Sidste år ved denne tid, sad jeg på en bar i København og ventede på en ven, der havde været på date. En første date. Jeg smed jakken og bestilte to glas vin. En med is og den anden uden. Han kom 5-10 minutter efter med øjne der smilte og fødder der fløj over de mønstrede fliser i barens entre. Lettet sank mine skuldre sig igen.

Han fortalte om daten og den fyr, han havde været på date med. Unægteligt fortalt han også, hvad de havde snakket om. “Hvornår var du sidst lykkelig?” havde fyren spurgt. Jeg fik nærmest vinen galt i halsen. Hold da op, svarede jeg min ven og grinte nervøst. Sikke et spørgsmål på første date. Han nikkede. Ja, det tænkte jeg også, svarede han så. Samtalen gik videre om daten, deres sidste lykkeglimt og what-now, men da jeg samlede min jakke op og forlod baren halvberuset, kunne jeg ikke lægge spørgsmålet fra mig.

Hvornår var jeg sidst lykkelig?

Jeg var sidst lykkelig i maj 2016. I New York. Da jeg dansede i regnen med mine bedste veninder og alt var uforpligtende, eurofoisk, lykkeligt og levende. Solen brændte på vores hud, vi duftede af solcreme, jazzede i Central Park med smilende ansigter på rulleskøjter, stod på hænder som 12 årige gymnaster i Sheep Meadow og gik i teatret hver aften. Vi dansede med hinanden, med barrer, med regnen, med solen. Jeg følte mig så udødelig.

Jeg husker det som om, at vi italesatte det meget overfor hinanden. Vores lykke. Hvor glade vi var, og hvor magisk det var. Når de andre sov i de sennepsgule sengesæt, skrev jeg dagbog. Jeg havde ikke ét sekund at spilde i min venten på, at solen atter ville titte frem i øst. Jeg skrev om glæde. Om solen. Om regnen. Om dansen.

Den aften på baren skrev vi november 2017 i kalenderen. Det plantede et lille sort frø i maven på mig, for betød det så, at jeg ikke havde været lykkelig i halvandet år? At jeg havde været ulykkelig? Ked af det? Nej. Heldigvis ikke. Men jeg har haft svært ved at forklare, hvad det så betød, at mit sidste lykkeglimt på daværende tidspunkt lå halvandet år tilbage – derfor blev jeg meget lettet…? Glad? Opløftet? da erhvervsleder, Morten Albæk, introducerede mig for meningsfuldhed.

Morten Albæk og det meningsfulde liv

Jeg har mere eller mindre altid vidst, hvem han var. Hørt hans navn, hans stemme, hans ord, men det er først indenfor det sidste halve år, jeg er begyndt at lytte til, hvad han siger. Lytte til hans pointe om, at man ikke skal stræbe efter “pure happiness” og en uforandrelig hverdagslykke, der kommer af sig selv med søvnen i øjnene. Han mener, man bør stræbe efter at skabe et meningsfuldt liv med alt, hvad det indebærer, fordi lykke kun er noget, vi oplever glimtvist (ligesom min tidsbegrænsede dansetur til New York i maj 2016).

Altså bør man skabe værdi i hverdagen, fremfor at søge lykkemomenter, der mister sin glans, når dopaminen har lagt sig. Det er virkelig en interessant og epokegørende skelnen mellem lykke og mening, som vi ikke har set før – ikke engang i et af verdens rigeste og lykkeligste lande – hvad det så end betyder…

Tanken om hvornår jeg sidst var lykkelig, har haunted mig ligesom spørgsmålet om, hvad jeg drømmer om, men jeg har fundet en ro i, at man måske ikke oplever lykken hver dag eller hver uge. For mig går der måneder imellem. Nogle gange år. Jeg er dybt taknemmelig for de lykkelige minder, jeg får, men jeg er stoppet med at jage dem i blinde som vand i ørkenen. Dét, der betyder noget for mig, er, at mit liv giver mening. Med eller uden dopamin udslag. Og egentlig ligger tanken om det meningsfulde liv nok ikke langt fra det, jeg skrev om her.

Hvorom alting er  har Morten Albæk lige udgivet bogen Ét liv. Én tid. Ét menneske., som er hans tredje udgivelse. Jeg har ikke fået den læst endnu, men dog fået stort udbytte på farten af alle de podcasts, jeg har hørt ham i. Bl.a. i dette afsnit af Hjørnekontoret med Ane Cortzen. Lyt til den, hvis du vil opleve en ualmindeligt inspirerende time i godt selskab!