Personlig

Når usikkerhed holder dig tilbage

Jeg synes, det er ret tankevækkende, at jeg har haft denne her blog kørende siden august. Og den er nummer fire i rækken af blogs, jeg har haft, drevet og skrevet. I al hemmelighed. Jeg har aldrig turde gøre dem offentlige, fordi jeg har været usikker – og bange for hvad andre ville tænke.

Sidste år luftede jeg ideen, om at gøre min daværende blog offentlig, for en ven. En rigtig god ven endda. Vi gik en tur på Svanemøllen, og det var lidt efterårskoldt som i dag. Jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at skrive igen, og nu havde jeg overvejet at gøre min blog tilgængelig for andre øjne end mine egne. Det havde taget mig lang tid at puste mig op til at kunne sige det, for det var et sårbart område for mig (og er stadig). Så jeg var faktisk ret stolt, indtil jeg til min forbløffelse fik et vådt klæde i hovedet: “Hvorfor tror du, nogen gider læse den?”

Og det blev sagt på den måde. Lige præcis på den måde. Og nok var det kun én kommentar, men det var noget, der betød rigtig meget for mig, og noget jeg havde samlet mig mod til at sige i flere år. Jeg blev så ked af hans reaktion, og herefter begyndte tvivlen og usikkerheden igen at vokse. Nu med gødning.

Når andres usikkerhed bliver vores egen

I endnu et år stod det stille. Bloggen var lukket. Men mit tastatur larmede stadig, når månen lyste. Jeg stoppede ikke med at skrive, for det var det, jeg elskede. Og det, der gav mening for mig. Det er det stadig, og det her er min virkelighed. Bloggen og mine skriv er min virkelighed. Hvis den blev ved med at være hemmelig, ville det bare være mit lille lukkede “univers”, hvor jeg kunne bekræfte mig selv i, at verden er præcis, som jeg ser den. Jeg ville aldrig blive udfordret med andres kommentarer eller holdninger. Aldrig få nye perspektiver. Og mulighederne for at udvikle mine skrivefærdigheder ville kun blive mindre, hvis jeg ikke lod folk se de ord, jeg sætter sammen til hele tekster. Uden feedback kan jeg ikke udvikle mig, så skyd løs!

Sandheden er vel, at vi aldrig kommer nogen vegne, hvis vi lader os begrænse af vores egen usikkerhed – og specielt ikke hvis vi lader os begrænse af andres. 

Og let’s face it. Haters gonna hate. Der vil altid være dem, der synes, man er super sej. Og der vil altid være dem, der synes, man er nedern. Og dem kan man sgu ikke stille tilfredse alligevel, så jeg tror, jeg har indset, at det ikke er umagen værd.

At være modig – og turde

I går talte jeg med Jonas om et talentforløb, jeg har ville søge i flere år. Men igen har min usikkerhed holdt mig tilbage. Optagelsesprøverne ligger nemlig tilgængeligt for alle, og jeg synes, det er vildt grænseoverskridende, at andre – mine venner – kan se det, jeg lægger op. Han spurgte ind til, hvorfor jeg troede, mine venner ville se det, og jeg forklarede, at jeg kunne se, flere af dem selv havde profiler på sitet. Telefonsamtalen fortsatte sådan her:

Jonas: Og hvad tænker du så om de af dine venner, der har en profil derinde?

Mig: At de er modige.

Jonas: Og hvad tænker du om modige mennesker?

Mig: At de er seje.

Jonas: (…) Du kan ikke tabe noget ved at gøre det. Enten vinder du og kommer med, ellers lærer du noget.

Mig: Jeg føler bare kun, jeg kan tabe. (Jeg var i et meget vemodigt humør)

Jonas: Noget om dig selv.

Mig: Såsom hvad?

Jonas: At turde. Og være ligeglad.

Det er det, jeg skal lære. At turde –  og at være ligeglad med, hvad andre tænker. Ligesom jeg tænker, at andre er seje og modige, når de prøver, skal jeg også fortælle den samme historie om mig selv: At jeg er sej og modig, når jeg prøver. Og ikke kun, når jeg vinder. Det er slet ikke meningen, man skal vinde hver gang, men man misser 100% af de skud, man aldrig tager. Usikkerhed er en folkesygdom, vi kun kan bekæmpe ved at erkende den hos os selv og starte der. Vi skal tale pænt om os selv og hinanden, så vi ikke slukker vores eget eller andres lys.

Iværksætteri

Corporate vs. Start-up: Hvorfor valgte jeg en start-up?

Jeg har tidligere været en rigtig jobshopper. Jeg har navigeret rundt i forskellige brancher, mellem privat og offentligt, corporate, bureauer, lønnet/ulønnet etc. Men fælles for alle de stillinger, jeg har haft de sidste fire år er, at jeg ikke har siddet i én af dem mere end seks måneder. Jeg er virkelig en god case for alle dem, der skælder min generation ud.

Det er mig selv, der har sagt op hver gang, og min oplevelse er, at arbejdsgiverne ikke altid kan forstå, hvorfor jeg siger op. Og jeg har heller ikke altid vidst det selv. Men det er gået op for mig nu.

Tilbage i juli i år fik jeg et nyt job igen igen igen i en NGO, der laver et fantastisk stykke arbejde. Jeg var virkelig glad for, at jeg havde fået jobbet, og jeg glædede mig rigtig meget til, at jeg skulle ind og bidrage til en sag, der lå mig meget nært. Og som jeg virkelig kunne se værdi i. Jeg følte mig nærmest stolt.

Og her bør der ikke komme et men. Men det gør der..

En lillebitte gubby i et kæmpestort akvarium

Efter den første dag havde jeg bare en tom fornemmelse i kroppen. Jeg havde ikke den der fornemmelse af, at jeg havde hjulpet nogen – eller gjort en forskel, som ellers var det, jeg troede, jeg skulle ind og gøre hver dag. Jeg var jo bare en idealistisk studentermedhjælper. En lille bitte gubby i et kæmpestort akvarium. Jeg havde troet, jeg skulle ind og ændre verden ved at eksekvere en masse fede strategier og udvikle nye koncepter, der kunne forbedre vilkårene for målgruppen endnu mere. Jeg havde bare glemt, at jeg bare ville blive et led i processen. Jeg ville ikke sidde med til både idegenerering, projekt- og strategiudvikling samt eksekvering og implementering – for sådan fungerer det ikke i de større, etablerede virksomheder – heller ikke i NGO’er. Her har man jo afdelinger, der er specialiserede. Og her venter man på hinanden, fordi man er afhængige af hinanden. Og det kan jeg sagtens se det smukke og meningsfulde i. Derudover kan man også diskutere, om jeg burde have givet det en større chance, men arbejdsgange var noget jeg havde oplevet før, og det følte jeg mig ret færdig i – for nu i hvert fald.

Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, om jeg er klar til at vælge et felt, hvori jeg vil specialisere mig. Jeg vil gerne prøve det hele af, for jeg er nysgerrig. Og jeg kan ikke lade være. Jeg vil lave en strategi – men jeg vil også se, hvor den ender! Og slutteligt har jeg også måtte indrømme, at corporate tempo ikke matcher mit tempo. Overhovedet. 

Hvad jeg elsker ved start-up miljøet og arbejdsprocesserne

Tempo. Drive. Passion. Frihed.

Det er de elementer, der tiltrækker mig mest i denne her nye verden. Jeg elsker at lytte til iværksættere og sociale entreprenører, fordi de har et drive og en passion for noget. De går ikke bare på arbejde for at gå på arbejde. Jeg synes, det er det mest fantastiske og inspirerende i hele verden. At se folk, der bare holder ud og arbejder benhårdt for noget, de brænder for. De er så seje alle sammen; Milliardvirksomheder som konkursramte. Og derfor har jeg, siden jeg blev rigtig introduceret for entreprenørverdenen, følt mig draget af miljøet. Jeg elsker at bruge tid med de mennesker, der tør satse og tage chancer samt at bryde med det konservative måde at tænke arbejdsliv på.

Men for at komme tilbage til den måske lidt røvsyge historie om min to uger lange NGO karriere, så endte jeg selvfølgelig med at sige op. Jeg vurderede, at det ikke ville blive et godt samarbejde, og at de fortjente en studentermedhjælper, der var klar til at arbejde under de præmisser, de opstillede, hvor den helt store dealbreaker for mig var corporate vi går 15.30 stemningen og det generelle tempo i organisationen og på kontoret. Det havde altså intet med de ansatte eller deres purpose at gøre. Vi var bare ikke et godt match lige nu – men måske havde vi været det om 10 år. Det ved ingen.

Jeg sagde i hvert fald op og startede min lille “læringsrejse” i Framing People, der er en start-up virksomhed, som laver rammer på specialmål på internettet.

Det fede ved at arbejde her er…

  • At jeg kan få en ide og sætte den i verden ti minutter senere
  • At jeg kan få feedback hele tiden af folk, der er oprigtigt interesserede
  • Learning by doing: Jeg prøver mig bare frem. Går den, så går den. Går den ikke, så har jeg lært det på den hårde måde, fået lidt hår på brystet og så begår jeg nok ikke samme fejl igen.
  • Det er kun fantasien, der sætter grænser!
  • Ovenstående er lidt løgn, for budgettet i de fleste start-ups rækker ikke meget længere end en webshop. Men der udfordrer nemlig til en at tænke kreativt: Hvordan kan vi implementere denne her løsning eller ide med en minimalt budget
  • Jeg lærer vanvittig meget! Jeg føler allerede nu (efter to måneder) end jeg har lært på halvandet år på Journalisthøjskolen.
  • Jeg tænker ikke over, hvornår jeg får fri, for jeg laver min egen agenda, og det er mine egne projekter jeg sidder og arbejder på. Det bliver en hobby for mig. Det giver bare mening.
  • Jeg er selv herre over min egen tid. Jeg arbejder, når jeg vil. Og så meget jeg vil.
  • Jeg kan tage mine egne ideer i hånden og følge dem gennem hele processen for at evaluerer på dem til sidst.

 

Iværksætteri

Arbejdsliv: Jeg er glad. For første gang.

Jeg har haft et arbejde, så længe jeg kan huske. Hentet alle naboens børn, fulgt dem til svømning og lavet snobrød til spejder. Jeg har tørret markrelmadder af linoleum bordplader hos UngRejs og renset toiletter på McDonalds. Jeg har været engelskunderviser i udlandet, solgt kunstnerartikler i provinsen, trænet børn i konkurrencegymnastik og været tekstforfatter og projektleder på kommunikations- og mediebureauer. Paletten er bred. Og listen er lang. Og blandt alle de brancher, jeg svunget mellem i pendulfart, måtte man alt andet lige tro, at jeg nu havde fundet noget – et eller andet – der havde gjort mig glad. Eller havde givet mening for mig. Men det har jeg bare ikke. Og her taler jeg naturligvis kun arbejdsrelateret (Gudskelov giver mit liv for det meste mening i det store billede).

Jeg har altid godt kunne lidt at arbejde, fordi det var en præmis for at føle sig uafhænigig af andres midler. Derfor har jeg altid gjort en dyd ud af at tjene mine egne. Men det har også været min eneste motivation for at gå på arbejde hidtil. Nu føler jeg dog, jeg helt naturligt er nået til en ny epoke, hvor det ikke kun handler om at tjene penge. Nu handler det om at finde et job, der giver værdi – og gør mig glad.

En nedprioritering af studiejobs for at prioritere mig selv

I forlængelse af Har vi for travlt med at blive voksne? begyndte jeg også at revurdere mit arbejdsliv. Jeg var kørt så sur i servicejobs og i corporate. For ikke at tale om slavetilstande i bureau branchen. Jeg føler faktisk godt, jeg kan bidrage. Med meget endda. Men jeg vil ikke misbruges. Og jeg vil ikke spilde min tid på at løbe med kaffe eller transkribere interviews fra morgen til aften. Så vigtige er penge ikke for mig – det er min ungdom derimod.

Derfor har jeg de seneste år nedprioriteret studiejobs. Jeg har bare gerne ville leve. Have det godt. Nyde mine unge år og ikke sige nej til at drikke øl fredag aften, fordi jeg skulle sælge forsikringer for Codan. Men det har også betydet, at jeg har fået opbygget en identitet omkring mig selv, jeg nu ser på med fremmede øjne.

