig:

Hvad er det, jeg har så travlt med? Hvad er det jeg skal nå? Er det virkelig nødvendigt at have det perfekte liv, når jeg er 24 – og være fuldstændig etableret, så jeg kan gå i gang med at rådne i min andelsbolig, som jeg har finansieret fra et SU-lån? 

Jeg ved jo ikke, om jeg får en kæreste, der har 200 kvm. på Vesterbro med tre altaner og sildebensparket, som jeg har lyst til at flytte sammen med om to år. Rent hypotetisk kunne det jo godt ske. Eller om jeg ville flytte til Berlin? São Paulo? Eller måske blev jeg safariguide i Sydafrika ved en misforståelse og fandt ud af, at jeg aldrig ville tilbage til Danmark igen? Så var det godt, jeg lånte de penge og aldrig brugte en øre, men til gengæld skulle betale det dobbelte tilbage i renter. Man ved jo virkelig ikke, hvad der sker. Og hvor man er om to – tre – fire år. Så hvorfor binde sig så meget? Hvorfor gøre sig selv så afhængig, at alt bliver problematisk.

Perfekt job, perfekt mand, perfekt lejlighed, perfekt alt – eller fiasko?

Det er selvfølgelig alles eget valg, hvilket tempo de gerne vil køre i. Og hvor travlt de har med at få det perfekte job, den perfekte samlever, blive gift, få unger, affære, midtvejskrise, holde konfirmationer i et forsamlingshus og synkronisere juletraditioner. Hvis man gerne vil nå det, inden man er 30, så forstår jeg godt, at man føler, man har travlt. Men det er bare vigtigt, at der også bliver gjort plads til os, der ikke helt ved endnu, hvordan vores brudekjole ser ud. Eller har et budget i banken. Eller en ulykkesforsikring. For mit eget vedkommende må jeg igen bare holde mig til Jack Mas ord om, at nogle ting hører sin egen alder til.

Det skrev jeg om her

Jeg synes, der er noget charmerende i hvert aldersinterval. Fra 20 – 30, 30 – 40, 40 – 50 osv., hvis man forstår at bruge alderen – men ikke hvis man tror, man skal nå det hele, inden man fylder 30. Det vil alt andet lige kun kunne blive i fiasko og et gigantisk stressmoment. Og måske værst af alt, så vil det fjerne charmen ved de andre aldersintervaller. Hvad skal man så lave, når man er 35? Eller 45? Lige nu vil jeg i hvert fald bare gerne have lov til at være 23 år – og fri for at andre skal stresse på mine vegne, fordi de føler, jeg er bagud med noget, jeg først havde tænkt mig at prioritere om ti år.