pankaj-patel-585936-unsplash

En varm aften i august sad jeg på en bar i Berlin med tre venner. Sidst vi så hinanden var på Roskilde Festival, hvor vi havde drukket os halvt demente og mistet to tredjedele af synet foran Apollo. Men her sad vi altså nu. Bare os fire. I Berlin. På forlænget weekend. Og intet føltes mere rigtigt den aften.Vi er alle gamle kollegaer, der blev venner på tværs og pludselig samledes vi i en gruppe. Det er nogle af de venner, jeg føler, beriger mig. når vi er sammen. Jeg bliver altid klogere på verden og på mig selv efter et par timer med dem. Ofest på begge. Også jeg tror, det er fordi, de ikke er bange for at udfordre mig, men samtidig møder mig, der hvor jeg er. Og det er det, vi kan. Det vi gør.

Der har lagt sig et skytæppe over himlen. Klokken er ni, og vi har ikke spist endnu. Bilerne triller forbi. Smil popper sporadisk op i forskellige hjørner af baren. Jeg kigger på Sarahs drink. Hun får en Gin Tonic. Jeg drikker øl. Det samme gør drengene. Jeg lurer godt nok lidt sultent på Sarahs sugerør. Tager bare en tår med øjnene.

Sylvester skal på udveksling det her efterår. Vi snakker om praktik, karriere, uddannelse og selvfølgelig det unægtelige: Udveksling, selvom han er ved at være lidt træt af at snakke om det, tror jeg. Men så føler jeg, vi er samme sted, for jeg er sgu også ved at være lidt træt af at snakke om skole og CV – det snakker jeg nok om i forvejen med alle andre. Og som jeg er i gang med min sædvanlige smøre om et eller andet skolerelateret, letter han blikket og kigger undrende på mig.

Hvad drømmer du egentlig om, afbryder han.

Jeg stivner. Føler mig taget på sengen. Jeg har haft denne her samtale tusindevis af gange siden jeg startede i gymnasiet i 2011. Med studiekammerater. Nye venner. Gamle venner. Mor og far. Onkler. Kusiner. Kusiners veninder. Frisører. Tanter. Folk ved busstoppestedet. Lige netop om det her: Uddannelse. Praktik. Karriere. Første job. Næste job. Sågar pension og pensionsordning. Og alligevel er jeg aldrig blevet spurgt, hvad jeg drømmer om. Og måske værst af alt, har jeg aldrig spurgt mig selv.

Frihed, svarer jeg prompte.

Frihed, gentager han spørgende. Det forstår jeg godt. Jeg spørger også mig selv, hvad det dog var for et svar. Jeg tager en stor slurk af min øl. I sneglefart. Bare for at købe mig et par sekunder. Jeg nåede ikke at tænke, inden jeg svarede, men det gav bare mening på en måde, jeg har svært ved at forklare. Jeg grinte lidt og undvigede ved at spørge ind til hans drømme. Og det var selvfølgelig noget langt mere konkret. Marketing Coordinator, tror jeg. Lidt misundelig sidder jeg og tænker; kæft det må være nice at have en drøm, man bare kan gå snorlige efter. Og ingen er i tvivl om, hvornår den er opfyldt, og hvornår den ikke er. Ligesom den DR-serie, der hed Generation Hollywood, hvor man fulgte en gruppe unge mennesker, der ville være skuespillere. De havde to valg 1) kæmp til du dør og håb på det bedste, eller 2) giv op. Sådan er det bare ikke helt med os, der har mere uhåndgribelige drømme, vi ikke engang selv kan forklare.

cedric-brule-154867-unsplash

Men hvad drømmer jeg så om?

Jeg kunne selvfølgelig ikke slippe det frø, Sylvester havde plantet i mig. Det slog rødder. Jeg tænkte på det hele tiden. Drømmer alle om noget – undtagen mig? Og hvorfor drømmer jeg ikke noget? Er det fordi, jeg ingen ambitioner har? Umuligt. Det har jeg. Og har jeg mange. Men hvad er det så? Hvornår får jeg retning på noget af alt det her? Jeg føler ofte, jeg famler i blinde, fordi jeg synes, lidt af det hele er spændende og mine ideer opstår til højre og venstre.

Da jeg kom hjem fra Berlin satte jeg mig selvfølgelig og lavede en liste. Hvad vil jeg – hvad drømmer jeg om? Den så sådan her ud:

  • Jeg drømmer om at arbejde et sted, hvor der er så flad struktur som muligt. Og så meget empati som muligt. Skal der være en leder, så skal det være mig. Ikke fordi jeg vil bestemme. Men den gode stemning betyder alt for mig. Og dårlig arbejdskultur har jeg bare været underlagt for længe. Det må og skal aldrig ske igen. Det er mit liv for kort til.
  • Jeg vil gerne arbejde i en virksomhed, hvor der er højt tempo og en fælles mission – uden at det bliver mål-pik-kultur.
  • Keywords for min fremtidige drømme arbejdsplads: Passion, fællesskab, tillid, inspiration. Jeg er bare en team-player. Jeg synes, det er så sjovt og inspirerende at møde nye mennesker, der har et drive og en anden baggrund end jeg selv. Jeg elsker det.

Og midt i tankestrøm og liste skriveri, slår det mig. Mine nedskrevne “drømme” (præmisser er det nok nærmere) handlede alle kun om arbejde. Om karriere. Om hverdag. Og måske er det egentlig det, jeg bare har drømt mig fri for hele tiden: Hverdagen. Det var nok den frihed, jeg drømte om, da jeg afgav mit svar.

Et møde med døden – og drømmen

Kort tid efter min hjemkomst fra Berlin og snakken med Sylvester, skulle jeg mødes med min veninde, Cille. Hendes far døde alt for ung af kræft tidligere på året, og jeg havde faktisk ikke set hende siden. Vi snakkede meget og længe om ham. På en dejlig måde, synes jeg. Vi mindedes ham – Cille især – og snakkede om mange af de ting, han havde sagt til hende, inden han gik bort i februar. En af de ting, der særligt sad fast i mig var, at han havde sagt, at

(…) hvis han nogensinde blev rask igen, ville han fortsætte med at leve det liv, han levede, før han blev syg. 

Jeg havde virkelig svært ved ikke at græde. Tænk, hvor fantastisk det må være at have skabt et hverdagsliv, man elsker så meget, at man bare gerne vil tilbage. Ikke noget med at rejse verden rundt eller spise sundere. Bare mere tid. Til familie og hverdagen – livets små glæder. Jeg er stadig utrolig ked af det på vegne af Cille og hendes familie. Hun er så sej. Det er de alle. Og specielt ham. Jeg er glad for, at han har kunne efterlade nogle ord her i verden, som jeg især har taget til mig, og som Cille selvfølgelig i endnu højere grad har taget til sig. På den måde lever han videre. Og nu er hans ord endda blevet holdepunktet og fundamentet for den måde, jeg gerne vil se mig selv på. Og den måde jeg drømmer på. For altid at huske det, har jeg skrevet det så konkret, jeg overhovedet kunne. På den måde glemmer jeg det aldrig.

Jeg drømmer om at slippe af med min hverdagsfobi og skabe en hverdag, jeg elsker. Og er glad for at stå op til. Selv på dage hvor regnen skyller nedad vinduerne på Amager, månedskortet er udløbet og cyklen piftet af de små banditter fra nr. 6. Dét er hvad jeg drømmmer om.