Jeg har fået opbygget en identitet omkring mig selv, der hedder sig, at jeg ikke er “typen der arbejder” 

Wauw. What an employee. And what a lie.

Jeg elsker jo at arbejde? Jeg elsker at få ting til at ske. Jeg elsker at arbejde med andre. Jeg elsker at have et sted, jeg skal møde om morgenen. Jeg elsker at være innovativ. Få ideer. Sætte dem i verden. Evaluere på dem. Starte forfra. Jeg elsker at arbejde.

Men det indså jeg først i dag, fordi jeg stoppede op og kiggede på mit ur. Klokken var 17.47. Jeg havde været på kontoret siden kl. 9 og arbejdet meget intenst og kun afbrudt af en kort frokostpause. Normalt ville jeg være gået for flere timer siden. Men ikke i dag. Ikke i mit nye job. For det elsker jeg. Her elsker jeg at være. Jeg elsker at arbejde her. Og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har aldrig før haft et arbejde, hvor jeg har arbejdet af lyst. Kun af pligt. Og jeg føler mig enormt priviligeret over at opleve denne følelse i så ung en alder.

Jeg arbejder af lyst – ikke af pligt

Selvom jeg ikke føler, det hjælper mig med at komme nærmere en forestilling om, hvor jeg er om 5, 10, 15 år, så ved jeg, at det giver mig værdi i min hverdag – og det er det vigtigste for mig: At jeg har en hverdag, jeg er glad for at stå op til hver morgen. Og der fylder ens job bare 8/12 vågne timer i almindelige corporate stillinger, og 12/12 vågne timer i start-ups.

Jeg er så glad for at have fået muligheden for at arbejde med Jonas i Framing People, fordi jeg har fundet arbejdsglæden igen. Og jeg behøver aldrig sige nej til øl på fredage. Men vigtigst af alt, så føler jeg mig vigtig for virksomheden, og jeg føler, jeg bidrager. For en gangs skyld er jeg ikke bare en lille fisk i en stor tank. Jeg er glad for mit arbejde hver dag. Jeg bliver udfordret hver dag. Klogere hver dag. Og jeg føler, min tilstedeværelse i Framing People tilfører værdi i mit liv såvel som i virksomhedens. Og måske bedst og vigtigst af alt, så lægger jeg mange flere timer her, end jeg nogensinde har gjort på andre arbejdspladser. Og jeg gør det, fordi jeg har lyst – ikke fordi jeg skal.

Iværksætteri

Livet starter, når jeg vinder i Lotto

Vi ses hos Clement – Martin Thorborg / DR2

– Livet starter i morgen, eller når jeg vinder i lotto.Det er den helt forkerte livsindstilling. Iværksætter Martin Thorborgmener, at hvis man bytter to gode dage om ugen for fem lortedage, så skal man revurdere sit liv. Er du enig?

Slået op af DR2 i Onsdag den 19. september 2018

 

Jeg er så vild med det her klip. Jeg synes, det er så sjovt, fordi det er så rammende for mig selv, mine forældre og 95% af alle de mennesker, jeg omgås dagligt. Og så elsker jeg bare Martin Thorborg. Han er for fed.

I udsendelsen fortæller han om, hvordan folk bokser sig inde og tænker livet lineært, som om der kun er én måde at leve på. Hans dykker reference forstærker bare min idealistiske filosofi om, at hvis man bare laver noget, der gør en glad, så skal man nok finde en måde at tjene penge på. Skal man virkelig kun gøre det, man elsker 7 dage om året – og bytte to gode dage for fem lortedage? 

“Det er dem, der sidder fredag eftermiddag og siger: Yes det er weekend.”

Drømmer du om at vinde en million – eller om at tjene den?

Den korte video fik mig også til at tænke på et citat, Jonas fandt i sin bedstemors cigarkasse:

Hver gang der er 50.000, der drømmer om at vinde en million i lotto, er der én, der drømmer om at tjene en million.

Og med lidt logik og en hurtig gang sandsynlighedsregning ved man jo, at chancerne faktisk er størst for at bygge en virksomhed, der kommer til at generere en million eller mere. Et citat, der sætter tingene lidt i perspektiv for mig i hvert fald. Og som giver blod på tanden, for hvad vil man egentlig helst; gøre sig fortjent til pengene gennem arbejde eller bare få dem overført skattefrit?

Tak til Martin Thorborg for fortælle om et liv, jeg bare ikke vil leve. For at gøre op med den klassiske tankegang om arbejdsliv og fritid. Og tak til DR2 for at producere content, jeg kan vende tilbage til og blive bekræftet i, at jeg ikke vil være yes det er weekend typen.

Personlig

Har vi for travlt med at blive voksne?

Jeg er ved at være godt halvvejs igennem min bachelor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole nu. Jeg går på 4. semester (ud af 7), og er egentlig ved rimelig godt mod hvad angår fremtiden. Men det er jeg vidst ene om. På det sidste semester inden bachelor, skal vi i praktik igen. Og naturligvis er alle mine medstuderende begyndt at halv-panikke. For det er jo der, man gerne skal have tilbudt en fuldtidsstilling, efter man har modtaget sit bachelorbevis. Og arbejde sig selv ihjel som lønmodtager fra man er 22 til man er 72. Og inden da skal man helst også have betalt al gælden i den andelsbolig, man købte, da man var 19. Og helst have erhvervet sig fem 7’er stole og sparre op til den sjette. Med kæresten man har aftalt at få børn om fire år, når karrieren kører. Nu er der ikke længere noget, der hedder, at man kan rejse, når man vil. Eller flytte til en ny by. Prøve forskellige projektstillinger af. Finde tid til en ny hobby. Eller bare lade livets tilfældigheder bestemme for once.

Handler det om at blive voksen hurtigst muligt?

Jeg føler, der er en tendens lige nu, hvor alt handler om at blive voksen. Hele ungdomslivet er et stort fake it till you make it karriereres, der handler om at få noget på sit CV. Vi prøver at spare så mange point op til voksenlivet, at vi glemmer at leve i det, vi er i nu. Ungdommen. Vi glemmer – og jeg har især glemt – at det er okay at have en social hobby, der hedder fodbold f.eks. At det er okay at have en hobby, der ikke nødvendigvis pynter på ens CV, men som giver ens hverdag værdi. Og gør en glad. For hvor meget tid bliver der til en selv og ens egne interesser, når man får fuldtidsjob, skal afvikle interessetimer, passe 120 kvm. og et tvillingesæt, der vræler på skift? Nada. Så hvis ikke nu – hvornår så?

