Personlig

Hvornår gjorde du sidst noget for første gang?

 

Jeg har lige set det her klip, som er lidt langt, men som man virkelig bør holde ud i indtil han kommer til pointen til sidst. Det fødte i hvert fald en lille klump i maven på mig. Jeg fik en kvalmende følelse af, at jeg går og spilder mit liv. Drukner det i en grålig masse, der hedder rutiner. Stå op, spis havregryn, gå i skole, gå på arbejde, gå til fodbold, vaske tøj, gå i seng, stå op, spis havregryn, gå i skole, gå på arbejde, gå til fodbold, vaske tøj, gå i seng etc.

Hverdagstempo = middel tempo

Jeg ved godt, at der er en lille præmis i livet, der skal passes, som hedder hverdag. Men vi er bare ikke så dus mere, som vi har været, da jeg boede i provinsen med mor, far, børn stemning hver dag. Jeg kan virkelig ikke lide “hverdag”. Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide min havregryn. Eller mine skolekammerater, arbejde, fodboldvenner eller vasketøj (okay, måske ikke så meget sidstnævnte), men jeg mister pusten af at være i hverdagens hamsterhjul, der kører i samme kontinuerlige tempo. Middel fart. Hele tiden. No speed.

Men når jeg tænker på det. Når jeg tænker på, hvornår jeg sidst gjorde noget for den første gang, så kan jeg kun tænke på sommerferier. Sommerferier, hvor jeg har gjort noget vildt. Og jeg er ked af, at jeg ikke kan få implementeret det mere i min hverdag. Eller nu gøre noget for den første gang, der kan give mig det kick hver dag. Hver morgen jeg står op. Og noget der kan afvige fra rutinen og de planlagte skolemøder, eksaminer og fodboldtræninger. Det keder mig. Det er alt for forudsigeligt.

Og jeg er ikke sikker på, at man skal tage spørgsmålet så bogstaveligt faktisk. Jeg er ikke sikker på, at det er det, der er det vigtige. Jeg tror, man kan drage mange paralleller fra dette klip og til Martin Thorborgs dykkerreference, som jeg skrev om her Livet starter, når jeg vinder i Lotto. Det klip kan ikke ses for mange gange.

Men nu tror jeg, at jeg vil kigge på, hvilke ting jeg rent faktisk gerne vil prøve for første gang. Hvilke mødomme skal tages først næste gang. At lave en bucketlist ville måske være en ide. Den tror jeg, jeg vil gå i gang med at brygge på nu, og du kan følge med her

Iværksætteri

Konkurrence: “Det findes allerede”

Nu har jeg snakket lidt om Morten Resens start-up podcast. Og jeg er sgu lidt vild med den. Jeg føler, han holder mig i hånden på hans rejse, og selvom jeg ikke er i målgruppen (børnefamilier) og ikke er særlig tech-nørdet (ville ønske jeg var mere), så føler jeg mig inspireret til at gøre noget! Starte noget! Og det må vel være ideen med det, tænker jeg?

Morten Resens startup podcast

I hvert fald studsede jeg over noget sjovt i forbindelse med konkurrence. Altså konkurrenter til ens eksisterende eller kommende virksomhed. Og det er her, jeg synes, podcastet kan noget. Morten Resen er jo helt grøn. Han er tidligere vært på Go’ Morgen Danmark og helt uset på entreprenør egne. Og netop derfor er det fedt for mig. For det er jeg også. Jeg er begyndt at interessere mig rigtig meget for det de seneste år, men der lever stadig mange fordomme i mig, der venter på at blive aflivet.

“Det findes allerede”

Hvor mange gange har man ikke hørt det, når man har præsenteret venner og familie for en ny ide? (Sker for mig et par gange i ugen. Forstår måske godt at de alle sammen er ved at få lidt nok af alle de skuffeliggende ideer). Men det er også det, jeg altid selv har tænkt. Hvis en ide allerede findes, så kan man jo ikke regenerere eller kopiere den – eller kan man? Det dilemma løber Morten nemlig ind i med sin app, GoLittle. En lytter skriver en mail til ham, der fortæller, at appen allerede findes. En rigtig lyseslukker, hvis du spørger mig. Men min første tanke var – den samme som Mortens – nå, så er det jo dødsdømt. Ideen er allerede eksekveret. Den er på markedet. Du må finde på noget andet. Men her gav Shape Christian, udvikleren af Mortens app,  mig lidt af en øjenåbner med et lysende eksempel. Han sagde:

“MySpace var der. Facebook var bare bedre.”

Og nærmest helt tetris agtigt faldt alle brikkerne på plads for mig. Det er måske indlysende for mange iværksættere, men det har det ikke været for mig før nu. Jeg har altid tænkt, at man som iværksætter kun kunne tænke så innovativt, at man præsenterede verden for noget, der aldrig var set magen til før. Meget naivt når man bare tænker på tøj- og makeup brands. Mange iværksættere går jo også i gang med et projekt, der på den ene eller anden er udviklet, men i troen på at de kan gøre det endnu bedre end de eksisterende udbydere.