Og hvorfor er det, vi har så travlt med at ens første job skal være det perfekte job? Dejligt for hvem det sker. Men det må simpelthen være undtagelsen, tænker jeg. Hvis jeg gennemfører min uddannelse på nomeret tid, så er jeg færdig, når jeg er 24. Og jeg har endda haft 2,5 sabbatår. Men på det tidspunkt er jeg da slet ikke færdig med at lære? Jeg må da gerne vælge et forkert job første gang. Lære af det. Måske vælge forkert igen anden gang. Lære af det etc. Det værste der kunne ske for mig ville da være, hvis jeg blev så afhængig af en voksenløn, at jeg ville give afkald på nogle af mine andre rejsedrømme eller drømme om at arbejde i udlandet.

Vi har travlt med at binde os, bygge rede og fokusere på fremtidens voksenliv 

Hvad er det, vi har så travlt med?

Jeg tror ikke, jeg kan tælle, hvor mange af mine venner der bor i lejligheder, de enten selv eller deres forældre ejer. Og hold nu op, hvor har jeg været misundelig i mange år (er stadig). Det har født en tanke hos mig, der tog udgangspunkt i et meget stort SU-lån og en tanke om, at man da ikke kan bo til leje forevigt. Man skal spare op i boligen, ik? (Jydebarn). Helt klassisk ville jeg tage et SU-lån – alt hvad den kunne trække – for at spare op til en god udbetaling til en bolig i København, når jeg var færdiguddannet. Det er jo nu, man skal bygge redde. Nu det rigtige liv starter. Det eneste der har fraholdt mig er, at jeg altid har været meget impulsdrevet. Meget spontan. Flyttet frem og tilbage hele tiden, fordi jeg elsker, når der sker nye ting hele tiden. Og så slog det mig:

Hvad er det, jeg har så travlt med? Hvad er det jeg skal nå? Er det virkelig nødvendigt at have det perfekte liv, når jeg er 24 – og være fuldstændig etableret, så jeg kan gå i gang med at rådne i min andelsbolig, som jeg har finansieret fra et SU-lån? 

Jeg ved jo ikke, om jeg får en kæreste, der har 200 kvm. på Vesterbro med tre altaner og sildebensparket, som jeg har lyst til at flytte sammen med om to år. Rent hypotetisk kunne det jo godt ske. Eller om jeg ville flytte til Berlin? São Paulo? Eller måske blev jeg safariguide i Sydafrika ved en misforståelse og fandt ud af, at jeg aldrig ville tilbage til Danmark igen? Så var det godt, jeg lånte de penge og aldrig brugte en øre, men til gengæld skulle betale det dobbelte tilbage i renter. Man ved jo virkelig ikke, hvad der sker. Og hvor man er om to – tre – fire år. Så hvorfor binde sig så meget? Hvorfor gøre sig selv så afhængig, at alt bliver problematisk.

Perfekt job, perfekt mand, perfekt lejlighed, perfekt alt – eller fiasko?

Det er selvfølgelig alles eget valg, hvilket tempo de gerne vil køre i. Og hvor travlt de har med at få det perfekte job, den perfekte samlever, blive gift, få unger, affære, midtvejskrise, holde konfirmationer i et forsamlingshus og synkronisere juletraditioner. Hvis man gerne vil nå det, inden man er 30, så forstår jeg godt, at man føler, man har travlt. Men det er bare vigtigt, at der også bliver gjort plads til os, der ikke helt ved endnu, hvordan vores brudekjole ser ud. Eller har et budget i banken. Eller en ulykkesforsikring. For mit eget vedkommende må jeg igen bare holde mig til Jack Mas ord om, at nogle ting hører sin egen alder til.

Det skrev jeg om her

Jeg synes, der er noget charmerende i hvert aldersinterval. Fra 20 – 30, 30 – 40, 40 – 50 osv., hvis man forstår at bruge alderen – men ikke hvis man tror, man skal nå det hele, inden man fylder 30. Det vil alt andet lige kun kunne blive i fiasko og et gigantisk stressmoment. Og måske værst af alt, så vil det fjerne charmen ved de andre aldersintervaller. Hvad skal man så lave, når man er 35? Eller 45? Lige nu vil jeg i hvert fald bare gerne have lov til at være 23 år – og fri for at andre skal stresse på mine vegne, fordi de føler, jeg er bagud med noget, jeg først havde tænkt mig at prioritere om ti år.

 

Iværksætteri

TechBBQ: Talks

 

4486f9c712a7de067c677b5c4157b3d9cb41c57d6da4ae1de77eb50720c846e6

Gennem de sidste to dage har jeg hørt nogle ubegribeligt kompetente og erfarne mennesker tale til TechBBQ konferencen i Øksnehallen. Det var et fantastisk og gennemarbejdet program, der bød på alt godt fra den danske iværsætteri scene og resten af verden. Meget imponerende. Men selvfølgelig vækkede nogle talks min interesse mere end andre. Dem har jeg samlet herunder.

Christian and Jesper on Investing

De to danske entreprenør-realitystjerner på scenen igen, Christian Stadil og Jesper Buch – og jeg er stadig lige så begejstret, som jeg plejer at være. Også selvom de faktisk ikke sagde noget i går, som jeg ikke havde hørt dem sige før. Det var alligevel fedt at få det gentaget igen, når nu jeg har fået udvidet min referenceramme yderligere.

Det vigtigste for dem, når de skulle investere, var teamet. Det var altid det parameter, den stod og faldt på: At der var et match mellem team og investor – og at de kunne se sig selv drikke en øl sammen med de, der ønskede en investering. Derudover sagde Christian Stadil noget, som jeg også har hørt Johan Bülow sige, og som jeg virkelig gerne vil tage med mig videre, når jeg skal teste alle mine tusinde ideer:

Hvis du ikke er passioneret omkring dit produkt, er du ikke villig til at lægge den tid i det, det kræver 

Det giver så god mening for mig, og det var noget, jeg tog meget med mig videre til de andre talks, hvor andre oplægsholdere byggede lidt videre på den sten. Fælles for dem alle var nemlig, at de anbefalede entreprenører at finde ud af, hvordan de gjorde verden til et bedre sted med netop deres produkt.

Derudover sagde Jesper Buch, at han kiggede efter tre ting, når han skulle investere, som jeg synes, er tre punkter, der generelt er gode at arbejde ud fra, hvis man gerne vil have succes:

  1. Team
  2. Proces
  3. Innovation

Snowminds

På scenen The Jungle blev start-ups hver dag udskiftet i pendulfart, når de skulle levere deres 5 minutters pitch samt “pitch-battle” “Get in the ring”. Virkelig elektrisk på den fede måde!

Den sidste dag, tirsdag, gik jeg kun lige forbi scenen. Jeg stoppede dog kort op, da jeg så, at en fyr fra Snowminds var oppe og præsentere sig i håb om at hverve nogle nye talenter til virksomheden. Han gik nærmest kronologisk frem og startede med, hvordan de havde fået ideen til Snowminds: De elskede at stå på ski. Og de syntes, det var for grinern at være skiguides. Men det var lidt bøvlet – og heraf udsprang Snowminds. Det fik mig til at tænke en tanke, som jeg gerne vil minde mig selv om:

Hvis man bare gør det, man elsker, skal man nok finde en måde at tjene penge på, som er præmissen for, at man kan gøre det hver dag. 

Deadly Sales Sins: Why you fail to close deals in business and life 

Jeg lander faktisk til denne her talk ved en tilfældighed – og det er jeg glad for, at jeg gjorde! Igen må jeg bare sige, at jeg stoler for meget på skæbnen, og det er ikke uden grund. Alberte Nodale fra Close.io havde en masse pointer, jeg i den grad kunne bruge til noget – både business wise men også personligt. Hans pointer var bl.a.:

43736149_2070223639955283_1840875557760270336_n

  • Know the next step 
    • Vi kender det alle sammen, når vi skal lukke en aftale. Folk trækker på den. De kan ikke finde ud af at give et endeligt svar. Alberto foreslår her, at man presser på ved at fokusere på “the next step”. Eksempel: a) B2B klient, b) dig:

b) Har vi en aftale?

a) Nah. Jeg skal lige snakke med min chef

b) Okay. Har vi så en aftale efter du har talt med ham?

a) Nej. Så skal jeg lige vende den med vores juridiske afdeling

b) Og hvad skal der ske der?

a) De skal faktisk bare lige underskrive den

b) Okay. Har vi så en aftale, når de har underskrevet den, og du har talt med din chef?

a) Nah. Så skal den lige forbi vores CEO.

b) Okay. Har vi så en aftale derefter?

a) Ja…. Ja, det tror jeg faktisk vi har.

På denne måde tegner du en proces i kundens hoved, der gør det mere overskueligt for vedkommende at se, hvordan og hvornår det kommer til at ske. Og derudover ved du også præcist hvor langt kunden er i processen ift. at søsætte en aftale eller etablere et salg.

  • The follow-up game 
    • Det kan virke mega grænseoverskridende, at skrive en follow-up mail, når man ikke fik svar på den første. Eller den anden. Eller den femte. Men Alberto siger, man bare skal blive ved. Det er langt bedre at få afklaring end at gå i uvished. Hvis man får et nej, får man formodentligt også et “because”, og det kan man bruge konstruktivt. Husk dog at stay professional.
  •  Asking vs. Talking 
    • Den, der taler, sælger ikke. Den, der lytter, gør til gengæld. I stedet for at fortælle kunden, hvad han/hun vil have, så lyt i stedet til deres behov. Hvad siger de selv, de har brug for?

Booths og pitches 

Man lærer meget af at kaste sig selv ud i marken, men man lærer også meget af andres fejl. Ud fra observationer af pitches og stande har jeg samlet nogle dos and don’ts for begge.

Pitches

  • Dos
    • Vær til stede. Vis, du er i live og du har personlighed
    • Forklar dit produkt i én sætning på en idiotsikret måde. Afprøv eventuel på meget uvidende person, der er halvt så gammel som dig selv.
    • Beskriv et problem, et behov og en løsning
    • Hvis det handler om rekruttering, så sælg stillingerne på: Ansvar, at være med på en rejse, udvikling og tempo
    • Storytelling virker altid – og video/billedmateriale
  • Don’ts
    • Kedelige eller få slides
    • Monotom stemmeføring
    • Dårlig kropsholdning
    • For langt til pointen
    • Akademisk sprog
    • Ligegyldig snik-snak
    • Rekruttering: Lad være med at sælge virksomheden på deres frokostordning. Det virker useriøst.

b191290855cbca6da6f2d4498eab2be072a62001fbc55012e5fe9de9fe0ea075

Booths

  • Dos
    • En aktivitet: Fx havde Shark Gaming en VR-racerbil, som var vildt grinern = det tiltrak mange mennesker og rygtet spredte sig hurtigt. Derudover fik de selvfølgelig også lige alle gennem nyhedsbrevsmøllen, så de efterfølgende kunne køre lidt CRM marketing. Det er jo præmissen 😉 Det samme gælder med VR-oplevelser, som hittede til konferencen.
    • Prototype/fysisk produkt: På TechBBQ var der fx en bruser, der selv rensede vandet, inden det løb ned i afløbet og altså derfor stod og genbrugte vandet. 85% mener jeg, det var. Ret blæret – og innovativt.  Og det fik igen folk til at stoppe op og kigge samt snakke om produktet andre steder til konferencen.
    • Video materiale: Jo større skærm desto bedre.
    • Gør noget ud af det! Skil dig ud på alle tænkelige måder. Brug farver og højder.
    • Gratis ting. Google havde fx kaffe og soft ice. Sikker vinder.
44842684_339482946625644_1794756637022486528_n

Jonas prøver VR med Gonio VR :))

  • Don’ts
    • Jeg oplevede faktisk ikke noget, der direkte ikke fungerede. Den eneste kritik jeg har, går faktisk bare til de virksomheder, der bare gik i glemmebogen. Dem, der ikke fik mig til at stoppe op og se nærmere på deres produkt eller stand i det hele taget. Fælles for disse var, at de bare ikke formåede at fange min interesse eller opmærksomhed. De var for anonyme. 
Iværksætteri

TechBBQ: Networking

 

I går og i dag har været nogle vilde dage. Vildt lærerige. Og vildt spændende. Jeg har været til TechBBQ i Øksnehallen med Jonas og Framing People (den start-up, jeg arbejder i). Allerede mandag gik jeg hjem og var helt elektrisk. Jeg havde mødt så mange inspirerende mennesker. havde suget så mange erfaringer og råd til mig, at jeg nærmest følte mig uovervindelig. Den samme følelse, forlod jeg konference med i dag.