Hvordan kan man konkurrere?

Efterfølgende talte jeg med min kæreste om det: Konkurrencebegrebet. Hvordan man analyserer sine konkurrenter, finder deres “huller i osten” og selv forsøger at gøre det dobbelt så godt som dem – hvis ikke endnu bedre. Han fortalte mig, at man basically kan konkurrere på to plan:

Man kan konkurrere på pris, og man kan konkurrere på værdi hos kunden – eller på begge parametre

Altså vil man være billigst med sit produkt/sin ydelse eller vil man rette sit fokus på, hvilken værdi man skaber for køberen af produktet/ydelsen. Det hjælper rigtig meget for mig, når jeg skal tænke mine ideer igennem, at jeg kan tænke på denne her måde. Eller er begyndt på det helt automatisk faktisk. Jeg kan allerede se meget flere nuancer og potentialer, og derfor er jeg bare vildt glad for at have en tæt på, der deler min interesse for iværksætteri.

En anden rigtig god ting – og måske den primære – ved konkurrence er også, at andre har bevist, at der er et marked. Altså er der nogle kunder, og et sted at tjene penge.

(P.S. Jeg er stadig i sæson 1 af podcastet med Morten Resen)

Iværksætteri

“Alle kan sgu få en ide ved et lejrbål.”

1000 ideer

Jeg er en ung kvinde med mange ideer. Rigtig mange ideer. Og det er både givende, inspirerende og kreativt privilligeret. Men hold nu op, hvor er det også frustrerende og ærgerligt – nærmest skammeligt – at disse ideer aldrig bliver til noget. De bliver bare i skuffen og samlet støv – og hvor meget er de så værd? Intet. Som Jesper Buch sagde til Morten Resen i hans podcast:

Alle kan sgu få en ide ved et lejrbål.

Og det er jo rigtigt. Derfor er den konservative tankegang om, at man ikke må dele sin epokegørende ide med nogen (i fare for at de skulle stjæle den) helt absurd. Men sådan har jeg selv tænkt engang. Og jeg ved, at min far gør det stadig. Sagen er jo egentlig den, at de bedste ideer opstår, når man fortæller dem højt, så andre udefrastående kan give kritik, vende nye scenarier og komme med konstruktive indspark til proces og/eller produkt. Det er en ting, jeg har taget med mig videre i mange forskellige sammenhænge, fx lige nu hvor jeg sidder og skriver legatansøgninger til mit udvekslingsophold. Vi er mange på mit undervisningshold, der skal på udveksling. Og derfor også søge de samme bunker guld. Rigtig mange af mine klassekammerater lyner lynlåsen og tier ift., hvilke fonde de søger, men min erfaring siger mig faktisk, at hvis man deler, får man dobbelt igen. Så hvis jeg deler ud af, hvilke fonde jeg eksempelvis søger, så vil de fleste af mine klassekammerater se det som en så stor tillidserklæring, at de også får lyst til at dele alle deres tanker omkring det. Selvfølgelig vil der også altid være de asociale personer, der vil tømme en for midler og tips, men ikke give så meget som stumpen af en gulerod videre. Dem gider jeg ikke bruge energi på. Jeg kan ikke ændre på dem, og det er ikke min mission. Jeg ved, at det er det delende fællesskab, der hjælper hinanden, der vinder i sidste ende alligevel.

Flere hoveder, der tænker sammen, vil altid være mere værd, end det ene hoved, der tror, at vedkommende er bedre end hele verdens viden.

Af samme grund vil jeg rigtig gerne huske mig selv på, at jeg altid vil have mine venner med på råd og ikke være bange for at pitche til dem tidligt i en proces. Det er klart noget, jeg skal vænne mig til, for jeg er også opvokset i du-skal-ikke-kigge-efter-kulturen, men det er noget, jeg de sidste par år i den grad har rystet af mig.

Men der var også noget andet – meget nærliggende – jeg fandt interessant i podcastet. Også relateret til ide”tyveri”. Morten Resen udtrykker nemlig i podcastet, at han er bange for, at nogle af hans nærmeste ville klantre ham for at have stjålet en af vedkommendes ideer og tjent millioner på en ide, der ikke var hans. Dertil svarede Jesper Buch, at han ville invitere “ide opfinderen” på en god rejse eller middag, hvis han havde tjent millioner på ideen. Men igen, siger han, det handler om eksekvering. Alle kan sgu få en god ide ved et lejrbål.

Personlig

At leve hele sit liv på én dag

Min største personlige udfordring i mit liv generelt – både arbejdsmæssigt og på et personligt plan er, at jeg ikke føler, jeg har nok tid. Tid nok til at gøre noget færdigt. Jeg kaster en masse bolde op i luften. I hundrede farver. Og hundrede størrelser. Alle med forskelligt indhold. Nogle med ris. Andre med helium. Men fælles for dem alle er, at jeg ikke griber dem igen. For inden tyngdekraften sætter ind, er jeg allerede videre med den næste ide.