Networking

Networking har altid skræmt mig meget. Og det er et håndværk (mundværk om man vil), jeg aldrig har lært, men nærmest set mig sur på, fordi jeg kun har oplevet det på en meget usund måde i mediebranchen. Jeg kunne mærke, at jeg blev vildt usikker, da jeg så i programmet, at der stod “networking” eller “workshop”, fordi jeg ikke følte, jeg ville have noget at byde ind med. Jeg troede ikke på, at nogen kunne lære noget af mig, og derfor havde de nok ikke nogen interesse i at tale med mig. Jeg er jo stadig helt ny i denne her verden. Helt grøn. Og den indstilling valgte jeg også bare at gå ind i det med: Jeg er helt ny – og jeg er ærlig omkring det. Alle skal starte et sted.

Hvad jeg erfarede fra konferrencen var, at alle er  søde og så hjælpsomme. Det er helt vildt. Og det kom virkelig bag på mig. Jeg synes ofte, den usunde kultur i mediebranchen er båret af ulige relationer og dårlig kultur med spidse albuer og mig selv før alle mentalitet. Alle er konkurrenter og slås om de samme jobs, men sådan oplever jeg det ikke i “entreprenørverdenen”. Langt fra. Det virker som om, alle har en kæmpe interesse i at dygtiggøre hinanden – og tror på at man kommer længst med sparring og gode råd fra andre, der er på den samme rejse som en selv. Der er en fed kultur med, at man deler erfaringer og giver hinanden telefonnumre til leverandører, mentorer, folk med samme case osv.

Mit bedste råd til mig selv til næste år (eller alle fremtidige networking sessions):

Råd nummer 1

Spørg! Med nysgerrighed kan du lære af andres fejl og succeshistorier. Den, du spørger, kan altid sige nej. Men det tvivler jeg nu på, at de gør. Jonas fik vildt meget ud af dagene, fordi han spurgte! Bl.a. fik han råd fra Jonathan Løw mht. mentor og endda også en kontakt derigennem. Derudover fandt han en potentiel ny leverandør til emballage, og sidst men ikke mindst talte han med Jesper Weisel om en lignende case. Han er altså langt længere nu på to dage, end han ville være kommet på to år, fordi han spurgte. 

Råd nummer 2

Vær bevidst om, hvad du spørger om, og hvorfor du spørger. Du behøver ikke have forberedt det store elevator pitch, men klargør for dig selv, hvad du vil have ud af det. Fx vil du have telefonnumre på nogle potentielle mentorer eller investorere, eller vil du lære fra en anden case, der ligner din, har du problemer med salg og vil have et godt råd eller halter det på dine sociale medier? Hvad vil du vide – hvad vil du spørge om?

Råd nummer 3

Du kommer ingen steder med usikkerhed. Ingen!

Networking – the next step?

Når nu jeg havde overvundet min usikkerhed og sat min udenfor min comfort zone, var jeg begyndt at snakke med mange flere. Og stadig bare være ærlig. Som Jonas sagde, var det jo langt fra alle til konferencen, der selv havde startet noget op. Men nu meldte der sig en ny tvivl. Nu har jeg snakket med alle de her fede mennesker – og hvad så nu? Hvad er next step? Apropos Albertos: Know the next step. Glemmer vi så bare vores gode samtale? Og siger vi hej, næste gang vi ses?

Det er meget grænseoverskridende for mig at bruge LinkedIn. Igen fordi jeg tænker: “Hvad får de ud af at følge mig?” Og det er så dumt. For det behøver de ikke få på nuværende tidspunkt. Måske får de det aldrig. Men måske får de det i morgen eller om tre år. Og måske er det endda mig, der kan give dem et godt råd til den tid, hvem ved?

Mandag eftermiddag til konferencen mødte jeg en fyr, der hedder Tobias, som har startet Bacchus Box. En abonnementsbaseret vinbox, du får leveret en gang i måneden. Jeg syntes, han var en virkelig tiltalende person, jeg kunne godt lide det produkt, han (de) solgte og derudover synes jeg bare, det virker som en vildt spændende rejse, de er på. Listen er lang for, hvorfor jeg gerne vil høre mere om ham og Bacchus Box. Og det er en liste fyldt med komplimenter. Ene komplimenter. Så hvorfor skal jeg egentlig ikke sige dem højt, så han også kan høre dem? Og få ros for det han laver. Jeg ved selv, hvor meget det betyder, at nogen udefra anerkender ens virksomhed, eller det sted man arbejder. Så derfor vil det være min approach til ham. Så selvom jeg synes, det kan virke meget angstprovokerende at bruge LinkedIn, så gør jeg det alligevel her og medsender en lille besked om, hvorfor jeg har lyst til at linke med ham og ikke alle mulige andre. Generelt synes jeg, vi er for dårlige til at rose og komplimentere hinanden, selvom det er det, vi ofte har brug for.

Råd nummer 4

Altid skriv. Aldrig tvivl. Folk vil altid gerne tale om sig selv. Folk elsker at blive spurgt ind til og fortælle deres historie, derfor skal jeg ikke være bange for fx at opsøge mennesker, der er klogere end jeg selv eller som har mere erfaring. Jeg skal stadig møde dem ærligt, men ikke bilde mig ind at de ikke vil connecte med mig, fordi jeg er mere grøn på området på nuværende tidspunkt.

Personlig

Hvad drømmer du om?

pankaj-patel-585936-unsplash

En varm aften i august sad jeg på en bar i Berlin med tre venner. Sidst vi så hinanden var på Roskilde Festival, hvor vi havde drukket os halvt demente og mistet to tredjedele af synet foran Apollo. Men her sad vi altså nu. Bare os fire. I Berlin. På forlænget weekend. Og intet føltes mere rigtigt den aften.Vi er alle gamle kollegaer, der blev venner på tværs og pludselig samledes vi i en gruppe. Det er nogle af de venner, jeg føler, beriger mig. når vi er sammen. Jeg bliver altid klogere på verden og på mig selv efter et par timer med dem. Ofest på begge. Også jeg tror, det er fordi, de ikke er bange for at udfordre mig, men samtidig møder mig, der hvor jeg er. Og det er det, vi kan. Det vi gør.

Der har lagt sig et skytæppe over himlen. Klokken er ni, og vi har ikke spist endnu. Bilerne triller forbi. Smil popper sporadisk op i forskellige hjørner af baren. Jeg kigger på Sarahs drink. Hun får en Gin Tonic. Jeg drikker øl. Det samme gør drengene. Jeg lurer godt nok lidt sultent på Sarahs sugerør. Tager bare en tår med øjnene.

Sylvester skal på udveksling det her efterår. Vi snakker om praktik, karriere, uddannelse og selvfølgelig det unægtelige: Udveksling, selvom han er ved at være lidt træt af at snakke om det, tror jeg. Men så føler jeg, vi er samme sted, for jeg er sgu også ved at være lidt træt af at snakke om skole og CV – det snakker jeg nok om i forvejen med alle andre. Og som jeg er i gang med min sædvanlige smøre om et eller andet skolerelateret, letter han blikket og kigger undrende på mig.

Hvad drømmer du egentlig om, afbryder han.

Jeg stivner. Føler mig taget på sengen. Jeg har haft denne her samtale tusindevis af gange siden jeg startede i gymnasiet i 2011. Med studiekammerater. Nye venner. Gamle venner. Mor og far. Onkler. Kusiner. Kusiners veninder. Frisører. Tanter. Folk ved busstoppestedet. Lige netop om det her: Uddannelse. Praktik. Karriere. Første job. Næste job. Sågar pension og pensionsordning. Og alligevel er jeg aldrig blevet spurgt, hvad jeg drømmer om. Og måske værst af alt, har jeg aldrig spurgt mig selv.

Frihed, svarer jeg prompte.

Frihed, gentager han spørgende. Det forstår jeg godt. Jeg spørger også mig selv, hvad det dog var for et svar. Jeg tager en stor slurk af min øl. I sneglefart. Bare for at købe mig et par sekunder. Jeg nåede ikke at tænke, inden jeg svarede, men det gav bare mening på en måde, jeg har svært ved at forklare. Jeg grinte lidt og undvigede ved at spørge ind til hans drømme. Og det var selvfølgelig noget langt mere konkret. Marketing Coordinator, tror jeg. Lidt misundelig sidder jeg og tænker; kæft det må være nice at have en drøm, man bare kan gå snorlige efter. Og ingen er i tvivl om, hvornår den er opfyldt, og hvornår den ikke er. Ligesom den DR-serie, der hed Generation Hollywood, hvor man fulgte en gruppe unge mennesker, der ville være skuespillere. De havde to valg 1) kæmp til du dør og håb på det bedste, eller 2) giv op. Sådan er det bare ikke helt med os, der har mere uhåndgribelige drømme, vi ikke engang selv kan forklare.

cedric-brule-154867-unsplash

Men hvad drømmer jeg så om?

Jeg kunne selvfølgelig ikke slippe det frø, Sylvester havde plantet i mig. Det slog rødder. Jeg tænkte på det hele tiden. Drømmer alle om noget – undtagen mig? Og hvorfor drømmer jeg ikke noget? Er det fordi, jeg ingen ambitioner har? Umuligt. Det har jeg. Og har jeg mange. Men hvad er det så? Hvornår får jeg retning på noget af alt det her? Jeg føler ofte, jeg famler i blinde, fordi jeg synes, lidt af det hele er spændende og mine ideer opstår til højre og venstre.

Da jeg kom hjem fra Berlin satte jeg mig selvfølgelig og lavede en liste. Hvad vil jeg – hvad drømmer jeg om? Den så sådan her ud:

  • Jeg drømmer om at arbejde et sted, hvor der er så flad struktur som muligt. Og så meget empati som muligt. Skal der være en leder, så skal det være mig. Ikke fordi jeg vil bestemme. Men den gode stemning betyder alt for mig. Og dårlig arbejdskultur har jeg bare været underlagt for længe. Det må og skal aldrig ske igen. Det er mit liv for kort til.
  • Jeg vil gerne arbejde i en virksomhed, hvor der er højt tempo og en fælles mission – uden at det bliver mål-pik-kultur.
  • Keywords for min fremtidige drømme arbejdsplads: Passion, fællesskab, tillid, inspiration. Jeg er bare en team-player. Jeg synes, det er så sjovt og inspirerende at møde nye mennesker, der har et drive og en anden baggrund end jeg selv. Jeg elsker det.

Og midt i tankestrøm og liste skriveri, slår det mig. Mine nedskrevne “drømme” (præmisser er det nok nærmere) handlede alle kun om arbejde. Om karriere. Om hverdag. Og måske er det egentlig det, jeg bare har drømt mig fri for hele tiden: Hverdagen. Det var nok den frihed, jeg drømte om, da jeg afgav mit svar.

Et møde med døden – og drømmen

Kort tid efter min hjemkomst fra Berlin og snakken med Sylvester, skulle jeg mødes med min veninde, Cille. Hendes far døde alt for ung af kræft tidligere på året, og jeg havde faktisk ikke set hende siden. Vi snakkede meget og længe om ham. På en dejlig måde, synes jeg. Vi mindedes ham – Cille især – og snakkede om mange af de ting, han havde sagt til hende, inden han gik bort i februar. En af de ting, der særligt sad fast i mig var, at han havde sagt, at

(…) hvis han nogensinde blev rask igen, ville han fortsætte med at leve det liv, han levede, før han blev syg. 

Jeg havde virkelig svært ved ikke at græde. Tænk, hvor fantastisk det må være at have skabt et hverdagsliv, man elsker så meget, at man bare gerne vil tilbage. Ikke noget med at rejse verden rundt eller spise sundere. Bare mere tid. Til familie og hverdagen – livets små glæder. Jeg er stadig utrolig ked af det på vegne af Cille og hendes familie. Hun er så sej. Det er de alle. Og specielt ham. Jeg er glad for, at han har kunne efterlade nogle ord her i verden, som jeg især har taget til mig, og som Cille selvfølgelig i endnu højere grad har taget til sig. På den måde lever han videre. Og nu er hans ord endda blevet holdepunktet og fundamentet for den måde, jeg gerne vil se mig selv på. Og den måde jeg drømmer på. For altid at huske det, har jeg skrevet det så konkret, jeg overhovedet kunne. På den måde glemmer jeg det aldrig.