Mit største problem er, at jeg tror, jeg skal leve hele mit liv på én dag. Og det gør mig faktisk ude af stand til nogensinde at sætte noget i verden. Jeg har en lille mappe på mit værelse med ideer, hvori jeg udvikler koncepter, der udspringer fra en ide, jeg spontant fik i 7-Eleven. Koncepterne får navne, websites og produkter. Jeg planlægger launching, events og laver PR- og forretningsstrategier. Jeg konverterer al min viden over på denne enkelte ide, som jeg er overbevist om, vil ændre verden. På to timer har jeg udviklet konceptet så meget, at jeg allerede er nået 10 år frem.

Nu sidder jeg oppe midt om natten med min tandbørste hængende i mundvigen og forestiller mig, hvordan jeg turneer rundt og holder foredrag om min ide og mit koncept. Hvordan gjorde jeg dog? Hvad har jeg lært? Jeg afholder workshops. Snakker med en masse spændende mennesker, der har noget på hjertet. Og som vil noget. Ligesom mig – eller hvad? For jeg kommer jo aldrig i gang. Jeg har så svært ved at holde fokus på én bold. Gribe den og følge den ud i livet. Jeg kan ikke finde ud af at reducere al den støj, de andre bolde laver. Og jeg tror, det skyldes to ting. Dels at jeg har svært ved at holde fokus og gøre én ting ad gangen. Og dels at jeg ikke før har turde stole på, at jeg nok skulle nå det hele. Nå alt det jeg gerne vil – for jeg vil rigtig mange ting. Og jeg har mange drømme. Store drømme. Jeg vil gerne arbejde i en stor, international virksomhed som eksempelvis Google, Nike, Adidas eller KAYAK/Momondo. Men jeg vil også gerne arbejde i en hjælpeorganisation, hvor jeg ikke bare kan gøre en forskel for virksomheden, men gøre en forskel for mennesker. Og liv. Derudover er en af mine store personlige drømme at starte mit eget. Være uafhængig. Og have frihed. Men jeg drømmer også om at undervise. Jeg elsker at lære fra mig. Jeg elsker at være sammen med mennesker, der har en passion og et drive. Og vække den hos de, der ikke har. Jeg bliver helt forpustet af at tænke på alle de ting, jeg drømmer om. Og jeg vil gerne have dem alle igangsat inden årsskiftet – men allerhelst i dag. Det er jo utopi – og det er jeg ved at indse nu. Jeg er omsider ved at indse meningen med ordsproget hver ting til sin tid, efter jeg så dette klip med stifteren af Alibaba.com, Jack Ma.

Det kan virke indlysende for mange, at man ikke kan nå at blive topchef i Google, etablere egen virksomhed med overskud, være ansat som fast underviser på Harvard og ved siden af være mentor på forskellige kubatorer rundt omkring i verden, inden man fylder 30. Men ikke for mig. Ikke før jeg så dette klip:

Aldersbetingede pointer, jeg vil tage med mig med henblik på at stresse mindre og finde ro i, at jeg nok skal nå alt det, jeg gerne vil.

  • 20erne:
    • Lær, lær, lær. Brug al energi på at lære af de, der er klogere end dig. Skift job så ofte, det giver mening, og hvis du ikke lærer noget, så giv udtryk for det, så du hele tiden bliver udfordret. Det er okay ikke at vide, hvor du ender. Det vigtigste er bare, at du skal prøve en masse spændende ting af, som du kan lære af.
  • 30erne:
    • “If you want to do something yourself, just do it.” Amen, er han bare the man? Her finder jeg ro i, at jeg ikke behøver have skabt en millionvirksomhed, inden jeg er 25. Og som han også siger, så får jeg ikke succes inden i morgen er omme eller indenfor 1 år. Men hvis jeg går i gang nu, så er der en mulighed for, at min virksomhed bliver en succes om ti år. Så igen: Vær tålmodig og arbejd.
  • 40erne:
    • Gør det, du er god til – og bliv endnu bedre. Brug ikke denne alder på at prøve alle mulige nye brancher af, men specialiser dig indenfor et område.
  • 50erne:
    • Brug al din erfaring og viden på at undervise og udvikle de yngre generationer.
  • 60erne:
    • Hold fri!

For mig hjalp det her knap tre minutter lange klip mig rigtig meget. Det fik virkelig sat tingene i perspektiv for mig. Med hans pointer i alderintervallerne, kan jeg nå alt det, jeg gerne vil. Og jeg er allerede i gang med at udleve mine tyvere efter hans ord. Jeg har skrevet det her indlæg som en reminder til mig selv – om at holde fokus på én ting ad gangen og være tålmodig ift. min alder og mine ambitioner. De kan kun føres ud i livet, hvis jeg venter på, at tiden er moden. Man behøver ikke være leder eller chef i en alder af 22. Statistisk set bør jeg først stræbe efter det, når jeg når slutningen af trediverne.

Close