Jeg drømmer om at slippe af med min hverdagsfobi og skabe en hverdag, jeg elsker. Og er glad for at stå op til. Selv på dage hvor regnen skyller nedad vinduerne på Amager, månedskortet er udløbet og cyklen piftet af de små banditter fra nr. 6. Dét er hvad jeg drømmmer om. 

Personlig

Bucketlist: (næsten) 30 inden 30

Dette efterår fylder jeg 23. Spændende. Lidt angstprovokerende, fordi jeg selvfølgelig regnede med, at jeg ville have startet en million dollar business by now, solgt lortet og flyttet i penthouse på Manhatten. Men jeg bor stadig bare på Københavns prollede udgave af Manhatten og kæmper for at sidde stille på Journalisthøjskolens træskamler. Og det er sgu fint. For er der noget, Jack Ma har lært mig, så er det, at jeg nok skal nå det hele, hvis jeg forstår at prioritere. Og mens jeg er ung, skal jeg bare lære! Jeg skal lære mig selv bedre at kende. Jeg skal lære verden at kende. Jeg skal udforske, udvikle, snuse, gribe og omfavne. Alt lige fra viden til mennesker, natur, ideer og sportsgrene. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at leve resten af min ungdom nu og her. Og glæde mig over at overskriften på de næste syv år er hedder Eventyr! Og bestemt ikke “forberedelse til voksenlivet”.

Men selvfølgelig har jeg tænkt over nogle ting, jeg gerne vil nå at opleve, inden jeg bliver 30. Og min liste er ikke fyldestgørende endnu. Jeg giver den plads til at udvikle sig. Og jeg vil også give plads til, at enkelte af pindende kan ryge ud, hvis mit interessefelt begynder at dreje i en anden retning, end hvad jeg forventede. Det er ikke et nederlag for mig. Tværtimod. Jeg elsker at få en ide – men endnu mere at gå med den og se, hvad den kan udvikle sig til. Og nogle gange betyder det, at man må give afkald på noget andet.

Min bucketlist

Her er de første fjorten punkter (to be updated):

  1. Bo i udlandet
  2. Færdiggjort et større kreativt projekt (podcast, blog, bog, et stykke musik etc.)
  3. Roadtrip i Balkanlandene: Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Albanien, Markedonien, Kosovo.
  4. Roadtrip i USA
  5. Arbejde i en stor international virksomhed
  6. Besøge en eller flere musik- og kunstfestivaller i udlandet. Fx Woo Hah eller Oh My! Music Festival i Amsterdam.
  7. Lære at handle med aktier
  8. Besøge MoMa
  9. Deltage i en international konferrence
  10. Igangsat et socioøkonomisk projekt, der skal skabe værdi for en gruppe mennesker, der har det svært (gennemgår sygdom, mobning, fattigdom eller andet)
  11. Få taget nogle fine billeder af mig selv. Ikke direkte boudoir-billeder. Men heller ikke Djøf-stemningen. Normalt er jeg bare så sky foran et kamera, så jeg er bange for, at jeg vil sidde som halvfjers årig og glemme, hvordan jeg så ud i mine unge dage. Hvor ego-agtigt det end må lyde, at man gerne vil “fotograferes”
  12. Lære at sejle
  13. Sælge/donere alt hvad jeg ejer og bare prøve at føle mig fri
  14. Rejse i Oman, Libanon, Iran, Marokko, Portugal
Iværksætteri

Leg: Real Life Monopoly

Jeg har en veninde. Albe, hedder hun. Vi minder skræmmende meget om hinanden på nogle områder. Og på andre slet ikke. Men sådan er det selvfølgelig med de fleste af ens venner. Men Albe og jeg minder om hinanden på den måde, at vi har en masse ideer, der aldrig får verden at se. Og vores forældre har det til fælles, at de er trætte af at høre på de her ideer. Og ved du hvad? Det forstår jeg sgu godt. Tænk, at man som forælder skal sidde og være lige engageret hver gang, der kommer en ny ide. Og man må endelig ikke spørge en til, hvorfor den foregående ikke blev til noget, for nu er det altså den nye ide, der hitter.

Legens regler og præmisser

I hvert fald fik Albes far nok denne sommer. Og han udviklede den sjoveste og mest ironiske leg, jeg nogensinde er blevet introduceret for: Real Life Monopoly. Eller bare Købmandsleg for de konservative. Jeg ridser lige reglerne op herunder – mest så jeg selv kan huske den, hvis jeg får lyst til at lege den med mine børn om tyve-tredive år.

Albe har tre søskende.

Albes far uddeler 5.000 kr. til hvert barn.

Indenfor 3 måneder skal hvert barn have omsat de 5.000 kr. til 15.000 kr.

Når man at tjene 15.000 kr. eller mere, må man beholde alle pengene. Tillykke. Og måske har man endda fået skabt sig en lille virksomhed?

Når man derimod ikke at få omsat de 5.000 kr. til 15.000 kr., skal man betale de 5.000 kr. tilbage til faren inkl. alle de penge, der måtte være blevet tjent yderligere. Altså hvis man nåede op på 10.000 eller 14.000 kr. skulle de altså alle sammen afleveres tilbage.

Er det ikke vildt urimeligt?

Næh. I princippet ikke. Bare ærgerligt Sonny-boy. Det svarer jo bare til at stå på det sidste felt inden målstregen i Monopoly og blive overhalet af spilleren, der sad til højre for dig. Du har bare tabt i legen.

Jeg synes, denne her leg er så sjov, fordi den tvinger en (i dette tilfælde Albe) til at træffe en beslutning og fastlåse sig på én ide – og eksekvere den nu! Tidsfristen på tre måneder er meget knap, når man også har skole, arbejde og fritidsinteresser, men hans holdning er klar: Hvis man ikke når op på de 15.000 kr., så har man ikke arbejdet hårdt nok.

 

Close